Aarhus University Seal

DPU-lektorer udpeget til vejledningsråd

Peter Plant, lektor ved Institut for Didaktik på DPU, er af undervisningsminister Bertel Haarder udpeget til det nyetablerede nationale voksenvejledningsråd - og genudpeget til Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning.

Peter Plant deltager som personligt udpeget medlem af begge råd. Han har i mange år beskæftiget sig med uddannelses- og erhvervsvejledning, og med dobbeltudpegningen af Peter Plant ønsker undervisningsministeriet at opnå synergi mellem vejledningsrådet og det nationale dialogforum, der beskæftiger sig med vejledning af hhv. voksne og unge. Aktuelt er Peter Plant også tilknyttet arbejdet med voksen- og efteruddannelse i Nationalt Center for Kompetenceudvikling.

Også Noemi Katznelson, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på DPU, er genudpeget af undervisningsministeren som personligt udpeget medlem af Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, der har undervisningsministeren som formand.