I romanen Mit arbejde (2020) beskriver forfatteren Olga Ravns hovedperson Anna, at hele moderskabet er indrettet efter en kvinde og en kernefamilie, som ikke længere findes. En kvinde som er totalt dedikeret til sit barn, går hjemme, tager sig af husarbejdet, mens manden er på arbejde. Sådan er det ikke længere. Og dog. I romanen kritiserer Anna den unge Karl Marx, for hvad havde han egentlig forestillet sig, når arbejdet i det kommunistiske rige blev udliciteret til maskinerne, så arbejderen i stedet kunne skrive digte om formiddagen, hvem havde han så forestillet sig skiftede bleerne imens eller efter fyraften? Ikke manden, som er optaget af revolutionen, i hvert fald. Så Anna tager sig selv i at savne, men også at nære had til sit savn af moderskabet. 

Hvem er det, der træder i stedet for eller blot supplerer husmoren i forhold til hjemmet? Det gør huskoordinatoren, som den norske forsker Kristine Waarhus Smeby har navngivet hende. Men hvad betyder det at være huskoordinator, og hvorfor får denne nye rolle nogle kvinder – som Anna i Olga Ravns roman – til at savne ’kun’ at udfylde rollen som husmor? 

Husmoren er det 20. århundredes opfindelse. Det handlede for staten om at udvikle et moderinstinkt i kvinden med det formål at etablere familien som ansvarlig enhed i omsorgen for barnet og slægtens reproduktion. Husmoren skulle skabe orden i de små arbejderhjem, komme den manglende omsorg for børn til livs og holde manden hjemme. Det var et opdragelsesprojekt – især i de større byers proletarkvarterer. Hjemmet skulle være ramme om familielivet, stabilisere ægteskabet og være udgangspunkt for en øget omsorg for børnene.

Huskoordinatoren derimod er umiddelbart et bud på husmorens afløser i det 21. århundrede. I dag handler det for staten om at få forældrene til at planlægge og organisere familien som ansvarlig for ikke alene emotionel og social omsorg, men også for at udgøre et optimalt læringsmiljø for barnet. For moderne familier bliver i dag en stadigt stærkere del af en grundfortælling om familien som en virksomhed, hvor husholdningen også tager model efter den lærende arbejdsplads, og ethvert barn ses som et produkt af et omsorgsfuldt hjemme- og læringsmiljø. 

Så der er ikke tale om en simpel afløsning af husmoren til fordel for en huskoordinator, men snarere et krav om et koordinationsinstinkt, der er så veludviklet, at det organiserer både en omsorgs- og en læringsindsats, primært for barnet, men også for familien som sådan. Det er ikke en let opgave for to udearbejdende velfærdsstatsforældre. Faktisk er det så svært, at kvinderne i de rigeste elite- og overskudsfamilier i særligt USA bliver hjemmegående for at udføre, tage ansvar for og koordinere den samlede indsats. 

Den amerikanske forsker Daniel Markovits beskriver i bogen The Meritocracy Trap (2019) udviklingen ved at pege på, at blandt eliten bliver familien set som et virksomhedsfælleskab, hvor en højtuddannet kvinde går hjemme for at sørge for, at hjemmet udgør et optimalt og omsorgsfuldt læringsmiljø for børnene, der sikrer den meritokratiske arv i form af ’meritter’, dvs. uddannelse, erfaring og dygtighed, som sikrer, at barnet vokser op til en højstatusposition i samfundet. 

Sådanne krav til eliteforældreskabet gør det socialt og økonomisk rationelt for en af forældrene, altså typisk kvinden, at forlade sit elitejob og ’træne’ børnene. Det handler om tage ansvar for at organisere hjemmearbejdet med at træne sine børn. I dansk sammenhæng har lektor Dil Bach i bogen Overskudsfamilier (2015) tilsvarende beskrevet, hvordan danske overskudsfamilier engagerer sig i børnene med alt, hvad det indebærer af hjælp til og koordination af lege- og læringsaktiviteter. Og også her er det i høj grad overskudsmødre – ikke fædre – som får opgaven. 

Men kan man mere generelt få koordinationen af familien til at fungere i en familie med to udearbejdende voksne – på lige vilkår mellem kønnene? 

Nej, det er noget nær umuligt. Men det skal lykkes! For en samfundsøkonomisk lønsom velfærdsstat har ganske enkelt behov for, at forældre i alle samfundslag begge er i job og samtidig mestrer huskoordinationen og hjemmets nye opgaver. Det sker typisk ved, at det er kvinderne, som tilpasser deres tilknytning til arbejdsmarkedet i form af deltidsarbejde eller en samtidig opretholdelse af krævende jobs. Og det er også typisk kvinderne, også som enlige forsørgere, der har taget og tager hovedansvaret for både at planlægge og organisere familiens aktiviteter og varetage det meste af husarbejdet. Det er et dobbeltjob, der sætter hende i et kryds- og koordinationspres i forhold til sit arbejde, børnene, hjemmet, manden, slægtninge og venner.  

”Men kan man mere generelt få koordinationen af familien til at fungere i en familie med to udearbejdende voksne – på lige vilkår mellem kønnene? Nej, det er noget nær umuligt. Men det skal lykkes!”

Claus Holm

Stort ansvar og stort arbejde, men følger der stor magt i hjemmet med? Eller bliver kvinden i højere grad træt, end hun bliver en magtfuld huskoordinator? Den norske forsker Kristine Waarhus Smeby opstiller muligheden for, at kvinden som huskoordinator bliver administrerende direktør eller sekretær for familien. Bliver hun direktøren, som delegerer opgaver og bestemmer succeskriterierne for deres løsning, og som samtidig har indflydelse på børnenes aktiviteter og magt over, hvem familien omgås? Eller sekretæren, som har overblik og kontrol, og som forbliver koordinator uden frihed til andet? Lige nu ser det ud til, at hun er ramt af begge dele – både sekretær- og direktøransvar. 

Ser man en fremtid, som ikke ændrer sig meget i forhold til den nuværende situation, så vil huskoordinationen ikke ændre på noget, men blot cementere og styrke uligheden mellem kønnene. Kvinderne vil stadig være dem, der oftest er på deltid og samtidig tager sig af både husarbejdet og koordinationsarbejdet. 

Ser man derimod ind i fremtiden, som ændrer sig ved, at arbejdet i hjemmet og arbejdet ude bliver mere ligeligt fordelt, så har vi udsigt til, at de traditionelle kønsnormer kommer under pres. Det vil for eksempel og formentlig ske i takt med, at kvinder også i fremtiden vil være bedre uddannede end mændene. For det vil ikke alene få staten – men også arbejdsmarkedet – til at insistere på, at den humane kapital m/k udvikler dette koordinationsinstinkt i de danske hjem mere ligeligt, ikke mindst fordi det giver bedst udbytte for staten. 

I romanen Mit arbejde er det stadig kvinden – Anna – som skifter bleerne, mens hun har organiseret tid til, at manden skriver et revolutionært digt. Meget traditionelt. Men meget, meget lidt traditionelt er det, at fremkomsten af huskoordinatoren godt nok ikke løser ligestillingsproblematikken, men forrykker og forstærker eksisterende konflikter med staten, mellem kønnene og mænds og kvinders selvopfattelser i en samfunds- og husorden under forandring. På den måde kan fremkomsten af huskoordinatoren forklare os, hvorfor man som kvinde – og som mand – kan hade sit savn af gamle såvel som nye forældreroller. En ny ligestillingskamp er i gang og nye roller undervejs.