Aarhus University Seal

DPU i international alliance

Nogle af verdens mest anerkendte forskningsinstitutioner indenfor uddannelsesforskning vil sammen sætte uddannelse på den internationale dagsorden. Danmarks Pædagogiske Universitetsskole er en af dem.

En ny international alliance af førende uddannelsesinstitutioner med speciale indenfor uddannelsesforskning vil hvert år komme med anbefalinger om nationale og globale uddannelsesforhold. Til august næste år vil alliancen på sit årsmøde i Danmark være klar med sine første analyser og anbefalinger, som vil dreje sig om læreruddannelse.

International Alliance of Leading Education Institutes, som tænketanken hedder, er netop blevet stiftet på et møde i Singapore. Alliancen består af otte af verdens mest anerkendte fakulteter og universitetsskoler indenfor uddannelsesforskning.

Uddannelsesforskningens Davos
Alliancen vil fungere som tænketank på det pædagogiske område ligesom World Economic Forum i Davos gør det på det økonomiske. Direktør for internationalisering Arne Carlsen på DPU siger: "Alle er enige om, at verdensøkonomien er afgørende, og der bliver derfor lyttet til WEFs anbefalinger. Vi synes uddannelse er så vigtigt i vidensøkonomien, at vi hvert år vil præsentere analyser  og anbefalinger til regeringer, internationale organisationer og verdens-offentligheden om pædagogik, læring og uddannelse".

DPU i verdenseliten
Optagelsen af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i den internationale alliance er et betydningsfuldt skulderklap til dansk uddannelsesforskning. Begivenheden ligger samtidig i direkte forlængelse af videnskabsminister Helge Sanders og Globaliseringsrådets anbefalinger til danske universiteter om at indgå i prestigegivende, internationale alliancer.

Dekan Lars-Henrik Schmidt fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole blev valgt som alliancens formand 2008-2009. DPU vil dermed være vært for det første årsmøde i august 2008, og dets internationale kontor varetage sekretariatet for alliancen frem til 2009. "Jeg anser optagelsen af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole som kronen på det værk, vi har skabt med Danmarks Pædagogiske Universitet i perioden 2000-2007", siger dekan Lars-Henrik Schmidt. "Samarbejdet vil være med til at hæve standarden indenfor det danske uddannelsessystem, og vil give danske studerende unikke muligheder for at studere ved nogle af verdens bedste universiteter indenfor pædagogisk forskning".

Praktisk
Yderligere information kontakt direktør for internationalisering Arne Carlsen, tlf. 88889174 / mail carlsen@dpu.dk

Medlemmerne af alliancen er:
1. School of Education, Beijing Normal University, People's Republic of China
2. Institute of Education, University of London, United Kingdom
3. National Institute of Education, Nanyang Technological University, Singapore 
4. Ontario Institute for Studies in Education, University of Toronto, Canada
5. Faculty of Education, Melbourne University, Australia
6. Faculty of Education, University of Wisconsin, USA
7. Danish School of Education, University of Aarhus, Denmark
8. Faculty of Education, Seoul National University, Korea