Aarhus University Seal

Clearinghouse vinder norsk udbud

Den norske regerings Kunnskapsdepartementet har valgt Clearinghouse til at kortlægge lærerkompetencers betydning for børns læring.

Efter konkurrence mellem seks tilbudsgivere har det norske Kunnskapsdepartementet valgt Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole som vinder af et udbud på 1.1 mio. norske kroner. Clearinghouse får til opgave at indhente den bedste internationale viden om læreres og pædagogers kompetencer og deres betydning for, hvad børn lærer.

DPU har siden starten af 2006 satset målrettet på at skærpe profilen som rådgiver for politikere og praktikere. Det er sket med oprettelsen af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, der systematisk afdækker, hvad der virker og hvad vi ved om uddannelse; det som også kaldes evidens. Det er den satsning, der nu får international anerkendelse fra Kunnskapsdepartementet, der er ansvarlig for uddannelse, børnehaver og forskning i Norge.

Beslutningen glæder Sven Erik Nordenbo, der er daglig leder af Clearinghouse.

"Børnenes udbytte af skolen og børnehaven er centrale temaer for alle nationer. Se blot på PISA-undersøgelserne. Clearinghouse får nu til opgave at samle den bedste viden om en af de helt centrale parametre, som både politikere og praktikere har gode muligheder for at påvirke nemlig lærernes og pædagogernes kompetencer. Den viden er meget værdifuld, ikke kun i Norge men også i Danmark og i andre lande," siger Sven Erik Nordenbo.

Det rådgivende universitet
Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning blev officielt indviet på DPU i marts 2006. Målet med clearinghouse er at rådgive politikere og praktikere med udgangspunkt i den bedste tilgængelige forskningsviden i Danmark og internationalt. Det er imidlertid første gang en udenlandsk regering vælger clearinghouse som leverandør, fortæller Claus Holm, der er prodekan for formidling på DPU.

"Det viser, at vi som universitet har satset rigtigt ved at skabe et clearinghouse. Vores ambition er at levere viden, som politikere og praktikere kan bruge, men som samtidig er solidt forankret i den bedste internationale forskning. Det er det produkt, som Kunnskapsdepartementet specifikt har efterspurgt. Nu har de så også vurderet, at vi var de bedste til at levere," siger Claus Holm.