Forsinkelsens pris
Uddannelsesøkonomer ved, at den hurtige vej gennem uddannelsessystemet er en god forretning for både den enkelte og samfundet. Politikerne presser på for at få tempoet op og begrænse spildtid, men lektor i vejledning advarer: Den lige vej er ikke altid den bedste.
“Der var engang en hurtig hare, der pralede med, hvor stærkt han kunne løbe. Skildpadden blev så træt af at høre ham prale, at han udfordrede ham til at løbe om kap.” Nordiske studerende har tilsyneladende taget Æsops fabel om haren og skildpadden til sig. Hvor deres jævnaldrende i de fleste andre europæiske lande og USA spurter gennem uddannelsessystemet, så tager studerende i Sverige, Norge, Island, Finland og Danmark det anderledes roligt.