Kampen mod fedme glemmer pædagogikken

Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 24 fra september 2005 om overvægt. Fedme giver børn fysiske mén og sår på sjælen, men hvad gør man egentlig, når man først er fed? Mikala Utzon og Thomas Moser fra Learning Lab Denmark har kortlagt danske behandlingstiltag for overvægtige børn.

»Når barnet indgår i et behandlingsforløb, er der tale om en læringsproces. Barnet lærer noget om sig selv, om kost, motion og om sin egen krop, og hvordan man skal gebærde sig på den sociale arena. Hvis barnet skal bibeholde vægttabet, er det ikke nok at gribe problematikken  medicinsk an, for børn har brug for nogle andre redskaber for at komme videre. I den offentlige debat omtales fedme hos børn typisk som et medicinsk problem, men når det drejer sig om behandlingstiltag mod fedme, så er adfærd og motivation centralt for, at behandlingen lykkes. Derfor er det også en pædagogisk udfordring.«