Når børnenes fritidsaktiviteter skal koordineres, når julen skal planlægges, eller når familiens yngste har brug for lidt ekstra omsorg, kan det godt være, at far giver en hånd med. Men det er mor, der planlægger og tager ansvar. Og det er også hende, der får ondt i maven, hvis det hele ikke flasker sig.

Sådan ser det i hvert fald ud hos de 12 heteroseksuelle par med små børn og fuldtidsarbejde, som den norske sociolog Kristine Warhuus Smeby interviewede i forbindelse med sit ph.d.-projekt om ligestilling i det såkaldte tredje skift.

"Med mit ph.d.-projekt ønskede jeg ikke at undersøge, hvordan opgaverne i hjemmet var fordelt, men hvem der tog ansvaret og delegerede og organiserede, når begge var udearbejdende. Og det viste sig ret entydigt at være mor. Det kan godt være, at far for eksempel bagte bollerne og købte ind, men det var mor, der planlagde og bad ham om at gøre det.”

Med begrebet det tredje skift henter Kristine Waarhus Smeby inspiration fra den amerikanske sociolog Arlie Hochschild, der taler om to skift i forhold til ligestilling i hjemmet. Det første skift handler om, at begge forældre er knyttet til arbejdsmarkedet. Hos Hochshield består andet skift både af fordeling af arbejdsopgaver i hjemmet og ansvar. Men Kristine Waarhuus Smeby deler andet skift op. For hende handler andet skift om fordeling af opgaver, mens tredje skift handler om ansvaret. Hun forklarer nærmere:

"De norske par, jeg interviewede, adskilte sig fra de amerikanske, fordi de levede i en anden kontekst både kulturelt og politisk. Derfor gav det mening at dele det andet skift i to: Et synligt skift, hvor der stort set var ligestilling i norsk kontekst; og et tredje skift, som er mindre synligt og handler om ansvarsfordeling."

Norge var det første land i verden, der i 1993 fik fire ugers øremærket barselsorlov til fædre. Og i 2009, få år før Kristine Warhuus Smeby gik i gang med sin ph.d.-afhandling, blev den sat op til ti uger. Hendes tese var, at det måtte have betydning for ansvarsfordelingen i hjemmet.

”Jeg troede, at det ville betyde, at far var begyndt at have et overblik over barnets hverdag. Men selv om alle de fædre, jeg interviewede, på nær en, havde haft barselsorlov, var det ikke tilfældet. Også når mændene var hjemme på orlov, var det kvinden, der planlagde. Og det var også kvinderne, der fik dårlig samvittighed, hvis der ikke var planlagt, fordi de vidste, at det ville falde tilbage på dem selv,” fortæller Kristine Warhuus Smeby.

”Det usynlige ansvar, som kvinderne tager i det tredje skift, er så stort, at det kan forklare, hvorfor kvinder arbejder på deltid og ikke sidder på topposter, selv om de har videregående uddannelser og er kvalificerede.”

Kristine Warhuus Smeby

Ansvaret tæller ikke i ligestillingsregnskabet

På trods af at Kristine Warhuus Smeby beskriver det tredje skift som stærkt kønnet, så ser alle de par, hun interviewede – både mænd og kvinder – sig selv som ligestillede. De gik begge på arbejde, de delte de hjemlige opgaver, og de var fælles om at tage del i barnets hverdag.

At det var mødrenes fortjeneste, at det hele hang sammen, var noget, Kristine Warhuus Smeby analyserede sig frem til ved at se på henholdsvis kvinderne og mændenes oplevelser af forskellige situationer i hverdagen. Men det var ikke noget, de talte om. Det var indforstået.

”Det var simpelthen ikke en del af ligestillingsregnestykket,” siger Kristine Warhuus Smeby og peger på, at det ansvar, kvinderne tager på sig i det tredje skift, muligvis er selve årsagen til, at parrene kan fremstå lige i de andre skift. Der er nemlig tale om et ansvar, der rummer både en social, en moralsk, en praktisk og en emotionel dimension.

Mens den praktiske dimension handler om at planlægge, hvilket tøj børnene skal have på, hvad der skal spises til aftensmad eller købes ind til jul, så handler den sociale dimension om at tage hånd om aktiviteter uden for hjemmet, at hjælpe børnene med at skabe relationer og opbygge netværk i lokalmiljøet.

Det moralske ansvar knytter sig, ifølge Kristine Warhuus Smeby, til nogle kulturelle forventninger.

”Der er forskel på de forventninger, vi møder henholdsvis mor og far med. Har barnet for eksempel ikke fået madpakke med i børnehave eller glemt sit regntøj, så er det mor, børnehaven henvender sig til. Forventningen er, at det er hende, der har kontrollen og overblikket,” siger Kristine Warhuus Smeby og forklarer, at det emotionelle ansvar er det ansvar, der limer de øvrige aspekter sammen. 

”Det er for eksempel bundet til den sociale dimension, når det handler om at give børnene gode oplevelser, og til det moralske, når mor henter tidligt i børnehaven,” siger Kristine Warhuus Smeby og fortæller, at ingen af de mænd, hun interviewede, gav udtryk for, at de var interesserede i en større bid af ansvaret.

”Det var ingen tegn på ønsker om mere ansvar hos de 12 mænd, jeg talte med. Tværtimod kunne jeg, når jeg analyserede deres oplevelser af forskellige hverdagssituationer, se, at de havde strategier for, hvordan de fortsat kunne lade kvinden om at tage det ansvar. At rose hende, at undlade at kommentere det, hun gjorde, eller ligefrem fralægge sig ansvaret ved at sige, at hun gjorde for meget ud af det. Det sidste gjaldt for en enkelt af mændene,” fortæller Kristine Warhuus Smeby.

”Ligesom vi taler om, at alle skal være på arbejdsmarkedet, bør vi også tale om, at alle skal arbejde og tage ansvar i hjemmet. Ligestilling går begge veje.”

Lisbeth Haastrup

Husmoderen er en stærk konstruktion

At det er kvinderne, der trækker læsset og tager ansvaret på sig, når det handler om børn og hjem, kan Lisbeth Haastrup godt genkende. Hun er lektor på DPU, Aarhus Universitet, og har forsket i familien og husarbejdet i et historisk perspektiv.

”Vi har en fortælling om ligestilling og en ideologisk forestilling om ligestilling, men reelt er det stadig kvinden, der bærer ansvaret for de huslige opgaver, mens manden hjælper til. Konstruktionen af husmoderen er stærk,” siger Lisbeth Haastrup.

For at forklare den stærke konstruktion tager hun os tilbage i tiden. Nærmere bestemt til første verdenskrig, der viste sig at blive skelsættende for husmoderens anerkendelse, men også for kvindens position som samfundsborger.

”Når man står over for en verdensomspændende krise, som krigen var, må alle træde til og påtage sig et ansvar. Således måtte husmødrene også tage opgaver på sig under første verdenskrig. Det var dem, der lavede og fordelte maden, og det var dem, der sørgede for at holde hus med den, så Danmark kunne forsyne begge sider af de krigsførende parter med mad. Det blev afgørende for, at Danmark klarede sig så godt gennem krigen og kunne opretholde sin neutralitet. Og husmødrene høstede stor anerkendelse for den indsats,” forklarer Lisbeth Haastrup.

I 1915 fik kvinderne i Danmark stemmeret, og i kølvandet fulgte en række andre rettigheder. Og selv om der ikke er nogen direkte sammenhæng, er der, ifølge Lisbeth Haastrup, ingen tvivl om, at husmødrenes indsats under krigen var med til at bane vejen for de rettigheder.

Efter første verdenskrig begyndte husmødrene at organisere sig. Både på landet og i byen opstod stærke husmoderforeninger. Og da ægteskabsloven blev ændret i begyndelsen af 20’erne, blev husmoderens arbejde anerkendt på lige fod med mandens i tilfælde af skilsmisse. Ligesom børnene ikke længere automatisk tilfaldt faderen.

”Der blev et vendepunkt. Husmoderen kom til at indtage en position i samfundet, hvor hun var anerkendt af både staten og det politiske niveau. Det var i tiden, inden vi havde velfærd, sundhedsvæsen og socialvæsen, og husmødrene kom derfor til at spille en vigtig rolle som formidlere mellem stat, samfund og familie. For eksempel blev der nedsat et husholdningsudvalg under den såkaldte Overordentlige Kommission, hvor husmødre blev indkaldt som eksperter. Det var en meget stærk position. Og den varede helt op til 1960’erne og 1970’erne, hvor den nye kvindebevægelse tog fart.”

Ligestilling går begge veje

Den stærke position, som husmødrene erhvervede sig op igennem den første del af 1900-tallet, har, ifølge Lisbeth Haastrup, indflydelse på, at det stadig er kvinderne, der har chefkasketten på i hjemmet. Men hun mener samtidig, at ligestillingsdiskursen har usynliggjort og devalueret husmoderen og de opgaver, hun løser.

”Siden 60’erne og 70’erne er husmoderen og husarbejdet blevet gjort til en tung byrde, som vi kæmper for at slippe af med. Men de opgaver, der i sin tid blev uddelegeret til husmoderen, er livsvigtige opgaver, som husmødre gennem tiden og under forskellige samfundsforhold har løst, og som har banet vejen for de rettigheder, kvinder har i dag.”

”Det betyder ikke, at de huslige opgaver skal løftes af kvinden alene. Ligesom vi taler om, at alle skal være på arbejdsmarkedet, bør vi også tale om, at alle skal arbejde og tage ansvar i hjemmet. Ligestilling går begge veje,” siger Lisbeth Haastrup.

”Med coronaen bliver vi mindet om, at hjemmet og de opgaver, der knytter sig hertil, har en værdi.”

Lisbeth Haastrup

Ansvaret med på forretningsrejse

Går vi tilbage til Kristine Warhuus Smeby og det tredje skift, peger også hun på, at vi tillægger det hjemlige ansvar for lidt værdi.

”Det usynlige ansvar, som kvinderne tager i det tredje skift, er så stort, at det kan forklare, hvorfor kvinder arbejder på deltid og ikke sidder på topposter, selv om de har videregående uddannelser og er kvalificerede.”

I 2020 udpegede World Economic Forum Norge som det næstbedste land i verden – lige efter Island – når det gælder ligestilling. Alligevel er der kun få kvinder, der besidder topstillinger, og mens 36 procent af kvinderne arbejder på deltid, gælder det kun for 15 procent af mændene.

De par, som Kristine Warhuus Smeby interviewede, var alle veluddannede, og både mænd og kvinder var i job. For de få af kvinderne, der havde chefjobs, betød det, at de måtte planlægge endnu mere derhjemme. Fuld kontrol var nødvendigt, hvis de skulle kunne passe deres arbejde. Og skulle de afsted på forretningsrejse fulgte ansvaret for hjemmet med, mens manden, hvis han skulle afsted, bare ubekymret kunne rejse.

”Også når mændene var hjemme på orlov, var det kvinden, der planlagde. Og det var også kvinderne, der fik dårlig samvittighed, hvis der ikke var planlagt, fordi de vidste, at det ville falde tilbage på dem selv.”

Kristine Warhuus Smeby

Fædres barsel gør en forskel

Første skridt til et mindre kønnet tredje skift er, ifølge Kristine Warhus Smeby, at ansvaret for at planlægge og organisere kommer med på ligestillingsvægten. Og det skal nok ske på kvindernes initiativ.

”En del af problemet er, at det tages for givet, at det er kvinderne, der tager ansvaret. Første skridt til en ændring kunne være, at både mænd og kvinder blev bevidste om, at det forholdt sig sådan. Og i den bedste af alle verdener at de også ændrede det sammen. Men jeg så ikke noget særligt ønske om ændringer hos de mænd, jeg interviewede, og derfor kan det godt være, at kvinderne er nødt til at gå forrest, ” siger hun og tilføjer:

”Mændene arbejder mere end kvinderne, og det kan selvfølgelig blive en udfordring. Men hvis kvinderne kunne gå på arbejde og have fuldtidsjob derhjemme i det første skift, så kan mændene vel også i højere grad gå på arbejde og samtidig tage ansvar hjemme i det tredje skift,” siger Kristine Warhuus Smeby.

Hun peger desuden på, at ti ugers sammenhængende barselsorlov til mændene er noget af det, der kan rykke ved den ulige fordeling af ansvar.

”De fleste af de fædre, jeg interviewede, delte deres barsel op, og det betød, at mor i perioder måtte tage over. Jeg bemærkede, at de fædre, der tog ti uger eller mere over en sammenhængende periode, mens mor var på arbejde, fik styrket deres fornemmelse for deres barns behov. Og de tog også mere ansvar for børnene end de fædre, der ikke havde holdt orlov på samme vis.

Coronaen tydeliggør værdien af de hjemlige pligter

Også Lisbeth Haastrup vurderer, at delt barsel er et af de redskaber, vi har at gøre godt med, hvis vi vil skrue på ligestillingen i hjemmet. Hun peger desuden på, at den tid, vi lige nu befinder os i, med en global pandemi og nedlukning af samfundet, får mange af de opgaver, som husmoderen blev dannet til at tage vare på, til at stå tydeligt frem.

”Med coronaen bliver vi mindet om, at hjemmet og de opgaver, der knytter sig hertil, har en værdi. Surdejen blomstrer, vi spiller brætspil, laver mad og værner om familien og de nære værdier. Og rengøring og hygiejne bliver pludselig livsvigtigt. Det er ikke længere bare nødvendigt at løse de opgaver, der knytter sig til hjemmet, det er også vigtigt, positivt og meningsfuldt.”