Lykkens hjernesmed

Er den lykkelige hjerne også begærlig? Hjerneforskningsgruppe ved Oxford og Aarhus Universitet undersøger sammenhænge mellem nydelse og begær i den følelsesfulde hjerne.

Jagten på lykke optager de fleste af os, men de færreste oplever tilstanden særligt ofte. Selv når lykken endelig holder sit indtog, opdager vi det sjældent i øjeblikket og som oftest kun bagefter. Menneskesindet er nemlig ofte en “ballademager”, som Dalai Lama så rammende beskrev det i en tale til hjerneforskere for nylig. Han indrømmede, at han selv stadig føler vrede og frygt, og foreslog meditation som hjælp, men han var ikke imod at søge andre mulige veje – for eksempel via hjernevidenskab.