Livline til linjefagslæreren
Nyuddannede skolelærere i natur/teknik mister hurtigt troen på sig selv. Blandt forklaringerne er dårlige faciliteter og manglende opbakning på skolerne, viser undersøgelse fra DPU. Interview med Annemarie Møller Andersen og Jens Jacob Ellebæk.
På seminariet var Line en engageret og talentfuld lærerstuderende med natur/teknik som et af sine linjefag. Under den sidste del af sin uddannelse tegnede alt til, at hun ville blive en god og kompetent natur/teknik-lærer. Før hun begyndte i sit første job, deltog Line sammen med andre lærerstuderende i en undersøgelse tilrettelagt af Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor hun fik målt sin self-efficacy, det vil sige tiltro til egen formåen og gennemslagskraft. Undersøgelsen viste, at Lines self-efficacy lå helt i top, idet hun scorede 62 point ud af 65 mulige.