Aarhus University Seal

Didaktikkens genkomst

Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 72 fra december 2014 om didaktik. Didaktikken er det solide kompas, som praktikere skal navigere efter i en tid, hvor børne- og skolefeltet vader i daglige udfordringer, krav fra folkeskolereform og læreplaner og halvtomme tilbud om nye smarte modeller, værktøjer og metoder. Det mener lektor emeritus Mads Haugsted og professor MSO Stig Broström.

I DET 21. ÅRHUNDREDES uddannelsesdagsorden har ’didaktik’ levet en lidt klemt tilværelse. Vi har været vilde med at tale om ’læring’ og ’kompetencer’ og om konkrete metoder til god undervisning. Men hvad blev der egentlig af didaktikken; af læren om undervisningens formål, mål og indhold? Svaret er, at didaktikken er mere aktuel end nogensinde – og den er ved at få en genkomst.