Ledelse i en coronatid: Lederen skal have blik for sine selvledende medarbejdere

Coronakrisen rammer skævt – også på arbejdspladsen. Pandemien har sat spot på medarbejdernes forskellige vilkår. Samtidig er der opstået nye måder at løse opgaverne på – ikke mindst inden for pædagogik og uddannelse.

Hjemsendte medarbejdere, retningslinjer fra myndighederne – og et væld af forskellige reaktioner. Coronakrisen har budt på mange og komplekse ledelsesudfordringer inden for det pædagogiske område og i uddannelsesinstitutionerne. Men tiden har også givet indsigt i medarbejdernes vilkår og nye tilgange til opgaverne, som ledere med fordel kan tage ved lære af, mener to forskere i ledelse.