Der har de senere år været debat om, hvor meget FN's verdensmål frem mod 2030 skal fylde i den danske folkeskole. Målene er blandt andet at bekæmpe klimaforandringer, reducere ulighed, afskaffe sult og sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle. Fælles for dem er, at de handler om at skabe en bæredygtig udvikling, og det er en central pointe, at de er tæt forbundne.

Debatten er opstået, fordi et af delmålene lyder, at medlemslandenes uddannelsessystemer skal bidrage til at nå målene. Skoler kan sågar blive ’certificerede verdensmålsskoler’. Men er undervisning i verdensmålene egentlig en opgave for skolen? Eller er det blot endnu et koncept og udtryk for en målstyring, som skolen får trukket ned over hovedet?

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil nedtoner verdensmålenes rolle i et svar til Børne- og undervisningsudvalget på Christiansborg i 2019. Her skriver hun, at der ikke er en national forpligtelse at undervise i målene, men blot en forventning om, at eleverne kender til temaerne.

Tidligere undervisningsminister Merete Riisager problematiserer i foråret 2021 på folkeskolen.dk, at målene nogle steder har udviklet sig til pejlemærker for undervisningen. Det har taget overhånd, og på nogle skoler ”er det stukket helt af”, som hun udtrykker det. Hun ser hellere, at man berører verdensmålene på linje med alle mulige andre temaer (Folkeskolen.dk 14. marts 2021).

Et skridt i den rigtige retning

Så vidt kritikerne. Andre – politikere og forskere – er imidlertid af den opfattelse, at fordi vi står midt i en akut bæredygtigheds- og klimakrise, så skal uddannelsessystemet bidrage til at løse den. De ser en fordel i, at verdensmålene på én gang konkretiserer og sammenkobler forskellige tematikker, der kan bidrage til en mere bæredygtig verden og ser det som en oplagt opgave for skolen at tage på sig.

En af dem er ph.d.-studerende på Syddansk Universitet og DPU, Aarhus Universitet Mathilda Brückner. Hun siger:

”Jeg ser verdensmålene som et godt skridt i retning mod en mere bæredygtig verden. Netop fordi målene er holistiske og inkluderer både sociale, økologiske og økonomiske perspektiver, har de potentiale til at skabe koblinger og illustrere sammenhænge mellem komplekse problemstillinger.”

Hun er i gang med en større kortlægning af kvaliteten af undervisningen for bæredygtig udvikling i den danske grundskole sammen med en række andre forskere fra Syddansk Universitet og DPU, Aarhus Universitet. Og i forskernes materiale tyder det på, at verdensmålene indtil videre faktisk ikke har vundet det store indpas i skolen. For kritikerne, som ønsker, at verdensmålene skal fylde mindre i skolen, er det givetvis en god nyhed. Men for dem, der mener, at verdensmålene gerne må fylde mere i skolen, er nyheden mindre god.

”Netop fordi målene er holistiske og inkluderer både sociale, økologiske og økonomiske perspektiver, har de potentiale til at skabe koblinger og illustrere sammenhænge mellem komplekse problemstillinger.”

Mathilda Brückner

’Quick fixes’ er ikke nok

Mathilda Brückner hører til den sidste gruppe, som vil sætte gang i skolens arbejde med bæredygtighed, og som mener, at verdensmålene er et godt redskab hertil. Hvis de bruges rigtigt, vel at mærke.

I sit netop afsluttede speciale i uddannelsesvidenskab på DPU lavede hun en mindre undersøgelse af undervisning i verdensmålene. På de skoler, hun var i kontakt med, tegnede der sig et broget billede. Meget af det arbejde, som skolerne laver med verdensmålene, foregår uden for fagene og centrerer sig om nogle få mål. På én skole har eleverne taget initiativ til kun at tilbyde vegetarisk mad i kantinen. På andre skoler har de fokus på at samle affald på skolens område og slukke lyset efter sig.

Mathilda Brückner har talt med en række skoleelever, som ikke synes, tiltagene batter nok. Og det er hun enig i:

”Jeg har hørt flere eksempler på den adfærdsfokuserede tilgang, som er ret kortsigtet. Jeg tror, det hænger sammen med, at bæredygtighedsproblematikker er så uoverskuelige, at vi kan komme til at lave nogle fejlslutninger og tænke, at hvis bare vi gør lidt, så må det være tilstrækkeligt,” siger hun og tilføjer, at hun ikke som sådan er imod tiltagene – de kan bare ikke stå alene.

”Jeg kan godt forstå, at det kan være fristende at handle hurtigt og resolut og indføre nogle adfærdsmæssige tiltag – måske kombineret med nogle driftsmæssige ændringer på skolen. Men bæredygtig udvikling har både en økologisk, en social og en økonomisk dimension, og det er et område fyldt med dilemmaer, etik og modsatrettede interesser, som ikke kan indfanges og håndteres med sådan nogle simple ’quick fixes’,” siger hun.

Målene skal kobles sammen

Skolerne griber arbejdet med verdensmålene forskelligt an. På nogle af de skoler, der arbejder med verdensmålene i selve undervisningen, har eleverne projektuge om dem, mens andre tager udgangspunkt i målene, når de underviser i fagene.

”På en skole, der er certificeret verdensmålsskole, arbejder klasserne med ét mål på hvert klassetrin, og så bygger man ovenpå igennem hele skoleforløbet. Der er selvfølgelig gode, stilladserende intentioner bag, men vigtigheden af at se sammenhænge og lave koblinger imellem alle målene går lidt tabt i den model,” siger hun.

Og netop koblingen mellem de enkelte mål er noget af det, lærerne finder svært, når de forsøger at undervise i FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling, ligesom det er en svær didaktisk opgave at tydeliggøre målenes indbyrdes afhængighed over for eleverne.

”Sammenhængen imellem de forskellige problemer er en af hovedpointerne i FN´s verdensmål, men sådan en tværfaglig viden kan være svær at opbygge i en travl skolehverdag. Dermed risikerer forbundetheden at gå tabt, hvis det fx kun er lærerne i naturfagene, der underviser i klimaforandringer, og de ikke kommer omkring social ulighed, økonomisk vækst osv.,” siger Mathilda Brückner.

På en af de skoler, der arbejder med verdensmålene som ramme, har man gjort såkaldt relationel bæredygtighed til et centralt mål.

”Deres pointe er, at eleverne først og fremmest skal forstå sig selv som en del af en gruppe – af et hele – og de udvider dermed begrebet bæredygtig udvikling til at ’handle om mere end plastik i havene og forurening’, som lederen formulerer det. Ræsonnementet er, at evnen til at sætte sig i andres sted og håndtere konflikter og problemer kan skabe et fundament for bæredygtig handlen senere,” forklarer Mathilda Brückner.

”Jeg synes, det er legitimt, at en universitetsledelse udpeger nogle retninger, som man er interesseret i, at universitetet følger. Så må forskerne afgøre med sig selv, om de synes, det er vigtigt og forskningsmæssigt interessant at være med til.”

Nikolaj Elf

Verdensmål som universitetsstrategi

Skolerne er altså på vidt forskellige stadier i arbejdet med verdensmålene. Det står stadig den enkelte skole og lærer frit for, om og i givet fald hvordan de vil arbejde med målene i undervisningen. Og blandt dem, der tager målene til sig, lykkes nogle bedre end andre.

Et andet sted i det danske uddannelsessystem er man imidlertid gået ’all in’ på verdensmålene. I sommeren 2019 gav det genlyd, da Syddansk Universitets (SDU) bestyrelse meldte ud, at verdensmålene skulle være det strategiske omdrejningspunkt for universitetets virke. Begrundelsen var, at verdens problemer med blandt andet fattigdom og sult, ulighed i sundhed og klimaforandringer var tæt forbundne og derfor krævede en integreret indsats.

Beslutningen skabte debat både internt på universitetet og i medierne. En af bekymringerne var, at der var fare for, at forskningen blev spændt for en politisk vogn. Og hvad med forskningsfriheden?

Professor Nikolaj Elf, der er leder af Center for Grundskoleforskning på SDU, er ikke bekymret. Han siger:

”Jeg synes, det er legitimt, at en universitetsledelse udpeger nogle retninger, som man er interesseret i, at universitetet følger. Så må forskerne afgøre med sig selv, om de synes, det er vigtigt og forskningsmæssigt interessant at være med til. På SDU er man som forsker ikke tvunget til at arbejde med verdensmålene, og det er endda blevet ekspliciteret – hvis nogen skulle være i tvivl  – at man har lov til at forholde sig kritisk til dem.”

Selv har han valgt at gå aktivt ind i forskningen i verdensmålene både ved at lade verdensmålene indgå i centerets egen strategi og ved at sætte nogle forskningsprojekter i gang, der blandt andet handler om, hvad god undervisning i bæredygtig udvikling er, og hvordan man kan implementere undervisning i grøn omstilling på en befordrende måde, fx i form af partnerskaber.

Pres fra studerende

Syddansk Universitet har igangsat nogle initiativer, der skal støtte op om arbejdet med verdensmålene. Man har blandt andet etableret et verdensmålsforum, hvor forskerne kan mødes og diskutere, hvilke tværfaglige projekter de kan sætte i gang, og der er afsat en pulje til studenterdrevne aktiviteter.

Verdensmålene er også så småt i gang med at blive implementeret i universitetets uddannelser.

”I starten blev det meldt ud, at man ville lave en uddannelse for hvert verdensmål, men det gik man hurtigt bort fra igen, så det skabte lidt forvirring. Men vi har nu udviklet et fælles, obligatorisk online fag i bæredygtig udvikling for alle studerende, og der er forskellige andre tiltag i støbeskeen. For eksempel har vi oprettet faget Social og kulturel bæredygtighed på bacheloruddannelsen Interkulturel pædagogik,” siger Nikolaj Elf, der understreger, at udviklingen af fagene sker på helt almindelig vis med inddragelse af og godkendelse i de relevante fora.

Han oplever stor interesse for det nye, fælles fag fra studerende, men faktisk synes nogle af de studerende fra Den Grønne Studenterbevægelse på universitetet, at det er alt for uambitiøst. De så hellere, at bæredygtig udvikling blev et integreret aspekt i flere af uddannelserne, fx i medicinstudiet.

”Det er ret interessant at opleve det her pres fra de studerende. De synes både, at bæredygtig udvikling bør adresseres som et særligt fag, og så synes de også, at det skal være et aspekt eller et perspektiv i alle uddannelser.”