Aarhus Universitets segl

Mød underviserne på Master i uddannelsesledelse

Som Danmarks største universitetsmiljø for forskning i pædagogik og uddannelse, leverer DPU efteruddannelser på højt, internationalt og forskningsbaseret niveau.

Det kan vi takket være vores forskere og undervisere, der har specialiseret sig i at formidle den nyeste viden inden for deres forskningsområder, og som samtidig har erfaring med at omsætte teori til praksis i uddannelsessektoren.


Helene Ratner

Lektor på DPU, Aarhus Universitet
Fagkoordinator på Master i uddannelsesledelse

Helene Ratner har en baggrund inden for antropologi og offentlig ledelse.

Hun skrev ph.d. om ledelse af inklusion og har siden studeret, hvordan digitalisering og datainformeret styring påvirker velfærdsorganisationer, og hvordan forskellige former for viden (refleksiv viden, datadreven viden) sameksisterer i uddannelsesorganisationer.

Aktuelt forsker hun i forhold vedrørende digitalisering og professionel dømmekraft samt kunstig intelligens i uddannelse og den offentlige forvaltning.

Helene Ratner forsker i brug af data i uddannelsessystemet og de spørgsmål, det rejser.  Her introducerer hun til emnet, som hun også underviser i på masteren.

”På uddannelsen arbejder vi systematisk med at få de studerende til at reflektere over, hvordan de kan skabe deres egen rolle som leder. Hvordan kan man arbejde med dannelse, læring og trivsel i en kontekst af skiftende og dilemmafyldte forventninger? Hvordan kan man skabe værdi i en uddannelsessektor, som er under stadig forandring?

Med afsæt i aktuel forskning giver vi de studerende mulighed for at arbejde strategisk med pædagogisk ledelse i en politisk styret kontekst, viden om ledelse af pædagogiske professionelle samt kompetencer til at afkode og omsætte forskning i en pædagogisk praksis.”

- Helene Ratner


Helle Bjerg

Souschef
Skolen på Grundtvigsvej, Frederiksberg

Helle Bjerg har arbejdet med skoleledelse og skoleudvikling i flere sammenhænge. Først som forsker på Københavns Professionshøjskole og nu som souschef og pædagogisk leder på Skolen på Grundtvigsvej, Frederiksberg. I sit virke er Helle optaget af at kombinere forskningsviden i og med skolens praksis for at styrke den pædagogiske ledelse i skoler og uddannelsesinstitutioner. Helle har forsket i og arbejdet med skoleudvikling og læreres læring, professionelle læringsfællesskaber, ledelse af PLC og vejledere mm. Senest har hun være medforfatter til bogen Datasans – etisk skole- og uddannelsesledelse med data (Nyt fra Samfundsvidenskaberne 2021).

”Pædagogisk ledelse handler om at få øje på, understøtte og udvikle det pædagogiske perspektiv i alle aspekter af driften og ressourceforbruget på en uddannelsesinstitution. Det særlige ved at være leder på en uddannelsesinstitution er, at alle bidrager til aspekter af en fælles opgave – også når vi kan være i tvivl eller uenige om, hvordan den skal løftes.

Pædagogisk ledelse handler om at skabe muligheder for at løfte og drøfte i flok, og så handler det om at udnytte sit ledelsesrum fuldt ud, så alle parter engageres i at skabe den skole eller uddannelse, de gerne vil.

Som mangeårig underviser på Master i uddannelsesledelse glæder jeg mig altid til at møde de studerende og de ledelsesudfordringer, de bringer med ind i undervisningen fra deres ledelsespraksis.

Det er en gave for alle parter, når vi i undervisningen skaber rum og tid til at dvæle ved ledelsesproblemstillinger på måder, der åbner for nye forståelser, perspektiver og ikke mindst nye handlemuligheder."

- Helle Bjerg


Hanne Knudsen

Lektor
DPU, Aarhus Universitet

Inden Hanne Knudsen i 2005 begyndte sin ph.d., arbejdede hun med ledelsesudvikling i otte år på Københavns Rådhus. Hun har interessen for praksis med ind i sin forskning, hvor hun er optaget af skift i diskurser og hverdagspraksisser, og hvordan sådanne skift skaber nye betingelser for uddannelse og for ledelse af uddannelse. Hvad sker der for eksempel med synet på barnet og læreren, når det bliver et ideal, at læringen skal være legende? Og hvad er der på spil, når der dukker konkurrence op i klasseværelset?

Hendes ph.d.-afhandling handlede om de historiske skift i skolens forventninger til forældre. Den udkom i omskrevet form i 2010 under titlen Har vi en aftale. Magt og ansvar i mødet mellem folkeskole og familie (Nyt fra samfundsvidenskaberne). Senest har hun sammen med to kollegaer redigeret bogen Leg på spil (Akademisk forlag 2023). Andre temaer i hendes forskning er ansvarsbegrebet, tværprofessionelt samarbejde, konkurrence som motivationsform og pædagogiske koncepter.

"Uddannelse lægger grunden for vores samfund. Derfor er det så vigtigt, at vi har en levende debat om, hvad vi vil med uddannelse, hvordan vi bedst fremmer det, og hvordan forskningen kan gøre os klogere på de aktuelle udfordringer og betingelser. Lederne af vores uddannelsesinstitutioner laver hverdagspolitik med betydning for hele samfundet, og derfor er det afgørende, at de er helt skarpe på at kunne analysere de aktuelle betingelser og muligheder for uddannelse.

På Master i uddannelsesledelse mødes ledere og næsten-ledere fra et væld af forskellige institutionstyper, og det er en fornøjelse at blive klogere sammen. Det er et privilegie at undervise i et rum, der er så rigt på erfaringer."

- Hanne Knudsen


Klaus Majgaard

Ledelseskonsulent og underviser

Klaus Majgaard har i mange år arbejdet med ledelse inden for børne- og kulturområdet. Dels har han som praktiker været direktør for børn og kultur i Fredericia Kommune og direktør for børn og unge i Odense Kommune. Dels har han som forsker beskæftiget sig med kvalitet i ledelses- og styringsdialoger på området.

I 2014 forsvarede han sin ph.d.-afhandling om autenticitet i offentlig styringsdialog. I dag arbejder han som underviser og konsulent for offentlige ledere.

Senest har han skrevet bogen Strategisk pædagogisk ledelse – spændingsfelter, greb og hverdagsøvelser (Dafolo 2021).

”Det er noget særligt at være uddannelsesleder. Vi skal skabe miljøer for andre menneskers udvikling, læring og dannelse, og det farver den måde, vi kan udøve ledelse på.

Som leder af en uddannelsesinstitution bestyrer du værdier og forpligtelser, som aldrig er helt i harmoni, men som brydes, skaber dilemmaer og åbninger for udvikling. Ledelse er at kultivere en fælles dømmekraft, der gør, at vi kan handle og udvikle sammen i varetagelsen af den pædagogiske opgave.

De studerende på Master i uddannelsesledelse kommer fra alle hjørner af uddannelsesområdet med et væld af forskellige erfaringer og praktiske tilgange til ledelse. Men fælles er, at vi gør uddannelsesverdenens værdier og forpligtelser til omdrejningspunkt for udviklingen af ledelse. Det giver nogle unikke og spændende læringsmiljøer, som jeg ikke har mødet nogen andre steder."

- Klaus Majgaard


Mie Plotnikof

Lektor
DPU, Aarhus Universitet

Mie Plotnikof er cand.mag. i pædagogik og ph.d. i offentlig styring og organisation. Hun forsker i forhold mellem styringsdiskurser og hverdagspraksisser, der leder og organiserer velfærdsarbejdet - typisk i en uddannelseskontekst. Her undersøger hun fx kvalitetsforståelser, identitetsarbejde, meningsforhandlinger, tidsligheder og magt-modstandsdynamikker og deres betydning for det lokale arbejde og involverede aktører.

"På Master i uddannelsesledelse arbejder vi med at finde de mest lærerige forbindelser mellem deltagernes professionelle erfaringer og udfordringer og den nyeste viden om ledelse og organisering af uddannelses- og udviklingskontekster.

Undervisningen er konstant anvendelsesorienteret, da deltagernes arbejdsliv, litteraturen, undervisernes viden og forskningsfelter fungerer som dynamiske læringsressourcer, der interaktivt fokuseres afhængig af fagets emner og tematikker."

- Mie Plotnikof


Lars Qvortrup

Professor
DPU, Aarhus Universitet

Lars Qvortrup er professor i pædagogisk sociologi på DPU, Aarhus Universitet. Han har i mange år beskæftiget sig med samfundsudvikling, uddannelsesledelse og professionelt samarbejde i sin forskning, blandt andet med bøger om det hyperkomplekse samfund, skoleledelse og professionelle læringsfællesskaber. Desuden har han selv erfaringer med uddannelsesledelse som dekan, rektor, centerleder m.v. Pt. er han i gang med en bog om professionel dømmekraft: Hvad er det? Hvordan udøves det? Og hvordan skaber man produktive ledelsesmæssige rammer for professionel praksis?

"Uddannelsesledelse er et område i rivende udvikling: For mindre end ti år siden var budskabet læringsmål og målopfyldelse. I dag er budskabet størst mulig frihed og lokal styring. Samtidig produceres der ny viden om uddannelsesledelse, lærersamarbejde og samspil mellem ministerier, forvaltning, ledelse, medarbejdere og børn, elever og studerende.

På Master i uddannelsesledelse får uddannelsesledere fra alle områder – dagtilbud, skoler, ungdomsuddannelser, voksenuddannelser, specialuddannelser – lejlighed til at mødes for at dele erfaringer, reflektere over deres praksis og blive præsenteret for den nyeste forskning inden for uddannelsesledelse."

- Lars Qvortrup


Har du spørgsmål?

Hvis du vil vide mere om uddannelsens faglige indhold, er du velkommen til at kontakte fagkoordinator Helene Ratner