Lean dig ikke tilbage
Fit, slankere, hurtigst. Lean-konceptet ruller ind over de offentlige institutioner, hvor det skal trimme og effektivisere arbejdsprocesser. Men hvor er den maksimale grænse for effektivitet? Er der et ’tipping point’, hvor Lean ikke længere motiverer, men snarere udmatter?
Velfærdsstaten er under pres. Flere og flere vil have noget af den, og samtidig bliver pengene, der skal betale for velfærden, stadigt færre. Vi må med andre ord have mere velfærd for pengene. Effektivisering er blevet nøgleordet i den offentlige sektor, og et af vidundermidlerne til at løse den opgave hedder Lean. Det betyder ganske enkelt slank og trimmet, og målet er da også hurtigere arbejdsgange og mindre spildtid i en slank og trimmet offentlig sektor.