Har pædagogikken fået storhedsvanvid?
Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 66 fra juni 2013 om pædagogikkens rolle. Pædagogik og uddannelse er politikernes patentløsning på næsten alle tidens store udfordringer – fra økonomisk krise og arbejdsløshed til bandekriminalitet og folkesygdomme. Kan pædagogikken leve op til de tårnhøje forventninger, eller har den fået storhedsvanvid?
Økonomisk krise. Kontanthjælp. Kriminalitet. Umiddelbart vidt forskellige udfordringer, men en ting har de til fælles: Udfordringerne skal løses med uddannelse. For eksempel skifter kontanthjælpen navn til ’uddannelsesstøtte’ for unge under 30 år. Uddannelse er i stigende grad blevet den medicin, der ordineres fra politisk hold, når dårligdomme skal kureres. Om det drejer sig om kriminelle unge, der skal på ret køl, jobsøgende, der skal i arbejde, den nationale konkurrencekraft, som skal styrkes, eller den sociale lighed, der skal sikres. Uddannelse er svaret.