Samfundet skiller stadig flere ud

Rummelighed er pædagogikkens herskende mantra, men i praksis sker der en stadig større udskilning af de anderledes. ?Jo flere man udskiller, jo mere snævert bliver det defineret, hvordan de rigtige skal være,? siger dr.pæd. Birgit Kirkebæk.

Farlige. Fattige. Arveligt belastede. Mindreværdige. Ofre. Op gennem historien har samfundet set på udviklingshæmmede med vidt forskellige øjne. I middelalderen gemte man de åndssvage væk, fordi man var bange for dem. I første halvdel af det 20. århundrede tvang man de bedst begavede udviklingshæmmede til at lade sig sterilisere, så de ikke kunne ”fordærve civilisationens arveanlæg”. Og fra 1950’erne behandlede man de åndssvage som stakkels ofre for fortidens synder.