Praktisk visdom

Mesteren blandt musikere, fodbold eller skakspil sidder ikke og tænker på teorier og metoder, når hun praktiserer sit håndværk. Men samtidig interesserer hun sig levende for nye teorier og metoder, fordi de beriger hendes praksis.

For tyve år siden var mine børn begyndt at fylde så meget, at diskussionen om en tilbygning ikke kunne udsættes. Derfor henvendte vi os til en arkitekt og en tømrer. Arkitekten fik et beskedent beløb og tegnede en skitse, der var god nok for både kommunen og tømreren. Tømreren hyrede en murer og en elektriker, og derudfra gik de i gang. Det var langt fra alle detaljer, der fremgik af tegningerne, men pyt med det, for de vidste da godt, hvordan man byggede et hus. Det tilhørte det samlede repertoire af håndværksmæssige færdigheder.