Otte børn fra 3. og 4. klasse sidder i et undervisningslokale på en folkeskole på Sjælland. Det er tid til det ugentlige møde i skilsmissegruppen. Imens gruppelederen er i gang med at tænde de to stearinlys på bordet, småsnakker børnene med hinanden. Lidt efter byder gruppelederen børnene velkommen og fortæller om dagens program. ”I dag skal vi tale om klumpen. At have en klump i maven”, siger hun. Metaforen bliver brugt som en hjælp for børnene til at identificere og tale med hinanden om deres svære følelser. Hun læser en historie op om Sigurd og klumpen og sætter børnene i gang med at tegne, hvor på kroppen de mærker deres klump.

Ud over børnene og gruppelederen, som kan være en lærer, en pædagog eller en sundhedsplejerske, var også Pernelle Rose Hansen til stede i lokalet. Hun indsamlede empiri til sin ph.d.-afhandling ved DPU, Aarhus Universitet, som hun netop har afsluttet. I afhandlingen har hun fulgt fire sådanne samtalegrupper og undersøgt, hvordan de professionelle arbejder med børnene i disse grupper.

”Det er vigtigt at understrege, at når børn og unge tilbydes deltagelse i samtalegrupper om forældrenes brud, så sker det ud fra de absolut bedste intentioner. Problemet er imidlertid, at stereotype forståelser og et manglende børneperspektiv kan spænde ben for intentionerne, og det kan betyde, at nogle børn med skilte forældre kan opleve deltagelse som en belastning,” siger hun.

”Der er tale om en vis grad af ’manualisering’ af det pædagogiske arbejde, hvor skilsmisser i hovedtræk ses som lige ’vanskelige’ for alle børn.”

Pernelle Rose Hansen

Find klumpen

Et af de værktøjer, der tages i brug i mange samtalegrupper, er, at børnene og de unge skal tale om den førnævnte metafor ’klumpen’. Antagelsen er, at de alle bærer rundt på en ’klump’ af svære følelser, som det er godt at tale om. Det kan så godt være, at det er ubehageligt at tale om den, men bagefter bliver den mindre, lyder argumentet i det baggrundsmateriale, som bruges til at træne ledere af samtalegrupperne. Men ifølge Pernelle Rose Hansen er den tilgang i nogle tilfælde med til at fremtvinge problemer, som børnene ikke har.

”Brugen af ’klumpen’ er baseret på nogle psykoterapeutiske ’common sense’-forståelser og af et det-skal-gøre-ondt-før-det-kan- blive-godt rationale,” forklarer hun og peger på, at når evalueringen af indsatserne viser, at omkring en fjerdedel af deltagerne får det dårligere under gruppeforløbet, så fremhæves det eksempelvis i materialet, at de vil få det bedre igen, når forløbet er afsluttet.

”Når man følger samtalerne i grupperne, så er der børn, som helt klart sidder med svære følelser, men der er også en del, som slet ikke kan genkende sig selv i det billede. De sidder så og siger: ’Jeg aner ikke, hvad en klump er. Jeg har aldrig haft en. Hvor stor er den?’” fortæller Pernelle Rose Hansen.

I afhandlingen beskriver hun, hvordan børnene i en samtalegruppe skal prøve at finde deres klump og lokalisere den i deres kroppe. Har de den i hovedet eller i maven? Derefter skal de tegne klumpen eller klumperne. Men de professionelle standser ikke op og overvejer, om der mon er børn i gruppen, som ikke bærer rundt på en sådan klump. Alle børnene skal lede efter den.

'Det er egentligt lidt mærkeligt, fordi man skal prøve at sætte sig ind i noget, som man ikke har prøvet før. Ja det er lidt svært, jeg prøver at følge med og forstå ligesom, hvordan det er at have en klump,' lød det fra en pige i en af de grupper, som Pernelle Rose Hansen har fulgt.

”Problemet inden for en ’terapeutiseringstendens’ kan være, at man så at sige ’bliver sit problem’, når man hele tiden skal italesætte bestemte svære følelser. Hvis samtaler kun har udgangspunkt i en problemdiskurs, hvor man måske ligefrem skal grave efter problemet, så bliver det den måde, børnene ser både sig selv og de andre på,” siger Pernelle Rose Hansen og fortsætter:

”Hvis indholdet i en samtalegruppe altid handler om, at børnene per definition er i krise, at de har det svært med forældrenes skilsmisse, og at de alle har brug for støtte og hjælp, så bliver den problemorienterede forståelse af skilsmissen til det eneste ’meningstilbud,’ som professionelle kan give til børnene. Men der er jo også børn, for hvem det er en lettelse, for nu skal de ikke hele tiden høre far og mor skændes. Der er behov for at tydeliggøre de store variationer, der findes inden for denne mangfoldige gruppe af børn. Det sker så heldigvis også i en del grupper, hvor gruppelederne husker at lægge manualen til side.”

’Jeg kan lide at være skilsmissebarn’

Men i udgangspunktet er samtalegrupper for børn, hvis forældre bliver skilt, et prædefineret koncept, der er udviklet af Center For Familieudvikling (CFF). Konceptualiseringen af de pædagogiske tiltag stammer oprindeligt fra en amerikansk sammenhæng og bygger på erfaringerne med samtalegrupper for børn og unge, der er i sorg over langvarigt syge eller afdøde forældre. Argumentet er, at livet med skilsmisse ligeledes er en form for sorgproces, der kan kræve særlige terapeutiske interventioner, for at børnene og de unge kan lære at håndtere de svære følelser.

”Der er tale om en vis grad af ’manualisering’ af det pædagogiske arbejde, hvor skilsmisser i hovedtræk ses som lige ’vanskelige’ for alle børn. Antagelsen er desuden, at det at tale om skilsmisse på bestemte måder er hjælpsomt for alle,” forklarer Pernelle Rose Hansen.

Omkring en tredjedel af alle børn i Danmark oplever, at deres forældre bliver skilt i løbet af deres opvækst. Dertil kommer så alle de børn, som ganske vist lever med begge deres egne forældre, men som har ældre halvsøskende fra forældrenes tidligere forhold. De allerfleste vil sandsynligvis have venner, klassekammerater eller fætre og kusiner, som vokser op i skilsmissefamilier. Det er med andre ord en meget stor andel af de danske børn, som på den ene eller den anden måde er i berøring med skilsmisser. Og hvor skilsmisser er meget normale i Danmark, så er samtalegrupperne tilrettelagt ud fra en problemorienteret forforståelse, hvor skilsmisser er et brud på normaliteten.

”Udgangspunktet for indsatserne er en forestilling om, at børn med skilte forældre per definition befinder sig i krise. Nogle af de børn, man møder i samtalegrupperne, er tydeligvis i stor sorg, men børn i skilsmisse er altså en meget bred og forskelligartet gruppe. I de fire grupper, som jeg har fulgt, levede nogle børn tydeligvis i familier præget af konflikter, hvor far og mor havde rigtig svært ved at tale sammen og lave aftaler. Men der var også børn, som sagde, ’jeg kan lide at være skilsmissebarn, jeg er glad for mine to familier’. Vi skal have blik for den mangfoldighed og de variationer, der er, og som kan ses i spændvidden af børnenes skilsmisseoplevelser. Der er en virkelighed, som kan være meget bredere end det blik, de professionelle, der leder skilsmissegrupperne, ofte har,” siger Pernelle Rose Hansen og peger i øvrigt på, at graden af sårbarhed hos børnene ofte har mere at gøre med forældrenes måder at tackle bruddet på end med skilsmissen i sig selv.

”Vi skal have blik for den mangfoldighed og de variationer, der er, og som kan ses i spændvidden af børnenes skilsmisseoplevelser.”

Pernelle Rose Hansen

Jul og forældres nye kærester

Emner i samtalerne kan f.eks. være forældrenes nye kærester eller julen, som antages af være problematisk for børnene. Men i samtalerne er det ikke de samme oplevelser, børnene sidder med. Pernelle Rose Hansen beskriver en gruppesamtale, hvor en pige fortæller, at hun synes, det er svært med jul. Et andet barn siger så, at han blev spurgt af sine forældre, om han ville holde jul hos sin far eller sin mor, og et tredje barn fortæller, at forældrene er gode venner, ’så vi holder jul og fødselsdage sammen’, hvorefter endnu et barn bryder ind og supplerer, at sådan havde han det også, ’og det er jo faktisk ikke så slemt’.

”I stedet for en ensartet problemdiskurs var det meget forskellige erfaringer, børnene sad med, og på den måde kunne de pludselig spejle sig i alternative skilsmissefortællinger. Det giver både en mulighed for genkendelse og en indsigt i variationerne i hinandens liv. Og det giver måske børnene nye handlestrategier,” siger Pernelle Rose Hansen og fortsætter:

”Samtidig er det langt fra sikkert, at børnene har lyst til at tale om temaer, de opfatter som private. De kan føle, at det er ubehageligt at tale om deres forældres konflikter eller deres fars eller mors nye kæreste over for andre børn og voksne. De kan hurtigt føle sig fanget i en loyalitetskonflikt. I stedet udvikler de børn så strategier for at undgå åbne diskussioner om de emner, som er sværest for dem at tale om”

”Problemet inden for en ’terapeutiseringstendens’ kan være, at man så at sige ’bliver sit problem’, når man hele tiden skal italesætte bestemte svære følelser”

Pernelle Rose Hansen

Læg manualerne til side

Pernelle Rose Hansen peger på, at samtalegrupperne fungerer godt, når emnerne i højere grad er børneinitierede, og der er plads til også at være sammen på ikke-problematiserende måder.

I en af de fire grupper, som Pernelle Rose Hansen fulgte, blev børnene udfordret til at reflektere over, hvad de var blevet bedre til som følge af forældrenes skilsmisse. Gruppelederen fraveg således det manualiserede koncept, og børnene forstod, at der også eksisterer alternative forståelser af den herskende diskurs om, at børn i skilsmisser er i sorg og krise.

”Det blev muligt for dem at se sig selv som et barn med styrker og ikke blot et barn, som er defineret ved, at forældrene er skilt. Skilsmisse bliver på den måde til en livsomstændighed, der kan håndteres forskelligt. På den måde bliver børnenes potentialer udforsket, og gamle problemforståelser bliver udfordret,” forklarer Pernelle Rose Hansen og referer til en samtale, hun havde med en pige fra en af grupperne. Hun sagde: ’Jeg har ikke snakket SÅ godt med nogen voksne om, hvordan jeg egentlig har det. Jeg har kun snakket om, hvor irriterende det er. Så det er rart, at man kan se, hvad der egentlig er positivt i skilsmissen og tale om, hvilke styrker man har’.

”Det er et godt eksempel på nødvendigheden af, at de professionelle i samtalegrupperne lægger manualerne og deres problemorienterede forudindtagede forståelser til side for i stedet at møde børnene med en åbenhed over for deres forskelligartede perspektiver, ligesom de må lade være med alene at have fokus på problemerne. I stedet skal de have blik for de handlemuligheder, børnene har i deres forskellige liv,” siger Pernelle Rose Hansen og tilføjer:

”Børn i skilsmisser er i meget forskelligartede livssituationer. Derfor er vi nødt til at se kritisk på, hvilke rationaler og grundforståelser vi har om denne gruppe af børn, og hvordan det sætter scenen for samtalerne. Vi taler immervæk om en tredjedel af alle danske børn, som næppe alle befinder sig i langvarig krise eller sorg. Hvis samtalegrupperne skal være en hjælp for alle børn, så skal de skabes og udvikles på nogle forudsætninger, hvor børnene er med til at definere rammerne. Det kræver en vis fleksibilitet som professionel, blandt andet skal man være i stand til at genopfinde indholdet og rammen for den enkelte gruppe, hver gang der kommer nogle nye børn ind.”