Bæredygtighed i børnehøjde

Asterisk nr. 98 - august 2021

Smeltende isbjerge og uddøende dyrearter. Det er den barske virkelighed, når vi taler om klimaforandringer. Og det er en problematik pædagogikken skal tale ind i – også i daginstitutionerne. Så hvordan arbejder man pædagogisk med et så alvorligt emne, uden at det bliver for tungt for de små børns skuldre? To forskere i bæredygtighedspædagogik giver her deres bud.

Lyt til artiklen

Klimaforandringerne og biodiversitetskrisen kræver pædagogiske svar i forhold til, hvordan man kan ruste børn til en usikker fremtid, der frem for alt kræver handling. Det kalder samtidig på nye pædagogiske rammer for, hvordan man kan drive og omforme daginstitutioner i en mere bæredygtig retning, der sætter fokus på håb og handling, men også på dilemmaer og udfordringer.

Hvordan det konkret skal foregå, forsker Nanna Jordt Jørgensen og Katrine Dahl Madsen i. De er begge fra Københavns Professionshøjskole og har gennem flere år fulgt en række forskellige daginstitutioner, der på forskellig vis arbejder med miljø og bæredygtighed.

”Naturen har altid stået centralt i dagtilbudspædagogikken i Danmark og resten af Norden. Man har eksempelvis taget små børn på ture ud i skoven eller ud og opleve fritgående dyr, men det er traditionelt udsprunget af pædagogiske idealer om det naturlige barn, der leger og trives ude i naturen. Man har måske tænkt, at hvis børn får kærlighed til naturen, så kommer de også til at passe på den. Men vi ved reelt ikke, om det er rigtigt, at børn bliver miljøbevidste eller klimabevidste, fordi vi laver naturpædagogik. Der er mange andre ting i børns hverdag, som har betydning for, hvordan de handler nu og i fremtiden. Derfor bliver det væsentlige pædagogiske spørgsmål i dag: ’Hvordan kan vi pædagogisk gå ind i arbejdet med bæredygtighed, på en måde hvor vi klæder børnene på til at være handlingsorienterede individer i en usikker fremtid?’” siger Nanna Jordt Jørgensen, der er lektor ved Københavns Professionshøjskole og medredaktør af bogen Bæredygtighedens pædagogik fra 2020.

Erfaringsnært, kropsligt og sanseligt

Med den styrkede pædagogiske læreplan er bæredygtighed da også blevet skrevet ind i temaet Natur, udeliv og science som noget, man eksplicit skal arbejde med på småbørnsområdet.

Men hvordan kan man overhovedet arbejde med komplekse problemer som klima og biodiversitetskrise med helt små børn, og hvordan kan man udfolde en pædagogik for bæredygtighed i institutionerne?

”Når det handler om de små børn, så skal det være erfaringsnært, kropsligt og sanseligt. Det er ret væsentligt, at det starter med noget konkret, som pædagogerne så gradvist kan folde ud for børnene. Der er en del institutioner, som arbejder med havebrug. Det er både meget konkret og sanseligt, når børnene får fingrene i jorden, og det kan samtidig pege på mange forskellige samfundsmæssige problematikker. Både noget, der handler om fødevareproduktion, om betydningen af vand, jord og vejrforhold for planter, og hvis der så bliver lavet kompost, så handler det lige pludselig også om kredsløb og affald. Men det kræver, at pædagogerne også tør tage fat på de lidt større sammenhænge,” siger Nanna Jordt Jørgensen.

Netop det at arbejde pædagogisk med affald og genbrug som indgang til bæredygtighed i børnehøjde, er et greb, som er populært i mange daginstitutioner, og som de to forskere har undersøgt. Arbejdet med affald kan tage mange former. Børnene kan deltage i landsindsamlingen af skrald, man kan lave affaldssortering i børnehaven eller arbejde kreativt med genbrugsmaterialer. Aktiviteterne kan på den måde både styrke børnenes fantasi og kreativitet og udvikle en spirende forståelse af forbrug, affald og genbrug.

”Affald er konkret, det er sanseligt, og det er til at se. Der ligger affald på legepladsen, børnene træder i det på vejen hjem, resterne fra frokosten bliver til affald, og der ligger gamle nedfaldsfrugter i haven og rådner. De pædagogiske aktiviteter med affald mindsker sjældent mængden af affald i sig selv, men genbruget kan udvikle børnenes blik for skrald som noget, der kan få nyt liv. Samtidig kan det give anledning til sammen med børnene at undersøge, hvor affaldet kommer fra, hvor det ’rejser hen’, når vi har smidt det i skraldespanden, eller hvad der sker, hvis vi graver det ned i jorden og lader det ligge nogle måneder. Eller hvordan affaldsproblemer ser ud andre steder i verden. Det er også en måde at skabe opmærksomhed på, at den måde, vi handler på nu, har betydning for både kommende generationer, for andre levende væsner og for mennesker andre steder i verden,” siger Nanna Jordt Jørgensen.

”Når man gerne vil lære børn om naturen og plante ærter i en kasse, så skal man også være opmærksom på, hvordan det fungerer socialt.”

Nanna Jordt Jørgensen

Ikke det enkelte barns ansvar

Der er imidlertid også faldgruber og pædagogiske dilemmaer i arbejdet med børn og bæredygtighed. Der er blandt børn og unge en udbredt bekymring for klimaforandringer og miljøkatastrofer, og det er centralt at modarbejde apati og opgivenhed for i stedet at styrke børnenes tro på og lyst til at handle i forhold til en mere bæredygtig fremtid. Samtidig skal man undgå at skræmme de små børn eller give dem en forestilling om, at de skal løse alle de globale miljøproblemer alene.

”Noget af det, som både vores studerende og pædagoger i praksis diskuterer, er det med at være meget optaget af et alvorligt emne og så sætte det over for et ideal om et sorgløst barneliv. Hvordan arbejder man med sådan et alvorligt emne uden at bekymre børnene for meget? Man skal ikke skræmme dem fra vid og sans med udsigten til smeltende isbjerge og masseudryddelser af dyrearter,” siger Katrine Dahl Madsen, der er lektor på Københavns Professionshøjskole.

Hun fremhæver et eksempel, hvor forskerne besøgte en institution, som i en længere periode havde arbejdet med fokus på skrald, genbrug og bæredygtighed. En lille dreng var begyndt at indsamle alt det skrald, han fandt på gaden, for så at tage det med hjem og videre i børnehaven for at vise det til pædagogerne og sammen med dem sortere det i de forskellige fraktioner i skraldespandene.

”Denne her lille dreng var simpelthen endt med at opfatte det som sit eget personlige ansvar at få samlet og sorteret alt det affald, han så. På den ene side er det jo et ret fint eksempel på, at han har taget budskaberne til sig, men det er på den anden side en tung byrde at bære på, hvis han skal gå og rydde op på alle de stier og veje, han betræder,” fortæller Katrine Dahl Madsen.

Hun peger på, at den pædagogiske indsats i forhold til bæredygtighed skal gå hånd i hånd med, at man opridser handlerum. I eksemplet med den lille dreng kunne det være, at snakke med ham og hans venner om, at de måske kunne rydde op på legepladsen eller på stien foran institutionen, men at det derefter er kommunens opgave at rydde skraldet, køre det væk og sortere det. Så kan institutionen tage børnene med på genbrugspladsen og vise, at her er det nogle andre, som tager over.

”Pædagogerne kan give gode, alderssvarende måder at handle på og gøre sig erfaringer med de her problemstillinger. Men altså ikke noget, hvor børnene lige pludselig føler de skal bære alle verdens byrder på deres små skuldre. Det må ikke blive individualiseret og gjort til det enkelte barns ansvar. I stedet skal det tilpasses en spirende børneforståelse af, at det skrald, vi smider på fortovet, kan havne alle mulige steder, men at det stadig ikke er barnets personlige ansvar alt sammen, for der er nogle voksne, som skal tage over,” siger Katrine Dahl Madsen.

”Man må også tillade sig selv som voksen at stå lidt usikkert og prøve sig frem og eksperimentere.”

Katrine Dahl Madsen

Blik for inklusion

Spørgsmålet om social ulighed blandt børn i dagtilbud bliver ikke mindre væsentligt, fordi man arbejder med natur og miljø. Forskerne understreger derfor, at pædagoger er nødt til at have blik for, om alle børn er inkluderet i børnefællesskabet om de bæredygtige aktiviteter. Det gælder for eksempel, når det handler om affald, hvor der er stor forskel på, hvor meget og hvordan børnenes familie sorterer deres affald.

”Vores undersøgelser af affaldspraksisser i familier viser, at der er gode grunde til, at de ser forskellige ud. Frem for at være moraliserende, kan pædagoger forsøge at være nysgerrige på hverdagen i børnenes familier,” siger Nanna Jordt Jørgensen og peger på, at også når der arbejdes med naturaktiviteter, bør man have blik for inklusion.

”Når man gerne vil lære børn om naturen og plante ærter i en kasse, så skal man også være opmærksom på, hvordan det fungerer socialt. Hvad er det for nogle ulighedsmekanismer, der træder i kraft, når vi går i gang med det? Det nytter ikke noget, at det kun er børnene fra parcelhusene, der er med. Der skal også være plads til dem fra boligblokkene, der måske ikke er lige så vant til det med have eller er lige så dygtige til dansk,” siger Nanna Jordt Jørgensen.

Tilsvarende skal der være plads til ambivalenser og en forståelse for forskellige perspektiver blandt børnene og i deres familier.

”Et godt eksempel er en institution, som jeg har besøgt i et udsat boligområde, hvor de arbejder med havebrug. Der var blevet oprettet en have, hvor børnene var med. Naturpædagogerne siger, at vi skal følge børnenes nysgerrighed, og det er jo rigtigt, men vi skal bare være opmærksomme på, at det så er alle børns nysgerrighed, vi følger,” siger Nanna Jordt Jørgensen og fortsætter:

”Står der eksempelvis en dreng, som ikke har lyst til at få fingrene i jorden, eller en pige som synes den halvrådne halm er ulækker. Hvordan rummer vi dem? Det kan også være den pige, der var meget optaget af at få fingrene i jorden og holde på en regnorm, men bagefter bliver nervøs over, at flyverdragten er blevet møgbeskidt. Der er det jo vigtigt, at en pædagog kan gå ind og anerkende, at det ikke er alle mødre og fædre, der står og klapper i hænderne, når børnene kommer møgbeskidte hjem. For måske har de ingen vaskemaskine derhjemme. Det er et andet krydspres end den glade middelklassemor eller far, der tænker jo mere mudder jo bedre.”

SEKS RÅD OM BÆREDYGTIGHEDPÆDAGOGIK

  • Tag afsæt i noget konkret
  • Vis børnene, at bæredygtighed ikke er deres ansvar alene
  • Lad børnene være medskabere af bæredygtige løsninger
  • Lad børnene sanse og røre og gerne blive beskidte, men respektér, at børn – og forældre – har forskellige grænser
  • Inkludér alle børn i de bæredygtige aktiviteter.

Bæredygtighed som værdigrundlag

Samtidig er det væsentligt, at arbejdet med bæredygtighed bliver et perspektiv, som er integreret i hele institutionens virke, og som ikke kun optræder som et supplement til de almindelige pædagogiske aktiviteter.

”En indgang kan være at arbejde med en ’hel-institutionstænkning’, hvor bæredygtighed bliver det centrale omdrejningspunkt, og hvor man kobler både det miljømæssige, det handlingsorienterede, det sociale og det økonomiske med en børnehavehverdag,” siger Katrine Dahl Madsen og kommer med et eksempel fra en daginstitution nær København, der har certificeret sig selv som ’Den bæredygtige institution’.

”Det er en institution, hvor en del af børnene bor i parcelhuse, og personalet havde derfor spurgt forældrene, om de måtte indsamle nedfaldsæbler i deres haver. Derpå var børnene ude og indsamle alle de her æbler, og bagefter lavede de æblesyltetøj, og børnene holdt høstmarked, hvor de solgte produkterne. Det var er en social begivenhed, der samlede alle familierne, som kom og var fælles omkring det. De penge, de tjente på det, gik så tilbage til børnehavens egen økonomi, og institutionen købte seks nye æbletræer” fortæller Katrine Dahl Madsen.

Institutionen bruger generelt bæredygtighed som værdigrundlag, når de skal træffe beslutninger. Som lederen sagde: ’Hvis vi skal lave noget nyt på legepladsen, eller vi overvejer, om vi skal købe balloner til en begivenhed eller ej, så spørger vi os selv, om det er mere eller mindre bæredygtigt.’

Det er ikke et krav til personalet, at de er eksperter inden for bæredygtighed, men institutionen bruger det som rettesnor, hver gang der skal træffes større beslutninger, eller når der er noget, som skal købes eller gøres.

”De pædagogiske aktiviteter med affald mindsker sjældent mængden af affald i sig selv, men genbruget kan udvikle børnenes blik for skrald som noget, der kan få nyt liv.”

Nanna Jordt Jørgensen

Ok at være ’på gyngende grund’

Det pædagogiske arbejde med bæredygtighed handler altså ikke kun om at lære børnene gode vaner med pædagogerne som rollemodeller. Bæredygtighed er komplekst og karakteriseret ved usikker og foranderlig viden, og børnene skal inddrages som medskabere af nye praksisser. Også i processer, hvor vi voksne ikke nødvendigvis ved, hvor vi havner.

Selv om bæredygtighed nu nævnes direkte i den styrkede pædagogiske læreplan, så er det ikke et perspektiv, som traditionelt har fyldt meget i pædagoguddannelsen.

Der er et udbredt ønske om at arbejde med biodiversitet, klimaproblemer og bæredygtighed blandt pædagogstuderende og færdiguddannede pædagoger, men mange af dem oplever at stå usikre over for opgaven, fortæller Katrine Dahl Madsen, der underviser på uddannelsen.

”Vi kan se på vores pædagogstuderende, at de synes, det er svært at skulle stille sig et sted, hvor de må sige, at de ikke har alle svarene. De vil gerne være rollemodeller, der gør det rigtige, og det er det, de gerne vil give videre til børnene. Men samtidig er der en hel masse ting, som er ambivalente og svære, hvor vi ikke altid kender den rette vej, i arbejdet med bæredygtighed,” siger hun og tilføjer:

”Der er en voksende indsigt i problemerne omkring klima og biodiversitet, men samtidig mangler vi ofte viden om, hvordan man løser det. Man må også tillade sig selv som voksen at stå lidt usikkert og prøve sig frem og eksperimentere. Vi har i undervisningen på pædagoguddannelsen derfor arbejdet med ’at være på gyngende grund’. Det handler om at acceptere, at vores viden om forholdene er løbende i forandring – at vi er på vej, men ikke har alle svarene. Vi er derfor nødt til at arbejde med åbne læreprocesser og utopiske fremtidsudsigter, så vores studerende – altså de kommende pædagoger – kan håndtere den usikkerhed, at de ikke ved alt.”

Læs mere

Nanna Jordt Jørgensen og Katrine Dahl Madsen: Pædagogik for bæredygtighed i daginstitutioner – åbninger og dilemmaer. I: Jonas Andreasen Lysgaard og Nanna Jordt Jørgensen: Bæredygtighedens Pædagogik, Frydenlund Academic, 2020

NANNA JORDT JØRGENSEN

Ph.d. i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling og lektor ved Københavns Professionshøjskole, hvor hun forsker i bæredygtighed og social udsathed.

KATRINE DAHL MADSEN

Ph.d. i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling og lektor ved Københavns Professionshøjskole, hvor hun forsker i bæredygtighed og pædagogik.



NR. 98

INDHOLD

AUGUST 2021