Farvel til hospitalsklovnen?
Muntre mennesker dør tidligere. Og folk med humoristisk sans lever længere. Humorforskningen har haft svært ved at finde en entydig sammenhæng mellem humor og sundhed, men humorforsker Sven Svebak er på vej med nye overbevisende resultater.
Californien 1922. Et hold forskere starter et ambitiøst og visionært projekt: ”The Terman Life-Cycle Study”. På baggrund af en intelligensprøve er 1.200 10-årige børn rekrutteret til projektet. De hører alle til den mest intelligente procent af befolkningen. Formålet er at undersøge, om intelligente børn klarer sig bedre i livet end andre børn. De efterfølgende 60 år bliver deres udvikling fulgt nøje ved hjælp af spørgeskemaer. Som undersøgelsen skrider frem, koncentrerer man sig i stigende grad om at undersøge deres ældningsproces.