Af Torben Clausen

Ekspertråd fra videnskaben er ikke altid en hjælp, når der skal tages politiske beslutninger. I 1990 var britisk landbrug i krise på grund af BSE. Kogalskabsskandalen skyllede hen over EU og satte producenter af oksekød under pres.

En ny rapport fra tænketanken DEMOS bruger skandalen til at illustrere, hvor galt eksperter kan gå i byen, når de skal rådgive politikere. Den bedste tilgængelige evidens er ikke altid tilstrækkeligt til at afgøre et spørgsmål; i dette tilfælde om indtagelse af kød fra dyr med kogalskab efter en årrække kan resultere i, at forbrugerne får sygdommen Kreutzfeld-Jacobs. På trods af videnskabelig usikkerhed valgte den britiske regering at melde klart ud: Oksekød var ikke sundhedsskadeligt, og briterne kunne roligt fortsætte med at spise det. Regeringens kommunikation blev renset for den usikkerhed, som klæbede til resultaterne: Hvordan kan man vide, at kødet ikke er sundhedsskadeligt, når sygdommen er mange år om at udvikle sig? Forbrugernes utryghed var udbredt og velbegrundet, hvilket den engelske regering i sidste ende blev tvunget til at indrømme. Det samme problem er siden dukket op i andre store sager som for eksempel sammenhængen mellem brug af mobiltelefon og hjerneskade, farerne ved at bruge den såkaldte paraplyvaccine mod fåresyge, mæslinger og røde hunde.

Disse sager peger i retning af et fundamentalt problem: Der kan ikke altid trækkes en direkte konklusion fra den bedste tilgængelige evidens og ekspertviden til den optimale politik. Problemet har flere facetter: God evidens er ikke altid til rådighed, for eksempel fordi forskningen ikke har udviklet tilstrækkeligt gode metoder til at studere et bestemt fænomen. Selv om der findes evidens for et spørgsmål, kan usikkerheden også være større end sikkerheden. Rapporten peger også på, at evidens er en heterogen størrelse, hvilket blandt andet viser sig i sammenstødet mellem videnskabelig ekspertise og den ekspertise, som besiddes af de mennesker, som politikken berører. Endelig gælder det ofte, at selv den bedste evidens om et spørgsmål ikke af sig selv peger på den bedst mulige løsning. Ideologi og interesser spiller ind, og forskellige løsninger byder sig til uden at være testet af. Fremtiden er som bekendt det sværeste at spå om.

Analysen fører forfatterne til at beskrive to modeller for ekspertise, en gammel og problematisk og en ny, mere lovende men samtidig relativt uudforsket:

Den gamle model for ekspertise:

• Lukket (closed)
• Homogen (homogenous)
• Overmodig (hubristic)
• Forudsætter offentlighedens tillid (demanding public trust)
• Forventer konsensus fra eksperter og præskriptioner (expecting expert consensus and prescription)
• Under ledelseskontrol (managerial control)

Den nye model for ekspertise:

• Åben (open)
• Mangfoldig (diverse)
• Ydmyg (humble)
• Har tillid til offentligheden (trusting the public)
• Forventer mangesidig og betinget rådgivning (expecting plural and conditional advice)
• Kontrollen er delt (distributed control)

Den gamle model ser eksperterne som besiddere af den bedste og endegyldige viden. Eksperterne kan afgøre stridigheder og tale politikken midt imod ved hjælp af sandheden. Som argumenterne ovenfor viser, er disse betingelser langt fra altid opfyldt. Tværtimod fører den lukkede ekspertmodel i retning af en teknokratisk tænkning, hvor demokrati og legitime interesseforskelle undertrykkes, og hvor politikere og eksperter lukker øjnene for de svære spørgsmål, der klæber til begreberne ekspertise og evidens.

Den overordnede logik i overgangen fra den gamle til den nye ekspertmodel er, at eksperter, herunder forskere, ikke skal forvente at levere den endegyldige evidens. Ofte skal eksperter se sig selv som besiddere af visdom. De kan anvende denne visdom i et komplekst system kendetegnet af flydende grænser og usikkerhed. Derfor er den åbne ekspertmodel indstillet på samarbejde mellem forskellige ekspertiser, hvoraf nogle er videnskabelige og sanktionerede ved diplomer, men hvor der også er rum for en form for hverdagsekspertise repræsenteret ved de mennesker, som problemerne vedrører. I den åbne ekspertmodel tager man usikkerhed og en mangfoldighed af perspektiver til sig, i stedet for at forsøge at undertrykke dem.

Legitimitet og bedre rådgivning via lægfolk
En måde at udmønte ambitionerne om en åben og mangfoldig tilgang til ekspertise er inddragelsen af lægmand i udredningsarbejder og ekspertkommissioner. Rapporten beskriver forskellige engelske erfaringer med inddragelse af lægmand, men fænomenet kendes også fra en dansk kontekst i form af for eksempel konsensuskonferencer og folkehøringer.

Lægmand kan spille forskellige roller afhængig af, hvad et bestemt udvalg har som opgave. Én tilgang ser lægmænds vigtigste rolle som legitimerende i forhold til offentligheden. Lægmændenes funktion bliver her som brobyggere eller kommunikatorer. En anden tilgang har større forventninger og ser lægmændene som nogle, der kan forbedre kvaliteten af eksperternes rådgivning. Den sidste ambition formuleres rammende i rapporten af en tidligere formand for det britiske Food Standards Agency:

"Et godt lægmandsmedlem udfordrer forskernes implicitte antagelser; de stiller de spørgsmål, som forskerne aldrig stiller, fordi de[?] er en del af deres normale adfærdskodeks... Desuden mener jeg, at et godt lægmedlem vil være meget omhyggelig med at sikre, at en komite havde besvaret de spørgsmål, de var blevet stillet, for ifølge min erfaring, når du stiller et spørgsmål til en komite [...] så besvarer de deres eget spørgsmål, snarere end det, du har stillet; eller de svarer på en måde, så de undgår de altafgørende, svære dele."

Det er ganske store krav at stille til lægmænd i ekspertkomiteer, men rapportens forfattere gør også en pointe ud, at lægmænd ikke først og fremmest skal forstås som den forudsætningsløse 'manden hevet direkte ind fra gaden'. Lægmænd har ofte viden, som eksperterne ikke besidder, og de kan også have kompetencer, der er et aktiv i processerne, for eksempel i kraft af uddannelse. Dette oprustede billede af lægmanden må samtidig ses i forhold til rapportens konstatering af, at ekspertise ikke er generel egenskab, man ofte er bundet til et snævert område: Selv eksperter vil ofte være lægmænd, der taler uden for deres eget snævre ekspertiseområde, på visse strækninger af en rådgivningsproces.

Eksperter og lægfolk i clearinghouse
I de systematiske forskningsreviews, som Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning vil producere, vil eksperterne være uddannelsesforskerne i reviewgruppen. De har forsket i feltet og vil samtidig have indsigt i forskningsmetoder. Samtidig vil clearinghouse inddrage professionelle med praktisk erfaring inden for det aktuelle reviewtema på lige fod i reviewgrupperne. Disse professionelle optræder som 'lægfolk' i den betydning, der lægges op til i rapporten fra DEMOS: De er ikke eksperter i forhold til uddannelsesforskningen, men de vil være eksperter i forhold til praksis, særligt i en dansk kontekst. Håbet er, at disse professionelle kan spille begge de ovenfor beskrevne roller: dels som brobyggere, der kan hjælpe med at udvikle kommunikationen til de professionelle miljøer, dels som aktive deltagere, der forbedrer kvaliteten af reviewarbejdet, som citatet ovenfor giver udtryk for. Hvorvidt dette lykkes, må erfaringerne vise.

Rapporten
Jack Stilgoe, Alan Irwin og Kevin Jones: The Received Wisdom – Opening Up Expert Advice, London: DEMOS, December 2006.