I betragtning af sportens fremtrædende rolle i det moderne samfund kan man undre sig over, at sport kun indtager en yderst beskeden plads i diskussionen om og analyser af moderniteten. At forholdet mellem sport og modernitet sjældent tematiseres, hænger sammen med en uhyre stærk tradition for at anskue sport som et harmløst fritidsfænomen, der befinder sig i det moderne samfunds periferi. En sådan opfattelse giver den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga udtryk for i sit klassiske værk Homo Ludens fra 1938. Ifølge Huizinga indtager den moderne sport en plads ved siden af den egentlige kulturproces. ”Sporten er blevet helt profan og har ikke længere nogen organisk forbindelse med samfundsstrukturen”. Mit udgangspunkt er det modsatte: Sporten befinder sig ikke uden for den moderne samfundsstruktur, men snarere i dens centrum. Denne idé er blevet formuleret klarest af sportens filosof Pierre de Coubertin, der er blevet kaldt Emilé Durkheims apostel. Gang på gang pegede Coubertin på, at den moderne sport er en moderne religion, "en religion, en kult, en lidenskabelig himmelstræben".

Forelæsningsrækken er åben for alle studerende.

Kontakt Ove Korsgaard, ove@dpu.dk

Forelæsningsrække v. Ove Korsgaard:
Idræt og kropskultur i pædagogisk og idéhistorisk perspektiv
Forelæsningsrækken bygger på den idé, at idræt og kropskultur indgår i såvel en personlig som samfundsmæssig dannelsesproces. På en og samme tid afspejler og påvirker idrætten og kropskulturen samfundets sociale og kulturelle processer, hvilket bliver særlig tydelig i perioder med store samfundsmæssige forandringer. Det skyldes, at prægningen af kroppen er af afgørende betydning for identitets- og bevidsthedsdannelsen. Den kropslige formning er ikke et perifert område i forhold til bevidsthedsdannelsen. Tværtimod er idrætten og kropskulturen af afgørende betydning, fordi der til kroppen er knyttet oplevelsesformer af stor lyst og intensitet. Og det er som bekendt dem, der driver værket, hvorunder bestemte tænke- og handleformer befordres.

At kroppen har grundlæggende kulturel betydning er de seneste årtier blevet fremhævet af sociologisk orienterede tænkere som Norbert Elias, Michel Foucault og Pierre Bourdieu. Ifølge deres analyser er kulturen så at sige indskrevet i kroppen, samtidig med at kroppen med sine behov stiller krav til organiseringen af samfundets sociale og kulturelle liv. At filosofihistorien er langt mere optaget af bevidstheden end af kroppen, er let at konstatere. Men faktisk interesserer en række filosoffer sig mere for idræt og kropskultur end filosofihistorien lader ane. Det gælder store tænkere som Platon, Augustin, Rousseau, Kant og Nietzsche; den sidste er ligefrem blevet kaldt sportens filosof. Disse og andre tænkere vil blive inddraget i forelæsningsrækken.