Betalingsuddannelse ad bagdøren
Det danske uddannelsessystems gratisprincip er under pres fra flere fronter. Men de studerende behøver nødvendigvis ikke at betale hele gildet, skriver ph.d-stipendiat Ole Henckel i kommentaren.
HVAD KOSTER UDDANNELSEN? Spørgsmålet fremsættes i stigende omfang af danske og udenlandske studerende, som søger optagelse på landets universiteter. I årtier har det været et gældende princip, at uddannelse er noget, alle har adgang til i Danmark, uanset indkomst og herkomst. Men det seneste års tid har flere og flere studerende oplevet at blive mødt med krav om betaling for deres deltagelse og herigennem erfaret, at rækkevidden for det hævdvundne gratisprincip er begyndt at mindskes.