Kommentar: Bedre livschancer til udsatte børn

Bente Jensen og Anders Holm dykker i kommentaren ned i diskussionen om, hvordan man ved, hvad der virker i indsatsen rettet mod udsatte børn og unge.

Mennesker er ikke ens. Nogle er smukkere end andre, nogle er klogere, og andre er mere velplejede. Alt sammen er det med til at påvirke det enkelte menneskes livschancer. Der er forskningsresultater, der viser, at klogere mennesker får mere uddannelse og tjener flere penge end andre. Der er forskningsresultater, der viser, at smukke mennesker tjener flere penge end andre. Og der er også forskning, der tyder på, at mere velplejede mennesker klarer sig bedre end knap så velholdte eksemplarer.