Forhindrer forskning forandring i folkeskolen?

Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 50 fra januar 2010 om teknologi i folkskolen. Folkeskolelæreren skal gøre brug af den bedst tilgængelige viden. Men hvor meget kan evidensbaseret viden egentlig sige om fremtidens skole og den gode undervisning?

Hvem har fantasi til at forestille sig en folkeskole uden computere? Få, hvis overhovedet nogen. Computere hører ligesom til. Ikke fordi forskere – endnu – har dokumenteret, at computere øger kvaliteten af undervisningen. Faktisk har vi siden 1960’erne – siden man opfandt datamaten, klippebordet, regnemaskinen etc. – ventet på den varslede pædagogiske revolution og konsekvenser af de teknologiske landvindinger.