I sin nye bog Dengang Amalie fik sindssygt mange papforældre, beskriver Kim Fupz Aakeson en moderne, sammensat familie i en noget karikeret, men alligevel genkendelig form:

Amalie er en helt almindelig pige. I en helt almindelig familie med en mor og en far. Men en dag vågner hun op og finder en papmor på badeværelset. Og om eftermiddagen ringer endnu en på døren.
Næste dag fortalte hun det til Miranda.
What? sagde Miranda. En papmor og en papmor?
Ja, sagde Amalie
Og skal de begge to bo hos jer?
Åbenbart, sagde Amalie.
Jeg har bare en enkelt papfar, sagde Miranda. Han har overskæg og bor ikke engang hos mig og min mor.
Man vænner sig vel til det, sagde Amalie.
Men hun nåede dårligt nok at vænne sig til noget som helst. For der kom flere! Først en Papfar Morten og en Papfar Tobias.
"Hej," sagde de og havde næsten samme slags skæg. "Du må være Amalie?"
Så kom der en Papmor Tina og en Papmor Ida og en Papmor Hannah
"Bliver det ved?" hviskede Amalie til mor.
"Du vænner dig til det," sagde mor, "Der er rigtig mange børn, der har en papfar og en papmor. "

Mange af os er del af familier, der ikke alene inkluderer papforældre, men også papbørn, eksmænd, stedmødre, bonussøstre, halvbrødre og otte (pap)bedsteforældre for ikke at tale om bonusonkler, bonustanter og bonusfætre. Fortsæt selv listen. Den komplekse sammensatte familie har mange steder erstattet den traditionelle kernefamilie, der for 40 procents vedkommende går i stykker. Alligevel lader kernefamilien til at forblive et ideal for os. Selv når det brister, vender vi tilbage til den igen og igen og opbygger nye kernefamilier med nye partnere.

”Kernefamilien er som en zombie. Den bliver ved med at stå som den figur, vi mases og maser os selv og hinanden ind i. Selvom den bliver slået ned, så genopstår den igen og igen.”

Sådan lyder det fra Ida Wentzel Winther, der er kultursociolog og lektor ved DPU, Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i familier og hjemlighed. Hun understreger, at selvom kernefamilien er idealet – og at størstedelen af os (60 procent) lever i en sådan type familie – så kan familier se ud på rigtig mange måder. Danmarks Statistik har opgjort, at der eksisterer 37 familietyper i Danmark, som har det til fælles, at de er centreret om børnene.

”Familien er et lille fællesskabsunivers – et socialiseringsfællesskab, hvor man opdrager sine børn og lærer dem om livet. Et sted, hvor man forbinder sig til mennesker – ofte med en eller anden form for blodforbindelse. Hvor meget, det blod fylder, afhænger af, hvilke familiekonstellationer der er tale om,” siger hun.

Blik for dobbeltheden

Analytisk deler Ida Wentzel Winther familier ind i hhv. korte og smalle familier samt lange og brede familier. Det er et begrebsapparat, som hun har udviklet sammen med sine forskerkolleger Eva Gulløv, Charlotte Palludan og Mads M. Rehder i forbindelse med deres forskning i søskenderelationer, som i 2014 resulterede i bogen Hvad er søskende?

Den korte og smalle familie refererer til kernefamilien, som består af mor, far og et eller flere børn. Eller blot en forælder og et eller flere børn. Den lange og brede familie opstår, hvis mor og far går fra hinanden og danner nye familier med nye partnere, der også har børn fra tidligere forhold. Måske får de nye par endda børn sammen, som så bliver centrum for den nye kernefamilie.

”De vender tilbage til idealet og laver en ny smal familie, også selvom det ikke gik sidste gang. Den nye familie bliver nu en lang og bred familie, hvilket dækker over den tidslighed og historicitet, der er forbundet med den nye, udvidede familie bestående af dine, mine, vores børn og alt det og dem, der følger med,” forklarer Ida Wentzel Winther.

Spørgsmålet er, hvad den form for familiedeling og -forøgelse gør ved børn som Amalie og Miranda og alle de andre børn, der bliver ’delt, omdelt og uddelt’, som Ida Wentzel Winther udtrykker det.

”Det er bestemt udfordrende for nogle børn. Men for andre børn kan det, at de får nye søskende og en ny social far eller mor gøre dem stærkere. Så i mine øjne er det ikke en forfaldshistorie. I stedet skal vi have blik for dobbeltheden. Hvordan det enkelte barn vil opleve det at få en ny familie, afhænger af mange forskellige omstændigheder. Det er svært for nogle, men ikke for alle,” siger hun, men understreger, at det altid vil være benhårdt arbejde for de børn, der bliver delt, omdelt og uddelt i nye familier.

”De skal navigere i vidt forskellige familiekonstellationer med uens rutiner og praksisser. På den måde kan man sige, at de lange og brede familier konstant bliver rystet og skabt på ny. Og så oplever nogle børn ovenikøbet uvished og savn efter deres nye søskende og andre familiemedlemmer, når de ikke er hjemme hos dem, men hos deres anden familie,” siger hun.

”Kernefamilien er som en zombie. Den bliver ved med at stå som den figur, vi mases og maser os selv og hinanden ind i. Selvom den bliver slået ned, så genopstår den igen og igen.”

Ida Wenzel Winther

Familieidealet

Ida Wentzel Winther påpeger, at selvom mange lever i lange og brede familier, taler politikerne særligt her i coronatiden til os som om, vi alle lever i blodbeslægtede kernefamilier, når de beder os om at holde os til vores familieboble. Realiteten er bare, at mange af os er i berøring med rigtig mange mennesker, selvom vi holder os inden for vores familieboble.

”Det er også det spor, juraen går i. Ikke mindst når det kommer til arv. Det sker ud fra bestemte logikker, der kun matcher den korte og smalle familie,” påpeger Ida Wentzel Winther, der kalder familien et normativt fænomen.

Familier kan nemlig være mere eller mindre ’rigtige’. Tænk bare på udtrykket ’hun kommer fra en rigtig kernefamilie’, eller spørgsmålet ’er hun din rigtige søster?’ Men ideen om den rigtige familie reflekterer ikke altid den måde, mange af os rent faktisk lever på. Ida Wentzel Winther skelner derfor mellem ideen om familien, altså idealforestillingen, på den ene side, og så familien vi lever med, som den rent faktisk tager sig ud i alle dens hverdagsbesværligheder, på den anden side.

"Den ideelle harmoniske familie kan godt se ud på mange måder, men idealet er, at man kommer hinanden ved og er glade. De lange og brede familier rammer mure ind imellem - særligt hvis der kommer konflikter. Og den sociale relation er umiddelbart nemmere at gøre sig fri af end blodets bånd. Selvom man holder op med at se sin biologiske far eller sine biologiske søskende på grund af en konflikt, så har man stadig en far eller nogle søskende. Men holder man op med at se sin stedfar eller stedsøskende, så holder de op med at være ens familie," siger hun.

Børn er konservative

Martin Munk, der er professor i pædagogisk sociologi ved DPU, Aarhus Universitet, er optaget af, hvilke forhold der skaber levedygtige familier. Levedygtigheden er tæt knyttet til videreførelse af familien og den sociale mobilitet - dvs., hvor godt børnene klarer sig gennem livet. Får de en kvalificerende uddannelse, et arbejde, der leder til selvforsørgelse, og formår de at skabe en stabil familie?

Martin Munk har igennem de sidste par år gennemført kvantitative undersøgelser, der afdækker, hvilke faktorer der hhv. understøtter og modarbejder social mobilitet, og her er familiers levedygtighed i spil. I det regnestykke tæller det, om mor og far bor sammen. Derudover har det betydning, i hvilken grad forældrene er tilknyttet arbejdsmarkedet: Jo mere løst tilknyttet forældrene er til arbejdsmarkedet, jo mere ustabilitet hersker der i hjemmet. Overraskende nok spiller forældres uddannelsesniveau, ifølge Martin Munks og kollegaen David Hardings undersøgelser, en mindre rolle i forhold til den sociale mobilitet i dag.

"Vi kan se i vores studier af den faldende sociale mobilitet, at middelklassens børns livschancer i dag er ringere end deres forældres. Det lader ikke længere til at være uddannelse, der er den afgørende faktor. Derfor forsøger vi at analysere sociale forhold, som har konkrete betydninger for mange middelklasseliv i dag, eksempelvis i mere uddannelsestunge hjem, hvor børn og unge i stigende grad oplever at vokse op i brudte familier, samtidig med at vi har et arbejdsmarked, som bliver mere og mere opdelt og utrygt."

Han giver to eksempler på børneliv, der ved en sammenligning i hans analyseapparat får vidt forskellige udfald, fordi stabiliteten i børnenes liv varierer betydeligt:

"Der er forskel på, om man som barn vokser op sammen med sine veluddannede forældre i en intakt familie. Eller om det hele er lidt kaotisk - ens forældre er skilt, og man bor med sin mor, som er løst tilknyttet arbejdsmarkedet. Moren og barnet bor lidt med én mand, så med en ny mand og så med en tredje. Det giver ikke gode resultater. Et barn fra en højtuddannet familie, hvor forældrene er sammen, vil alt andet lige klare sig bedre end skilsmissebørn af to højtuddannede forældre," siger han og tilføjer:

"Børn er ret konservative. De vil have et familieliv, der er stabilt og trygt, og de vil have rutiner i hverdagen."

Traditionelt set har der været fokus på forældrenes uddannelsesmæssige og sociale baggrund i forhold til børnenes livschancer. De er også vigtige, men det er familiens stabilitet, der har størst betydning, understreger Martin Munk. Dvs. bor mor og far sammen? Er de begge i job? Hersker der generelt ro, omsorg og forventninger i familien? De forhold er mere afgørende for social mobilitet end uddannelse og indkomstniveau i sig selv.

"Børn, der vokser op i stabile familier, har en højere grad af tillid til deres nærmeste, og den tillid vil de tage med sig videre i livet, når de knytter relationer - fx i venskaber og parforhold. Omvendt, hvis ikke de kan regne med deres forældre, og deres opvækst har været præget af brud, så kommer der skår i tilliden til andre mennesker - og måske også til dem selv," siger Martin Munk og fortsætter:

"Børn fra økonomisk privilegerede hjem klarer sig måske godt i skolen, på trods af svigt og brud i hjemmet. De vokser op og får gode eksaminer på statskundskab på Københavns Universitet. Men så har de måske andre udfordringer - fx med alkohol eller med at indgå i tætte relationer. Vi har troet, at hvis bare børn har kulturel kapital med hjemmefra, så kender de koderne i skolen og vil automatisk klare sig godt. Men det er ikke den vigtigste komponent i forhold til, hvordan man klarer sig livet igennem. Det er familiens sociale kapital, herunder stabilitet, der er afgørende. Punktum!"

"Hvis vi har et ønske om, at familien skal bestå, samtidig med at vi har mange sammensatte familier, så må vi fastholde, at der er en vifte af mulige måder at være familie på."

Ida Wenzel Winther

Omsorg er stabilitet

Når brudte og sammensatte familier snart er lige så almindelige som den klassiske kernefamilie, så har det med den stigende individualisering at gøre, pointerer Martin Munk. Det handler om individets frisættelse. Men den tilsyneladende positive udvikling har også en bagside. Den har nemlig skubbet til en udvikling, der opløser familiestrukturerne. 

”Individet er blevet sat fri – og dermed i princippet også fri til at bryde ud af familien og leve i mere løse familiestrukturer. Men friheden har en pris. Og det er børnene, der betaler den pris,” siger han.

Ida Wentzel Winther vil ikke entydigt konkludere, hvilken familieform der er bedst for børn – for både familier og børn er meget forskellige, som hun siger. Ligesom Martin Munk bruger hun et lidt karikeret eksempel med den velbemidlede familie vs. en mere ’flagrende’ enlig mor, når hun illustrerer sin pointe om, at børn nogle gange veksler mellem og indgår i meget forskellige miljøer, og at det ikke er så ligetil at vurdere, hvilken familieform der fungerer bedst og betyder mest for det enkelte barn. Er det at bo hos sin velhavende direktør-far, der har dannet ny stabil kernefamilie i Nordsjælland? Eller er det at bo med sin flagrende, men kærlige kunstnermor på Vesterbro, hvor der har været ’svingdør’, som hun udtrykker det? For Ida Wentzel Winther er det ikke givet, at faren i dette eksempel repræsenterer mest stabilitet for barnet.

”Måske består morens stabilitet i at være utrolig kærlig og omsorgsfuld over for sit barn og altid være der for det. Og måske har faren så travlt med sin karriere og nye familie, at hans opmærksomhed ikke rækker til barnet også,” siger hun, men understreger, at hun hverken dømmer den ene eller den anden type familie. Folk må gøre, som de vil.

”Men som samfund skal vi have øje for samtidigheder. Virkeligheden er lige nu, at mange familier brydes op, men samtidig har vi brug for familien. Hvis vi har et ønske om, at familien skal bestå, samtidig med at vi har mange sammensatte familier, så må vi fastholde, at der er en vifte af mulige måder at være familie på. Børn lever i forskellige familier, og de ryger frem og tilbage mellem forskellige familietyper. Derfor skal det også være en af de fortællinger, de møder i skolen. Og i statsministerens taler, når hun fx taler til os på sine pressemøder,” siger hun.

"Børn er ret konservative. De vil have et familieliv, der er stabilt og trygt, og de vil have rutiner i hverdagen"

Martin Munk

Velfærdsstaten har svigtet

Martin Munk vil ikke umiddelbart acceptere den deroute, mange moderne familier i hans optik er på. Han er optaget af at få vendt den udvikling, der i dag fører til splittede familier og nye, indviklede familiekonstellationer. Det indebærer blandt andet, at vi som samfund får skabt bedre betingelser for familiers levedygtighed. Og her svigter velfærdsstaten, mener han.

”Den universelle velfærdsstats generøsitet tilbagerulles i disse år. Det medfører en stigende ulighed til fordel for en mere kontrollerende stat. Denne udvikling modarbejder ikke alene middelklassens sociale mobilitet, men også underklassens mobilitet, som mere eller mindre har været stagneret i generationer. De hænger oftere fast i statens passive overførselsindkomster – generation efter generation,” siger han og fortsætter:

”Der har været en fortælling om, at velfærdsstaten tog sig af de udsatte familier. Men i stedet for at være afhængige af dårligt betalte jobs så blev mange borgere i underklassen afhængige af ’Moder Stat’. Det er ikke tanken med et moderne samfund, at vi skal have ufri individer. Og desværre nedarves det ofte i familier, at man lever sit liv gennem systemet; for hvis det er det, man ser og lever med som barn, så er risikoen desto større for, at man reproducerer det mønster som voksen.”

”Individet er blevet sat fri – og dermed i princippet også fri til at bryde ud af familien og leve i mere løse familiestrukturer. Men friheden har en pris. Og det er børnene, der betaler den pris.”

Martin Munk

Stærke lokalsamfund

Men hvilket alternativ til velfærdsstaten kan sikre om ikke alle så i hvert fald flere familiers levedygtighed? Martin Munks svar er etablering af ikke ét men flere stærke og selvbestemmende lokalsamfund, der i population svarer til mellemstore kommuner. Han efterlyser med andre ord en decentralisering af statsmagten. For familiernes og de fremtidige generationers skyld.

"Gode lokalsamfund såvel som familier forudsætter social kapital - dvs. gode netværk og tillidsbaserede relationer. Vi har i Danmark en stærk tradition for foreninger, så vi har gode erfaringer med opbygning af civilsamfund. Jeg vil derfor ikke mene, at det ligger os så fjernt," siger han.

Sådanne lokalsamfund vil gøre os mindre afhængige af staten, men mere afhængige af hinanden. Det sidste er i Martin Munks optik kun positivt, hvis vi samtidig opbygger en stærkere gensidig tillid og kerer os om hinanden fremfor at overlade det til en dysfunktionel velfærdsstat. Samtidig skal der etableres flere uddannelsesinstitutioner, virksomheder og jobs ude omkring i landet, så de unge finder det attraktivt at blive boende i lokalsamfundet og stifte familie der.

Tilbage til bofællesskabet?

Martin Munks forskning bevæger sig inden for det felt, der hedder kommunitarisme, som er en politisk-filosofisk idé om, at fællesskabet er det primære i samfundet - og altså ikke individet, staten eller nationen. Modellen lægger op til, at vi skal have mere med hinanden at gøre ikke blot i familien, men også som borgere i lokalsamfund. Og her skal vi måske til at bo anderledes - og tættere.

"Bofællesskaber kan potentielt blive en del af løsningen. Internt i bofællesskabet kan de, man bor med, komme til at fungere som en udvidet familie og dermed en ressource for fx børnefamilier, der kan hjælpe hinanden med børnepasning etc. Hvis sådanne bofællesskaber rækker ud og bliver del af det større lokalsamfund, kan de komme til at bidrage til udviklingen af levedygtige familier. Men det beror på, om de bidrager til fællesskabet og ikke til øget isolering og opdeling fra det omkringliggende samfund," siger Martin Munk.

Ida Wentzel Winther gør opmærksom på, at forsøget på at etablere et alternativ til familien i 1970'ernes kollektiver hurtigt viste sig at være udfordrende med hverdagsstridigheder, bøvl og ikke mindst forskellige opfattelser af børneopdragelse og privathedens grænser. Få har holdt ved kollektivet, men vi ser fortsat mange afprøvninger af boformer fx i de mange nye bofællesskaber, der skyder op rundt omkring i dag. Men heller ikke gentænkningen af bofællesskabet er fri for problemer, pointerer hun:

"Når børnefamilier opbygger nye bofællesskaber uden for byerne, så er det blandt andet drømmen om det harmoniske familieliv tæt på naturen kombineret med troen på fællesskabet, der trækker. Men hurtigt kommer så diskussionen: Hvis I ikke vil være med til fællesspisningen - hvorfor bor I så her? Spørgsmålet om hvor lidt og hvor meget, man skal være del af fællesskabet, og hvor meget familien må være sig selv, presser sig på. For hvor går grænsen mellem fællesskabet og familien? Det har folk ofte forskellige meninger om. Og når der opstår konflikter, så er der en tendens til, at den smalle familie lukker sig om sig selv. Og måske melder den sig ud af fællesskabet og stikker af."