Siden der med skolelovene fra 1814 blev indført undervisningspligt for alle, har de fleste danske børn gået skole. Fra 1960’erne blev det også almindeligt at gå i daginstitution, og i dag indleder praktisk taget alle danske børn deres karriere uden for hjemmets fire vægge med at gå i vuggestue eller børnehave. Børnene lever med andre ord en stor del af deres liv uden for familien, og kombineret med at både mødre og fædre er rykket ud på arbejdsmarkedet, kunne man få den tanke, at familiens betydning er blevet mindre med årene.

Men det er kun delvist rigtigt, fortæller Dorte Kousholt, lektor på DPU, Aarhus Universitet.

”På den ene side fylder familien i dag mindre i børns liv end for 50 år siden. Børn tilbringer mindre tid i familien og lever til gengæld en større del af deres liv i daginstitution, skole og fritidstilbud. På den anden side har vi gennem de seneste årtier igen fået større fokus på familien, forstået på den måde at vi i dag får øje på familiens betydning på nye måder,” siger hun.

”Vil man forstå familiens forandrede betydning, kræver det blik for, hvor afhængig familien er af, hvad der sker uden for den.”

Dorte Kousholt

Det viser sig blandt andet ved, at vi tildeler forældre større ansvar for børnenes opførsel og præstationer i skolen, nogle gange endda eneansvaret, som når politikerne beslutter at skære i børne- og ungeydelsen til forældre, hvis børns ulovlige fravær fra skolen er for højt. Det viser sig også i forskningen, når den påviser, hvor stor betydning det har for børns udvikling, hvilken baggrund forældrene har, og hvordan de støtter op om fx børnenes skolegang. Og det viser sig, når nye pædagogiske begreber som fx ’hjemmelæringsmiljø’ dukker op og glider ind i sprogbrugen.

”Når man begynder at tale om familiens hjemmelæringsmiljø, er det et tegn på, at familien ikke bare ses som et sted, hvor barnet holder fri eller laver lektier, men som et sted, der systematisk kan understøtte den læring, der foregår i daginstitutionen eller skolen. Det er et ret indsnævret og derfor problematisk perspektiv på familien,” siger Dorte Kousholt.

Rundt om familierne

Familien er altså tilbage. Men til gengæld må livet i familierne ses i nøje sammenhæng med, hvad der foregår uden for familien, både i familiernes relationer til skole og daginstitutioner og bredt samfundsmæssigt. Vi er dog generelt tilbøjelige til kun at kigge ind i familierne, når vi vil forstå, hvad der foregår i dem, mener Dorte Kousholt.

”Man kan kalde det privatisering af familielivet. Men vi er nødt til også at kigge rundt om familierne og se på deres relationer til daginstitutioner, skoler og fritidstilbud, fordi de er så tæt forbundne. Vil man forstå familiens forandrede betydning, kræver det blik for, hvor afhængig familien er af, hvad der sker uden for den. Et blik for, i hvor høj grad betingelserne for familiens hverdagsliv sættes andre steder fra. Forældre skal opdrage, give omsorg, skabe rammer, sætte grænser og en masse andet. Men familiens muligheder for at gøre det, den skal, og for at organisere sit hverdagsliv afhænger også af, hvordan samfundet er skruet sammen, hvordan arbejdsmarkedet ser ud, hvordan samarbejdet med børnenes daginstitution eller skole er, og hvordan uddannelsessystemet udvikler sig. Hvis børn og unge i dag fx oplever et stort pres i forhold til uddannelse, går det jo direkte ind og sætter sig som betingelser for familielivet,” siger Dorte Kousholt.

Misforståede ansvarsdiskussioner

Hvis der er konflikter mellem børn i skolen, eller hvis børn har det svært eller opfører sig uhensigtsmæssigt, er vi ofte tilbøjelige til at snævre blikket ind og se både problemets kerne og løsning i de enkelte individer og familier. ’Det må komme hjemmefra’, eller ’Det er også den relation mellem den mor og det barn, der er helt skæv’, er eksempler på forståelser, der overser den tætte forbundethed mellem familier og de steder, børn i øvrigt færdes.

”At placere hele ansvaret for et problem i familien – eller i skolen for den sags skyld – er ikke at løse problemet, men en del af det. Diskussionerne kommer så til at handle om, hvem der skulle eller burde have gjort hvad, og om at skolen eller forældrene ikke har levet op til deres ansvar. Men når man taler om ansvar som noget, der skal placeres, overser man, at børns liv går på tværs. De steder, hvor de lever deres liv i og uden for familien, er afhængige af hinanden, og hvad der sker det ene sted, får betydning det andet sted, og omvendt,” siger Dorte Kousholt.

”Fordi børns liv går på tværs af de forskellige arenaer, må opdragelse ses som et samspil mellem de vilkår, børnene lever i og med, og de måder, de bliver mødt på af voksne de forskellige steder, de lever deres liv.”

Dorte Kousholt

Godt samarbejde mellem familie og skole er derfor alfa og omega. Det bør ifølge Dorte Kousholt netop ikke handle om abstrakt ansvarsfordeling, men tage afsæt i konkrete situationer og problemstillinger ud fra børnenes og klassens behov og respektere de forskelle, der er mellem skole og hjem i forhold til, hvordan de hver især kan støtte op om børns læring og trivsel. Skole og hjem er forskellige udviklingsarenaer, og lærere og skolepædagogers viden og opgaver er forskellige fra forældrenes. De bidrager derfor forskelligt til børnenes udvikling.

”Forældresamarbejde er ikke nyt, men vores fokus på det er blevet intensiveret i de senere år. Det er et tegn på, at familien tilskrives ny betydning, når skoler fx skal lave politikker på området. Men det kan også ses i lyset af konkrete erfaringer med, at et godt samarbejde mellem forældre og lærere og de andre forældre omkring de udfordringer, der måtte være i en klasse, gør det nemmere at håndtere konflikter. Til gavn for klassen – men også til gavn for familierne, fordi børnene så også vil få det bedre derhjemme,” siger hun.

Familieliv får ny vægt

Karen Ida Dannesboe, er lektor ved DPU, Aarhus Universitet, og hun mener ligesom Dorte Kousholt, at forholdet mellem familierne og velfærdsstaten i dag er præget af to samtidige tendenser. Om den ene bruger Karen Ida Dannesboe begrebet defamilisering.

”Vi taler om defamilisering, når opgaver, der tidligere lå i familien, flytter over i forskellige velfærdsinstitutioner, og vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidshjem og -klubber derfor i høj grad præger børns opdragelse og udvikling. Det er den velkendte historiske udvikling fra 1960’erne og frem, hvor børn hver dag tilbringer mange timer i institution, for at både mor og far kan komme på arbejdsmarkedet og deltage i samfundslivet uden for familien. Nogle taler ligefrem om, at familien mister sin funktion,” siger hun.

Men ligesom Dorte Kousholt mener hun, at det langt fra er tilfældet. Tværtimod skærpes interessen i disse år for forældrene og familiens betydning for små børns udvikling. Defamiliseringen går nu hånd i hånd med en refamilisering, forklarer Karen Ida Dannesboe.

”Da tidligere børne- og socialminister Mai Mercado i 2018 lancerede Opdragelsesdebatten, var det et tegn på denne tendens. Hun ville diskutere, hvordan forældrene kunne eller burde komme mere på banen i deres egne børns liv. Men vi ser tendensen bredt, også internationalt i fx OECD-sammenhæng, hvor der er stort fokus på betydningen af børns tidlige læring og udvikling, og den rolle forældrene spiller heri,” siger hun.

Hun peger på den britiske sociolog Frank Furedi, der bruger begrebet barndomsdeterminisme om den brede samfundsmæssige tendens til at tillægge det, der sker i børns liv, mens de er helt små, afgørende betydning for, hvordan de udvikler sig senere hen.

”I det lys bliver familien vigtig igen, for forældrene spiller selvfølgelig en central rolle i forhold til at præge børnene på den rigtige måde, mens de er helt små. Det arbejde, forældre altid har udført i familien, får ny vægt. Børn skal ikke længere bare spise sig mætte. Maden skal helst være både sund og nærende og stimulere sanserne. Børn skal ikke længere bare opdrages til at opføre sig ordentligt. Opdragelsen skal helst sikre, at barnet lærer og udvikler sig bedst muligt. Furedi bruger derfor også begrebet forældredeterminisme, der betegner tendensen til at anse det, forældre gør eller ikke gør med deres barn, for at have altafgørende betydning for barnets udvikling,” forklarer Karen Ida Dannesboe.

”Når det pædagogiske personale giver råd til forældre, er de ikke længere blot eksperter i børn, men indtager også en ekspertrolle i forhold til, hvordan forældrene bør varetage forældreskabet.”

Karen Ida Dannesboe

Gode institutionsforældre

Det særlige ved refamiliseringen er, at den ikke blot består i en tilbagevenden til tiden før defamiliseringen satte ind. Daginstitutionerne er kommet for at blive, og barnets liv i vuggestuen eller børnehaven sætter derfor i høj grad dagsordenen for både forældreskab og familieliv. At være en god forælder i dag er også at være en god institutionsforælder.

”Daginstitutioner møder forældrene med en række forventninger. De forventer, at forældrene henter og bringer deres børn sådan, at det passer ind i institutionens dagsrytme – også selvom det ikke nødvendigvis passer ind i familiens eget liv. De forventer, at børnene tilbringer timer nok i institutionen til, at det pædagogiske arbejde kan udføres meningsfuldt, men omvendt heller ikke har for lange dage der. Og de forventer, at forældrene engagerer sig i det pædagogiske arbejde. Det sker gennem opfordringer og indrullering i bestemte rutiner og måder at gøre tingene på,” siger Karen Ida Dannesboe.

Nogle gange forventer daginstitutionen også, at forældrene fortsætter det pædagogiske arbejde hjemme i familien.

”Det kan være, at forældrene får information med hjem om, hvad de arbejder med i børnehaven, og hvor der så følger små opgaver med, som forældre og børn kan lave sammen derhjemme. Fx øve forholdsord, tale om sanser eller finde noget i haven, der kan spises. Små, uskyldige opgaver i den bedste mening, men de griber ikke desto mindre ind i familielivet. I stedet for bare at være familie og måske lave ingenting sammen, mens man snakker om løst og fast, skal man nu gøre og tale om noget bestemt, der støtter det pædagogiske arbejde i institutionen,” siger Karen Ida Dannesboe.

Institutionerne kan også påvirke familielivet med råd om, hvordan forældrene kan gribe den ene eller anden udfordring an og fx støtte barnet i at blive mere socialt eller mindre udadreagerende.

”Når det pædagogiske personale giver råd til forældre, er de ikke længere blot eksperter i børn, men indtager også en ekspertrolle i forhold til, hvordan forældrene bør varetage forældreskabet. Det er typisk en rolle, det pædagogiske personale får tildelt af forældrene selv, når de beder om gode råd og ønsker at få del i den specifikke viden, pædagogerne har om netop deres børn,” siger Karen Ida Dannesboe.

Fintunet forældreskab

Det er nemlig ikke blot institutionerne, der forventer mere af forældrene. Det pædagogiske personale bliver selv mødt med forventninger om fx at stille viden til rådighed for forældrene i form af billeder og beskeder om, hvad dagen er gået med.

”Mange forældre vil gerne vide, hvordan deres barn har haft det i dagens løb, og nogle sætter fx pris på at få at vide, hvor meget deres barn har sovet i løbet af dagen. Så ved de bedre, hvordan de skal møde barnet, når de henter det, og hvordan de skal strukturere resten af dagen. De bruger al denne viden til at fintune forældreskabet på en måde, vi ikke har set tidligere. Men det er netop en fintuning, hvor barnets liv i institutionen griber ind i den måde, familielivet leves på derhjemme,” siger Karen Ida Dannesboe.

Hun pointerer, at det ikke er alle forældre, der efterspørger detailviden om den del af deres børns liv, der leves uden for familien, eller bruger den aktivt til at planlægge familielivet derhjemme.

”Familierne forholder sig forskelligt til daginstitutionernes videndeling og forventninger om bestemte typer af involvering og engagement. Men typisk prøver forældre at være lydhøre over for institutionerne, også selv om de måske ikke er helt enige med dem eller har overskuddet. Det er et udtryk for, at børnehaver og vuggestuer ses som vigtige velfærdsinstitutioner, som vi som familier gerne indretter os efter,” siger hun.

Opdraget hjemmefra

Opdragelsesdebatten fra 2018 kan ifølge Karen Ida Dannesboe ses som et udtryk for refamilisering. I diskussioner om opdragelse er det da også et klassisk synspunkt, at forældrene har ansvar for at opdrage børnene godt hjemmefra, så de kan opføre sig ordentligt i skolen, hvor læreren derfor kan koncentrere sig om at lære dem noget. Men sådan fungerer opdragelse ikke, mener Dorte Kousholt.

”Opdragelse er ikke noget, forældre kan installere i deres børn hjemmefra, så de kan drage velopdragne ud i verden. Opdragelse foregår også uden for hjemmet, allerede fra børn som helt små kommer i institution og senere selvfølgelig i skole. Fordi børns liv går på tværs af de forskellige arenaer, må opdragelse ses som et samspil mellem de vilkår, børnene lever i og med, og de måder, de bliver mødt på af voksne de forskellige steder, de lever deres liv,” siger hun.

Også store dele af børns følelsesliv foregår uden for familien. På den ene side er den biologiske relation mellem børn og forældre unik. På den anden side er det af afgørende betydning for børn allerede i børnehavealderen at opleve venskaber og indgå i børnefællesskaber.

”Tidligere blev kernefamilien anset for at være et emotionalitetsreservat, hvor barnet tankede op med omsorg og følelser, så det kunne gå ud og være en robust person i den offentlige del af sit liv. Men når man konkret følger børns liv på tværs, bliver det tydeligt, at de selvfølgelig også engagerer sig følelsesmæssigt og har brug for omsorg uden for familien for at få oplevelsen af at være en vigtig del af fællesskaber og høre til. Og at børn lider under det, hvis de ikke får den oplevelse. I begge tilfælde virker det tilbage på familielivet og får betydning for, hvordan forældrene kan drage omsorg,” siger Dorte Kousholt.

Den selvhjulpne familie

Familielivet foregår altså på betingelser, der et langt stykke ad vejen sættes udefra eller i hvert fald skabes i en gensidigt samspil mellem familien og verden udenfor. Det udbredte ideal om, at en familie skal kunne klare sig selv, som fx dominerer socialpolitikken, er derfor et paradoks, mener Dorte Kousholt. Hvis man fx ser på, hvordan såkaldt ressourcestærke familier får hverdagen til at fungere, viser det sig ofte, at de i stor stil trækker på andres hjælp og støtte.

”Måske henter bedsteforældrene børn en gang eller to om ugen, måske har de au pair eller fast rengøringshjælp eller bare en ung pige, der kommer og hjælper til en gang imellem. Alle de mennesker, der involveres i at få sådan en familie til at fungere, ses som ressourcer. Mens en enlig mor omvendt kan komme under mistanke hos myndighederne for ikke at kunne fungere ’på egen hånd’, hvis hun er afhængig af andre for at klare hverdagen. I begge tilfælde bliver det tydeligt, at forestillingen om familien som en selvhjulpen og selvbærende enhed ikke holder – men det er ofte kun i den ressourcesvage families tilfælde, det ses som en trussel mod familiens stabilitet,” siger Dorte Kousholt.

”Et politisk forslag om anbringelse af børn uden for hjemmet, nærmest inden de er født, siger noget om, hvor massiv den statslige interesse i familien er blevet.”

Karen Ida Dannesboe

Bekymringsilden

Barndomsdeterminismen betyder, at vi i dag har skarpt fokus på, om børn udvikler sig, som vi ønsker det, og at der derfor er en masse aspekter af børns udvikling, vi pålægger os selv at være opmærksomme på, allerede mens de er helt små. Hvor vi tidligere havde en tiltro til, at barnet udviklede sig naturligt, har vi i dag mange flere bekymringer om, hvad der kan gå galt. Bekymringen viser sig politisk og samfundsmæssigt ved, at daginstitutioner har skærpet indberetningspligt og er forpligtede på en tidlig indsats, hvis der er tegn på, at noget i et barns udvikling ikke er, som det bør være. Vi møder den også i regeringens Børnene Først-udspil fra januar 2021, mener Karen Ida Dannesboe:

”Et politisk forslag om anbringelse af børn uden for hjemmet, nærmest inden de er født, siger noget om, hvor massiv den statslige interesse i familien er blevet. Samtidig har mange forældre i dag en større viden om børns udvikling, og der er en bred tendens til, at mange derfor hurtigere blive bekymrede, hvis deres barn fx ikke kan tale som 3-årig, eller det virker lidt indadvendt. Ligesom det ligger ligefor at blive bekymret for, om man gør det godt nok som forælder og familie. Det store fokus på små børns udvikling puster til en bekymringsild både hos den enkelte familie og på politisk-samfundsmæssigt niveau. Alle disse forventninger og bekymringer skaber en række betingelser for familielivet udefra, som man skal være af en særlig støbning for ikke at tage til sig.”