Hvad optager forskeren?: Kampen mod den ulige sundhed
Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 66 fra juni 2013 om ulige sundhed. Gode råd om gulerødder, løbeture og søvn er ikke nok, hvis vi vil fremme børns sundhed og trivsel. Vi har brug for et nyt syn på sundhedsfremme, der i højere grad bygger på børnenes egne handlemuligheder, lyder det fra Venka Simovska, der står i spidsen for Aarhus Universitets forskningscenter om sundhedspædagogik.
Sundhed er en af de største samfundsmæssige udfordringer i dag. Vi ser en stigning i overvægt, mentale sundhedsproblemer og såkaldte ’livsstilssygdomme’. Problemet er, at sundhed ikke er ligeligt fordelt. Uligheden går i arv, også når det gælder sundhed og trivsel. I dag er mønstret, at hvis man er ressourcesvag på den ene eller anden måde, så er man også henvist til at leve et mindre sundt liv – med flere sygdomme og lavere trivsel. Noget af det, der driver mig som forsker i sundhedspædagogik, er, at jeg gerne vil være med til at mindske den uretfærdighed.