Lad os kalde ham Peter. Han er familiefar og har haft et almindeligt familieliv. Men for få år siden mistede han sin kone, og efter hendes død stod han i en akut krise med to små børn. Han mistede sit arbejde og måtte sælge huset. Han siger selv om sit liv på det tidspunkt, at havde han ikke haft to børn, så var han død. Men han var – med sine egne ord – ikke dårlig nok til at få offentlig hjælp. Hans forældre satte ham derfor i forbindelse med Røde Kors, og han fik tilknyttet en såkaldt ’familieven’. Igennem to år blev hans overlevelses-’drive’ derfor den frivillige fra Røde Kors, der kom forbi hver torsdag og lavede mad sammen med ham og blev hos ham, indtil børnene var lagt i seng. Det lykkedes ham på den baggrund at skabe et overskud til at få sit liv tilbage på skinner, få et nyt arbejde og en ny bolig.

Peter og hans børn er en af de 700 familier, som er tilknyttet frivilligindsatsen Familien i fokus, der er iværksat af Røde Kors. Seniorforsker ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Anne-Dorthe Hestbæk har siden 2017 fulgt Røde Kors-projektet, der yder støtte til forældre, som selv har anmodet om hjælp. Indsatsen har to hovedben, forklarer Anne-Dorthe Hestbæk:

”Man kan få en familieven, eller man kan få en mentor, som eksempelvis hjælper en til at komme i arbejde eller igennem uddannelse eller begge dele. Mentorordninger i forskellige udformninger er velkendte fra andre indsatser, så det nye ved Familien i fokus er de frivillige familievenner. De frivillige kommer ikke som praktisk hushjælp, der gør rent, passer børn eller køber ind for folk, men som psykosocial støtte. De kommer for at få skabt nogle bæredygtige forandringer sammen med forældrene. Eksempelvis hjælper de dem til at støtte deres børn eller håndtere deres forældreskab på en bedre måde, hvis det er det, der ønskes.

”Mange af familierne i projektet er mennesker, som ikke rigtig er del af sociale fællesskaber. Deres netværk er begrænset – de ser ikke særlig mange mennesker. Og mange af dem har af forskellige årsager ikke nogen tæt kontakt til deres familier.”

Anne-Dorthe Hestbæk

Flere mål

Indsatsen retter sig mod en forskelligartet gruppe af familier. Fra familier, der har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år, og som i forvejen får offentlig støtte, til nogle, der af en eller anden grund sættes ud af spillet i en periode.

”Det kan eksempelvis være mennesker i arbejde, som pludselig befinder sig i en voldsom skilsmisse, eller hvor faderen eller moderen i familien dør. Pludselig står den overlevende forælder med en depression og skal håndtere en hverdag med tre børn i den situation,” fortæller Anne-Dorthe Hestbæk.

Målene med indsatserne er flerstrengede. Man vil gerne styrke familiernes ’mestringskompetencer’ og deres evne til at kunne håndtere svære livssituationer samt deres inklusion i lokale netværk og fællesskaber. Samtidig vil man gerne have styrket forældrenes tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked såvel som deres evne til at understøtte deres børns trivsel og skolegang.

Afsæt i familiens behov

Røde Kors gennemfører en grundig matchprocedure mellem de frivillige og familierne, før de mødes. De frivillige er en blanding af unge, en hel del er studerende, og så voksne, som er i 50’erne eller 60’erne. Den sidstnævnte gruppe er selv ude over forældreskabet, de har erfaring fra livet, og de synes, de har masser at give af.

Der er ofte tale om længerevarende relationer, hvor de frivillige kommer hjemme hos familien igennem et til to år. Selvom de frivillige besøger mennesker med depression eller angst, børn der har indlæringsvanskeligheder eller familier, som er præget af svære konflikter, så er der ingen manualer for familievennernes indsatser. I stedet handler det om at tage afsæt i, hvad de enkelte familier gerne vil have støtte til.

”De frivillige får supervision og vejledning fra Røde Kors, så de kender hovedproblemerne og ved også, hvor de kan gå hen, hvis de f.eks. er bekymrede for en forælder med en tung psykisk lidelse eller en forælder, der kæmper med et misbrug. Det kan man ikke løse som frivillig; der er behov for andre greb, så der skal de kommunale velfærdssystemer på banen,” siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Fællesskabsløse

Alle familier kan komme i en situation, hvor det hele så at sige vælter, men Anne-Dorthe Hestbæk peger på, at de familier, der er tilknyttet Familien i fokus, ofte ikke har nogen omkring sig, der kan samle dem op igen.

”Mange af familierne i projektet er mennesker, som ikke rigtig er del af sociale fællesskaber. Deres netværk er begrænset – de ser ikke særlig mange mennesker. Og mange af dem har af forskellige årsager ikke nogen tæt kontakt til deres familier,” siger Anne-Dorthe Hestbæk.

En del af indsatsen handler da også om at hjælpe familierne ind i de eksisterende fællesskaber, så de får et større netværk. Det kan være at hjælpe far og mor til at bakke op omkring daginstitutionen og skolen og deltage i forældrearrangementerne; at få barnet med til højtlæsning og andre aktiviteter på det lokale bibliotek; at hjælpe til med at barnet kommer ud til legeaftaler med kammerater eller facilitere deltagelse i idræt eller andre former for foreningsliv. Det kan også handle om at støtte forældrene i at skabe et bedre udviklingsmiljø for børnene i hjemmet, fx ved at skabe mere struktur, forudsigelighed og varme i hjemmet. Endelig kan det handle om at inddrage børnene i madlavningen og deltage i deres lektielæsning og på den måde støtte familien i at lave mere sammen. Men de frivillige i mentorordningerne hjælper også forældrene med at søge arbejde, hvis der er brug for det.

”Hvis det er minoritetsborgere, der oplever at blive siet fra på grund af fremmedklingende navne, så kan frivilligvennen eksempelvis møde op med dem på arbejdspladsen og fortælle arbejdsgiverne, hvad de her mennesker faktisk kan. Måske har de et stort kørekort eller har tidligere haft arbejde på et plejehjem. Det kan hjælpe til at få dem ind i varmen.”

”De frivillige kommer ikke som praktisk hushjælp, der gør rent, passer børn eller køber ind for folk, men som psykosocial støtte. De kommer for at få skabt nogle bæredygtige forandringer sammen med forældrene.”

Anne-Dorthe Hestbæk

Føler sig anerkendt

Familierne og de frivillige har fået spørgeskemaer både forud for indsatsen, og efter de har afsluttet den. Derpå har forskerne interviewet over 70 frivillige, forældre og samarbejdspartnere, der har været tilknyttet projektet, og resultaterne peger på, at indsatsen har nogle meget positive virkninger. Forældrene oplever det som en reel støtte og et løft, der bringer dem videre. De frivillige oplever, at det giver dem meget på det menneskellige plan, men også at det er en øjenåbner for, hvor massive udfordringer nogle medborgere står med.

”Noget af det, som forældrene selv fremhæver i interviewene, er, at de føler sig set og anerkendt med deres behov. De fortæller, at de omsider oplever nogen, der møder dem som ligeværdige mennesker, selvom de er økonomisk trængte, psykisk syge eller langtidsledige. De oplever, at de bliver taget alvorligt, som de mennesker de er, og at de bliver støttet i, at de har ret til at få det bedre,” siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Supplement til det offentlige

Anne-Dorthe Hestbæk understreger, at det ikke nytter noget at se Familien i fokus som et alternativ til de offentlige velfærdsinstitutioner, men som komplementerende indsatser.

”Det offentlige kan – og skal – hjælpe udsatte familier med at skaffe et forsørgelsesgrundlag og skabe forudsætningerne for det. Det offentlige kan også sikre psykiatrisk hjælp og misbrugsbehandling. Men man kan ikke have socialrådgivere rendende rundt i folks hjem hver anden dag. Dels ville det være omkostningstungt, men de professionelle ville heller ikke kunne levere den omsorg og nærhed, som de frivillige kan. Men de offentlige og de frivillige tilbud kunne godt arbejde bedre sammen, end de gør i dag,” siger hun.

De samfundsmæssige betingelser, arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet betyder meget for familiernes situation. Men der er også ting, som ifølge Anne-Dorthe Hestbæk ikke kan reduceres til strukturelle forhold, men som handler om det enkelte menneskes kompetencer og vilkår.

”Hvis en mor til tre gentagne gange har depressioner, har komplicerede familierelationer eller af andre grunde er sårbar, så bliver hun efterhånden hægtet af de fleste sociale fællesskaber. Her er der brug for hjælp til selvhjælp, så mor kan få overskud til at ændre nogle adfærdsmønstre, så familien bliver mere selvhjulpen. Det er ikke noget, en socialrådgiver alene kan hjælpe med. Her er der behov for en indsats menneske til menneske. Og det er det, de frivillige kan bidrage med. Ikke som et alternativ til de velfærdsstatslige institutioner, men som et supplement til dem.”