Aarhus University Seal

CEFU-Konference: Sådan ser fremtidens politikere ud

Hvem er de unge, som engagerer sig i politik, hvordan formes de som politikere, og hvem er det egentlig, de repræsenterer? CEFU-Konferencen tager temperaturen på unge i de politiske ungdomsorganisationer og kigger ind i det politiske maskinrum for at blive klogere på de unge i organisationerne - hvem de er, hvor de kommer fra, og hvordan de rekrutteres.

Info about event

Time

Wednesday 20 March 2013,  at 09:30 - 14:00

Location

Festsalen, A220, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Indtil for nylig havde Danmark en af Europas yngste regeringer. Thor Möger Pedersen var blot 26 år, da han i 2011 blev udnævnt som skatteminister. Han er siden hen blevet skiftet ud, og regering-ens gennemsnitsalder er steget betragteligt. Men tilbage står billedet af en generation af unge politikere, der har trodset tyngdeloven i dansk politik og gjort lynkarriere umiddelbart efter - eller endda før - deres kandidatgrad. Tendensen er således klar: Hovedparten af landets nye, ledende politikere kommer direkte fra universiteterne.

De unge højdespringere giver ofte anledning til debat: Står vi over for en ny politikertype, der nok imponerer med sin professionelle tilgang til politik, men som mangler erfaring fra 'det virkelige liv'? Eller er der tale om ekstraordinære politiske talenter, som får lov til at blomstre i disse år, fordi vi ikke længere hænger os så meget i alder og anciennitet? Meningerne om de unge i den politiske elite er mange, og i kølvandet af debatten kan rejses en række vigtige spørgsmål.

På konferencen tager vi temperaturen på unge i de politiske ungdomsorganisationer. Vi kigger ind i det politiske maskinrum for at blive klogere på de unge i organisationerne - hvem de er, hvor de kommer fra, og hvordan de rekrutteres. Vi sætter også spot på, hvad de lærer i organisationerne, hvordan de formes som politikere, og kommer med et bud på, hvordan fremtidens politikere ser ud. Samtidig undersøger vi, hvilke unge der ikke er med i den etablerede ungdomspolitik, og diskuterer, om den snævre rekruttering blandt ungdomspolitikere overhovedet udgør et demokratisk problem. Og hvis den gør, hvad vi så skal gøre ved det.