Måske kender du mest sølvfisken som et irriterende, småulækkert skadedyr, der kravler på badeværelsesgulvet og til tider endda sniger sig ind i køkkenet. Måske kan du ligefrem genkalde dig fornemmelsen, når du har kvast det lille kræ med et stykke køkkenrulle mod flisegulvet. Men inden du næste gang kvaser den, så kig lige på den med det her in mente: sølvfisken er også flot og glitrende og bærer på en 400 millioner års overlevelseshistorie. Det er en af pointerne i en ny type af børnelitterære tekster, som udspringer af den økokritiske litteratur.

Teksterne giver plads til sølvfisk og mange andre oversete dyr, men det sker ikke i den form, vi kender fra Bambi eller Cykelmyggen Egon, hvor dyrene bliver fremstillet som menneskelignende karakterer. I den nye økokritiske litteratur eksisterer dyr og planter i deres egen ret, forklarer Anna Karlskov Skyggebjerg, der er lektor i børns fiktionslæsning på DPU, Aarhus Universitet.

”Den økokritiske litteratur gør op med det romantiserede forhold til naturen. Naturen er grim og destruktiv, men ind imellem er den også smuk. Litteraturen er ikke traditionelt naturpoetisk fejrende; den viser derimod komplekse og nuancerede billeder af naturen,” siger hun og går så langt som til at kalde det et nyt paradigme inden for børnelitteraturen: Den naturfokuserede litteratur, der tematiserer naturen på en mere naturtro måde, end børnelitteraturen hidtil har gjort.

”Når det økokritiske perspektiv lægges ned over eventyr som fx Den lille Rødhætte eller Den grimme ælling, så bliver vi opmærksomme på, hvad det er for nogle kulturelle forestillinger og billeder, vi har, og hvordan de præger den måde, vi fortolker tekster og verden på.”

Anna Karlskov Skyggebjerg

Eventyr får ny mening

Anna Karlskov Skyggebjerg har undersøgt, hvordan danskfaget som tekst- og fortolkningsfag kan danne ramme om elevers undersøgelse af forholdet mellem natur og kultur; mellem dyr og menneske; mellem by og land, utopi og dystopi osv. i historiske og nutidige tekster.

”Det handler i danskfaget mindre om at tematisere bæredygtighed direkte, som man gør i samfundsfag og naturfagene, og mere om at skabe forudsætninger for, at børn og unge kan se sig selv i en større sammenhæng med dyr og planter og tage stilling til deres egen væren i verden,” siger hun.

Mange dansklærere er allerede opmærksomme på den økokritiske litteratur og bruger den i undervisningen. Men færre er måske opmærksomme på det økokritiske perspektiv i mere bred forstand, som ifølge Anna Karlskov Skyggebjerg kan give litteratur af ældre dato ny mening og aktualitet. Perspektivet kan nemlig sætte fokus på forholdet mellem kultur og natur på et givent tidspunkt i historien.

”Perspektivet er ikke begrænset til særlige formater eller genrer. Og det kan hjælpe os til at se, hvilke billeder vi giver videre til vores børn,” siger hun og uddyber:

”Når det økokritiske perspektiv lægges ned over eventyr som fx Den lille Rødhætte eller Den grimme ælling, så bliver vi opmærksomme på, hvad det er for nogle kulturelle forestillinger og billeder, vi har, og hvordan de præger den måde, vi fortolker tekster og verden på. Kunne årsagen til, at vi anser ulven for et farligt og truende dyr, være, at den i Brødrene Grimms eventyr vil æde Rødhætte? Omvendt er svanen i de flestes bevidsthed et smukt og attråværdigt dyr, og måske skyldes det den romantiske fortælling, vi får gennem H.C. Andersen. På samme måde ser vi muligvis på rådyr som kejtede og nuttede væsener, fordi vi tænker på Disneys Bambi. Det siger både noget om vores kultur og om den tid, historierne er skrevet i,” forklarer Anna Karlskov Skyggebjerg, der især er optaget af, hvordan billederne af dyr og planter i børnelitteraturen forandrer sig over tid, og her trækker hun isbjørnen ind som eksempel.

”Den er gået fra at være et maskulint ikon, der gav mennesket modstand, fordi det i arktiske egne var en manddomsprøve at slå en isbjørn ihjel, til i dag at være et væsen, man skal give omsorg og passe på. Det hænger måske sammen med, at isbjørnen i dag er et truet dyr, fordi isen på Arktis smelter,” siger hun og tilføjer:

 ”Men det hænger også sammen med isbjørnens indbyggede nuttethedsfaktor. Der er utroligt mange antropomorfe isbjørneunger i børnelitteraturen.”

Og sådan er der masser af eksempler på kultur/natur-forhold, der i det økokritiske perspektiv får ny mening og aktualitet i vores tid – ikke mindst hos børn og unge, der siden Greta Thunberg for et par år siden sagde det højt, har været oprigtigt optaget af naturbeskyttelse og ikke mindst af klimadagsordenen.

Litteraturen øko-danner

Nu tænker du måske: Hvad kan litteraturlæsning og -undervisning bidrage med, når det handler om klimaproblemer? Og det er da heller ikke på litteraturens banehalvdel, vi konkret skal og kan løse klimaudfordringerne.

”Litteraturundervisningen skal ikke konkurrere med naturvidenskaben. Den skal supplere den og byde ind med en dannelsesdimension, der hjælper eleverne til at forstå sig selv i forhold til naturen,” siger Anna Karlskov Skyggebjerg.

Allerede i 2011 satte australierne Geraldine Massey og Claire Bradford fokus på udviklingen af økologisk medborgerskab (eco-citizenship) i humanistisk økokritik. Deres definition af økologisk medborgerskab indebærer en indsigt i sammenhænge mellem det lokale og det globale samt en motivation til at handle og tage ansvar for natur og miljø uden at skele til en eventuel nytteværdi for mennesker. Og det er her, litteraturen kan byde ind, forklarer Anna Karlskov Skyggebjerg.

I forskningspublikationen På tværs af Norden – Økokritiske strømninger i nordisk børne- og ungdomslitteratur, udgivet af Nordisk Ministerråd, skriver hun:

Når børnelitterære tekster viser forskellige naturbilleder og skildrer dyreliv fra forskellige synsvinkler, er de med til at engagere og opfordre deres læsere til at reflektere over verdens tilstand og forestille sig forskellige fremtidsscenarier for natur og mennesker. Hvis man anerkender børnelitteraturen som et bidrag til barnets almene udvikling og dannelse som økologisk ansvarlig medborger, kan også børnepoesien have indflydelse på naturens tilstand og fremtid – ligesom det omvendte naturligvis er gældende, at naturfænomener virker som inspirationskilde for børnepoesien.

Den økokritiske litteratur vil altså have os væk fra den udpræget antropocentriske tankegang, der forstår mennesket som det centrum i verden, hvorfra al fornuft udgår, for i stedet at give mere plads til den zoocentriske forståelse af verden, der sætter dyr og natur i centrum. En bedre balance mellem de to perspektiver er ifølge Anna Karlskov Skyggebjerg med til at udvide børns bevidsthed og gøre dem opmærksomme på, at vi som art ikke er alene og dominerende i verden. At vi er del af naturen.

Naturfremmede bybørn

Den antropocentriske selvkritik er også i spil i Bjarne Reuters nye børnebog Historien om Englebassen (2021). Her er omdrejningspunktet den distance, der er opstået mellem menneske og natur som konsekvens af vores højeffektive, urbaniserede, moderne samfund.

”Bjarne Reuter tematiserer forholdet mellem by og land, men også forholdet mellem generationer. Han skriver sig ind i en tendens i tiden, som blandt andet behandler det moderne menneskes fremmedgjorthed over for naturen,” forklarer Anna Karlskov Skyggebjerg.

Bogen prikker til den forældregeneration, som har bosat sig i storbyen, hvor de lever travle karriereliv langt væk fra naturen. Forældrene er fortabte, men børnene kan reddes. De to børn Karl og Vida sættes på et tog til det uspolerede Røste Espeløv langt ude på landet, hvor de skal holde sommerferie med deres lidt pudsige farfar. Med det økokritiske perspektiv kan vi analysere, hvad der er på spil i den fortælling, forklarer Anna Karlskov Skyggebjerg:

”Farfaren, som lever i ét med naturen, tilbyder et pause- og refleksionsrum for de to bybørn, der er blevet fremmedgjorte over for naturen. Det er ikke bare en god historie, den taler også direkte ind i en aktuel debat om by og land og i en generationsdiskussion.”

”Litteraturundervisningen skal ikke konkurrere med naturvidenskaben. Den skal supplere den og byde ind med en dannelsesdimension, der hjælper eleverne til at forstå sig selv i forhold til naturen.”

Anna Karlskov Skyggebjerg

Fri for moralisering

Selvom der er civilisationskritik at spore hos Bjarne Reuter, så er vi ikke vidner til en ny ideologisk moralisering, som den vi så i 1970’erne med eksempelvis Flemming Qvist Møllers Snuden, som var tydeligt kritisk over for kapitalismen og social uretfærdighed, og svenske Sven Wernström, der adresserede køn, kapitalisme og forurening. Problemet med en del af børnelitteraturen i den periode var, pointerer Anna Karlskov Skyggebjerg, at ideologi og kapitalismekritik havde det med at overtage historierne. Det var ikke så tydeligt dengang, men det er det i dag, mener hun.

”Mens Qvist Møllers bøger om Snuden stadig er sjove for både børn og voksne i dag, så kan Wernström ikke stå den historiske distance, fordi fortællingerne ikke er gode nok i sig selv. Forfattere må også være optaget af, hvordan fortællingen fungerer,” fastslår Anna Karlskov Skyggebjerg, der også selv vurderer litteratur ud fra både form og indhold.

Rent didaktisk mener hun, det giver god mening sammen med eleverne at undersøge, hvilke ideologier litteraturen rummer. Hvad er de udtryk for, og hvilken legitimitet har de for læsere i dag?

”Moderne økopoesi propper ikke meninger ned i halsen på børn. Det er afgørende, at de selv får mulighed for at tage stilling til de spørgsmål, teksterne rejser, og at der er plads nok til, at de som læsere kan danne deres egne indtryk og derudfra etablere deres egne meninger.”

Og den plads, mener hun, Karen Filskov giver i digtsamlingen Det sner med fjer fra 2020. Nogle fugle i digtsamlingen er sårbare og sympatiske som bikolibrien, der brillerer med firs vingeslag i sekundet til ære for blomster og det øvrige økosystem. Og så er der påfuglen, der ligner et juletræ og kæmper for at tiltrække pigernes opmærksomhed. Andre fugle er kyniske rovdyr, som skræmmer og fascinerer med træsko- eller ørnenæb som vanvittige våben. Billedsproget er barsk og galgenhumoristisk, når fuglene forbindes med indkøbsvogne, skraldebiler, sømpistoler og dødsengle.

”Filskovs naturskabninger bor aldrig i en romantisk have; sameksistens mellem menneske og natur er et vilkår. På den måde inviterer Filskov læseren til en refleksion over den komplekse relation mellem dyr og menneske, natur og kultur, uden at naturbevidsthed eller dyrebeskyttelse bliver et påtrængende moralsk imperativ,” siger Anna Karlskov Skyggebjerg.