Kinesernes drøm er at forbruge som os, vores mareridt er at arbejde som dem
En tung dyne af frygt har lagt sig over Vesten og sat livet i dvale. Mens Europa er for uambitiøs og pessimistisk, dundrer Asien frem i håb. Konsekvenserne er enorme, og snart betyder ’brain drain’ hjerneflugt fra Vesten, hvis ikke vi genvinder håbet. Sådan lyder analysen fra den skarpe franske politolog Dominique Moïsi.
Håb, frygt og ydmygelse er normalt følelser, vi tildeler det enkelte menneske, ikke abstrakte størrelser som politik og nationer. Men står det til den franske politolog Dominique Moïsi, er det netop sådanne følelser, der former international politik.