Når skolerne nu genåbner, er det ikke nok at spille rundbold, tage på tur i skoven eller skrue op for matematikundervisningen. Der skal mere til. Mange elever har haft det rigtigt svært under hjemsendelsen, og de har i den grad brug for at blive set og hørt, når de vender tilbage til skolen. De har brug for, at der er en lærer eller en pædagog, der lytter til, hvordan de har oplevet hjemsendelsen, og hvordan de har haft det undervejs. Vi vil alle gerne have normale og velfungerende skoleklasser igen, men der ligger et seriøst stykke socialt og mentalt reparationsarbejde og venter, før vi kan nå i mål med det.

Det blev klart for os, da vi undersøgte skolenedlukningernes konsekvenser for elever og forældre. Undersøgelsen sammenligner skolenedlukningerne i foråret 2020 med nedlukningerne i vinteren 2021, og den er udført i et samarbejde mellem forskere fra DPU og Nationalt Center for Skoleforskning, Aarhus Universitet.

Undersøgelsen viser klart, at coronakrisens skolenedlukninger har medført massive trivselsproblemer hos børn og unge – 20 procent af eleverne har haft det meget svært og/eller følt sig ensomme under første nedlukning, men under anden nedlukning steg tallet til 30 procent.

Tallene er fra Aarhus Kommune, og de er baseret på spørgeskemaer besvaret af elever i 5.-9. klasse og deres forældre. Tal fra andre kommuner kan være anderledes, fx med hensyn til elevernes vurdering af underviserindsatser. Imidlertid er der grund til at tro, at tallene, hvad angår elev- og forældrereaktioner, har gyldighed for hele Danmark.

”20 procent af eleverne har haft det meget svært og/eller følt sig ensomme under første nedlukning, men under anden nedlukning steg tallet til 30 procent.”

Karen Wistoft

Trivsel før læring

Skolerne bør derfor i de kommende uger holde skarpt fokus på trivsel med udgangspunkt i elevernes oplevelse af den tid, de har været hjemme. Eleverne skal lære at gå i skole og være en klasse igen og finde tilbage til de forventninger, skolen har til eleverne, og som eleverne selv har til lærerne. Det kan kræve ekstra ressourcer i en periode – fx i form af tolærerordninger eller klassepædagoger.

Skolenedlukningerne har resulteret i et fagligt efterslæb, og det er selvfølgelig bekymrende. Men det bør ikke overskygge de trivselsmæssige konsekvenser. For den sociale trivsel kommer før den faglige trivsel. Hvis elever trives dårligt socialt, får de sværere ved at tro på, at de kan lære, ligesom det går ud over deres faglige præstationer og deres lyst til at lære. Fagligheden skal nok komme, hvis de kommer tilbage og finder fodfæste i klassefællesskabet igen. Hvis man går den modsatte vej og fokuserer benhårdt på det faglige for fx at gøre eleverne klar til eksamen, er der fare for, at det hele kuldsejler.

Klassefællesskabet er smuldret

Der er selvfølgelig stor forskel på, hvordan eleverne har haft det, men da vi ved, at mange har haft det rigtigt svært, kan skolen ikke bare fortsætte, som om intet var hændt. De børn og unge, der har haft det svært, hopper ikke bare lige ud og er sammen med deres klassekammerater igen på samme måde som før. Nogle kan også få en følelse af at blive socialt ’overloadede’, når de vender tilbage til skolen, så de bare har lyst til at trække sig ind i deres isolationsboble igen.

For mange elever har hjemmeskolen nok været forbundet med kedsomhed og afsavn, men uden at forårsage decideret mistrivsel. Vi skal være glade for, at der er elever, der er både fagligt og socialt robuste. Men i den første tid af skolegenåbningen kan man godt tillade sig at sætte parentes om alle dem, der har klaret det fint. For vi skal først og fremmest tage hensyn til den store gruppe elever, der har haft det svært.

”De er blevet usikre på deres position i fællesskabet og har ikke længere den samme tillid til kammeraterne og klassefællesskabet. Det skal man virkelig tage alvorligt.”

Karen Wistoft

Det fælles projekt må i starten handle om at få genoprettet klassefællesskabet og de gode kammeratskaber, og de elever, der har klaret sig godt igennem, skal anerkendes for det og tildeles tydelige roller i dette fælles projekt, så de føler, at det også er deres projekt.

For godt nok vender eleverne tilbage til skolen – men det er ikke den samme skole som før. Eleverne kan opleve, at det klassefællesskab og de kammeratskaber, der var før hjemsendelsen, er smuldret undervejs. Venskaber og relationer har forandret sig. Disse udfordringer må man tage i hånden ved at lytte til eleverne og lade dem snakke sammen på kryds og tværs om, hvordan de har haft det – også når det har været hårdt eller svært. Det er vigtigt, at eleverne får oplevelsen af, at de ikke har været alene om at have det sådan.

Mærket af 'svingdørseffekten'

I undersøgelsen har nogle elever beskrevet, hvordan hjemsendelsen har betydet, at de har oplevet manglende tillid til egne evner og til deres kammeratskaber, hvilket har skabt en tilstand af modløshed og ulyst til at lære samt en følelse af at være holdt udenfor. De tror, at de er de eneste, der ikke har været sammen med nogen, mens deres kammerater har været en hel masse sammen med hinanden. De frygter, at de er holdt udenfor, eller at de andre har snakket om dem eller dannet kliker, mens de sad derhjemme. De er blevet usikre på deres position i fællesskabet og har ikke længere den samme tillid til kammeraterne og klassefællesskabet. Det skal man virkelig tage alvorligt. Pædagoger, PPR og AKT-lærere er dygtige til dette mentale arbejde, men klassens daglige lærere kan også sagtens arbejde med eleverne om dette.

Vi har på det seneste set skoler og gymnasier, der på grund af smittestigning i sognet, har hjemsendt elever, som netop var vendt tilbage til skolen. Det skaber ustabilitet hos eleverne, der igen får flosset de relationer, de lige var begyndt at reparere og genopbygge. Der er fare for, at det skaber en svingdørseffekt, hvor eleverne føler en lav grad af ansvarlighed, måske endda ligegyldighed, over for skolen som et sted, de ikke rigtig føler noget tilhørsforhold til. Det skal vi så vidt muligt undgå. Og vi skal også være opmærksomme på, at nogle elever allerede er mærket af svingdørseffekten, i og med de i en periode i foråret tjekkede ind og ud af skolen, når de vekslede mellem skole- og hjemmeundervisning.

Nyt liv i forældresamarbejdet

Undersøgelsen viser også, at forældrene i høj grad er kørt trætte ift. hjemmeskole. Det er derfor vigtigt, at skolerne ser opgaven med at puste nyt liv i forældresamarbejdet som en del af genåbningen. Under den første nedlukning tog forældrene ansvar for, at hjemmeundervisningen skulle lykkes. De lavede planer for børnenes skolearbejde og hjalp dem, så godt de kunne, mens de selv arbejdede om aftenen og i weekender eller på skift. De gik all in på hjemmeskolen. Det har de ikke gjort i samme grad under anden nedlukning. Dobbelt så mange elever siger denne gang, at de ikke får den nødvendige hjælp af forældrene, og selv siger forældrene, at de nærmest har kastet håndklædet i ringen. De orker ikke blive ved med at stille op til den form for skole-hjem-samarbejde, der er omkring hjemmeskolen.

Skolen skal altså have fokus på, at forældre er opgivende i forhold til at assistere med skolearbejdet, men at de samtidig er enormt bekymrede for deres børns læring og mentale udvikling. Dobbelt så bekymrede som under første nedlukning i 2020. Trivsel i klassen handler også om at genskabe de gode relationer mellem skole og hjem. Skolerne skal anerkende forældrenes indsats under hjemsendelserne og invitere dem med ind i klasserummet igen gennem klare og overskuelige samarbejdsaftaler, hvor skolerne – dvs. skoleledere, lærere og skolepædagoger – lytter til, hvad forældrene siger, de har energi til og mulighed for.

Ros til lærerne

Der er en mindre gruppe af elever, mellem fire og otte procent, der har haft glæde af at være hjemme. Det drejer sig dels om elever, der er fagligt meget dygtige og interesserede, og som har nydt godt af muligheden for i ro og fred at fordybe sig; og dels om elever, der ikke føler sig socialt anerkendt i skolen og måske endda er udsat for mobning. Og endelig er der i denne gruppe elever med diagnoser, der gør, at de hurtigt føler sig utilpasse, når der sker for meget omkring dem i skolehverdagen. De har fået mere ro på under hjemsendelsen.

Lærerne høster generelt ros for at være blevet dygtige til at undervise digitalt og gøre det både mere varieret og kreativt end under første nedlukning. Den indsigt og kompetenceudvikling bør skolerne udnytte, så de kan imødekomme udsatte grupper af elever ved at differentiere undervisningen og tilbyde dem at gå delvist i skole hjemmefra.