Aarhus University Seal

Konference: Læringsmiljøer i daginstitutioner

Når bestræbelserne på at designe børns læring intensiveres, bliver det tilsvarende vigtigt at udforske og diskutere, hvad der kendetegner gode læringsmiljøer i danske daginstitutioner. Med udgangspunkt i aktuelle forskningsprojekter, som har adresseret dette spørgsmål fra forskellige perspektiver og med forskelligt fokus, inviterer Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) til konference om læringsmiljøer i daginstitutioner.

Info about event

Time

Wednesday 26 September 2012,  at 13:00 - 16:45

Location

Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, Festsalen (lok. A220), 2400 København NV

Konferencen giver inspiration til, hvordan daginstitutioner kan udvikle udviklings- og læringsmiljøer, som tilbyder alle børn et rigt børneliv med mange læringsmuligheder. Konferencen ønsker bl.a. at udfordre en skolastisk forståelse af læring og løsne begrebets tætte association til skolepraksis.

I stedet for at diskutere modsætninger mellem leg og strukturerede aktiviteter vil en af de gennemgående pointer på konferencen være, at læring finder sted hele tiden, og at det er bevidstheden om og understøttelse af det enkelte barns læringsmuligheder, der får betydning for kvaliteten af institutionens læringsmiljø. Det er derfor helt centralt i praksis at reflektere de deltagelsesmuligheder og erfaringer, som institutionen muliggør for barnet, ikke kun med henblik på at barnet skal tilegne sig nye færdigheder og kompetencer, men også med fokus på barnets erfaringer med at blive til som menneske i det pågældende fællesskab.

Arrangørerne ønsker således at gøre op med en individualiseret forestilling om læring, ved især at have fokus på læringens sociale og kontekstuelle dimensioner.

Målgruppe

Konferencen henvender sig til både studerende, pædagoger, medhjælpere, pædagogiske konsulenter og andre med interesse for læringsmiljøer i daginstitutioner.

Pris og tilmelding

  • Deltagelse i konferencen: 300,- kr.
  • Nedsat pris for studerende: 100,- kr.

Ved tilmelding til konferencen er det muligt til en særlig nedsat pris samtidig at købe de nye bøger:


Program

13.00 Velkomst ved professor mso Charlotte Ringsmose, IUP/DPU, Aarhus Universitet

13.05 Udfordringer ved daginstitutionen som læringsmiljø ved professor Jan Kampmann, RUC 

13.45 Læring og udvikling i daginstitutioner ved professor Charlotte Ringsmose & lektor Grethe Kragh-Müller begge IUP/DPU, Aarhus Universitet

14.25 pause

14.55 Det sproglige læringsmiljø I daginstitutioner ved adjunkt Ditte Winther-Lindqvist IUP/DPU, Aarhus Universitet

15.35 fordeling i workshops

15.45 Workshops

  1. Daginstitutionens betydning for barnets socio-emotionelle udvikling – lektor Grethe Kragh-Müller, IUP/DPU, Aarhus Universitet
  2. Udviklingsforståelser og pædagogisk praksis – ekstern lektor Tine Basse Fisker, IUP/DPU, Aarhus Universitet
  3. Børnehavers fysiske læringsmiljø – professor mso Charlotte Ringsmose, IUP/DPU, Aarhus Universitet og designer Susanne Ringsmose Staffeldt
  4. Det legende lærende barn – adjunkt Ditte Winther-Lindqvist, IUP/DPU, Aarhus Universitet
  5. Børns medbestemmelse og læring i pædagogisk tilrettelagte aktiviteter – ph.d.-stipendiat Lone Svinth, IUP/DPU, Aarhus Universitet

16.45 Afslutning


Workshops

1. Daginstitutionens betydning for barnets socio-emotionelle udvikling.
Igennem en række år har der været fokus på den betydning en anerkendende relation mellem barnet og den voksne har for barnets selvudvikling og udvikling af sociale kompetencer. Grundlæggende for udviklingen af et stærkt selv og gode sociale færdigheder er evnen til selvregulering – udvikling af opmærksomhedsstyring, følelsesregulering og mentalisering  (forståelse af andres sind).  I workshoppen vil der blive sat fokus på den betydning barnets vigtige voksne har for barnets udvikling af selvregulering med henblik på at støtte pædagogernes mulighed for at fremme barnets udvikling på dette område.

2. Udviklingsforståelser og pædagogisk praksis
Workshoppen indledes med en præsentation af Tine Basse Fiskers seneste forskning, som omhandler PPR og inklusionsarbejdet. Dernæst inviteres deltagerne til diskussion af hvordan vi forstår og arbejder med børn i vanskeligheder samt hvorledes pædagogisk praksis kan udvikles i en mere fællesskabsorienteret retning

3. Børnehavens fysiske læringsmiljø
En del af den pædagogiske tilrettelæggelse i børnehaver handler om at træffe afgørelser for det fysiske miljøs indretning. Børnehavens rum er således et udtryk for en lang række til- og fravalg i en stadig vekselvirkning med formålet. Rummet er en dynamisk medspiller i den pædagogiske tilrettelæggelse, og skal afspejle pædagogikken. Denne workshop handler om at udvikle rum knyttet til læringsaspekter, og hvordan rum giver mulighed for god praksis i sammenhæng med den fysiske indretning.

4. Det legende lærende barn
Denne workshop handler om at kvalificere et læringsbegreb der er relevant for praksis i den danske daginstitution. Med udgangspunkt i nyeste teorier inden for området diskuteres ”Det legende lærende barn” som et bud på et godt læringsbegreb og en brugbar læringsforståelse, der kan bruges til at beskrive de læreprocesser der foregår i dagligdagens interaktioner i henholdsvis vuggestue og børnehave.

5. Børns medbestemmelse og læring i pædagogisk tilrettelagte aktiviteter
Denne workshop indledes med en præsentation af Lone Svinths undersøgelse af hvorledes børns medbestemmelse forhandles og udvikles fra øjeblik til øjeblik i to daginstitutioner anskuet fra et sociokulturelt læringsperspektiv. Dernæst inviteres deltagerne til at reflektere og diskutere hvorledes børns medbestemmelse får betydning for børns læringsmuligheder i pædagogisk tilrettelagte aktiviteter.