Aarhus University Seal

Bedre folkeskole med massiv forskningsindsats

En bevilling på godt 40 mio. kr. skal samle nogle af de bedste danske og udenlandske forskere om at sætte folkeskolen under lup.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen understregede i sin nytårstale, hvor vigtig en god folkeskole er. Og i den kommende uge samler statsministeren alle folkeskolens interessenter på Marienborg til et 360 graders eftersyn af folkeskolen.

Samtidig sætter Det Strategiske Forskningsråd nu en række, målrettede initiativer i gang for at forbedre fremtidens folkeskole. Et nyt Center for Strategisk Uddannelsesforskning etableres med en bevilling på 40,5 mio. kr. og professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, som centerleder.

"En god grunduddannelse til alle er helt afgørende for Danmarks udvikling og fremtid. Det understregede statsministeren senest i nytårstalen. Jeg er overbevist om, at Det Strategiske Forskningsråds bevilling resulterer i ny viden, som kan bidrage til en forbedring af folkeskolen", siger videnskabsminister Helge Sander.

Det nye Center for Strategisk Uddannelsesforskning skal fokusere på hele forløbet fra før folkeskolen til og med overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne.

"Jeg er glad for regeringens fokus på folkeskolen og føler mig overbevist om, at vi med dette forskningscenter kan være med til at besvare nogle af de helt centrale spørgsmål om, hvordan vi løser folkeskolens udfordringer", siger professor Niels Egelund.

Centret har deltagelse af internationale topforskere fra bl.a. Massachusetts Institute of Technology, Columbia University og Oxford University.

"Internationalt samarbejde er afgørende, når vi skal styrke niveauet i dansk forskning. Det er meget positivt, at dette nye store center har deltagelse fra så prominente universiteter", siger Helge Sander.

Det nye center skal undersøge en række væsentlige problemstillinger i folkeskolen, blandt andet:

  • Hvordan bliver vi bedre til allerede tidligt i børns liv i førskolen at påvirke deres udvikling i en positiv retning - og dermed bidrage til at mindske de negative konsekvenser af den sociale arv?
  • Hvorfor halter drengene ofte efter pigerne i folkeskolen - og hvad kan der gøres for at ændre dette mønster?
  • Hvad betyder klassestørrelsen for elevers læring?
  • Hvad betyder forskellige lærerkompetencer for elevernes præstationer?
  • Hvordan undgår vi nogle af overgangsproblemerne fra folkeskole til ungdomsuddannelser, så flere kan gennemføre en ungdomsuddannelse?

Det Strategiske Forskningsråd har i 2009 uddelt i alt ca. 67 mio. kr. til forskning på uddannelsesområdet. Midlerne er en udløber af globaliseringsstrategiens mål om at styrke uddannelsesforskningen. 

Kilde: Pressemeddelelse fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling

Læs pressemeddelelse på Videnskabsministeriets hjemmeside

 

 

Yderligere information

om Center for Strategisk Uddannelsesforskning:

Niels Egelund