Autoritet: Tabt eller transporteret?

I store dele af det 20. århundrede har vi talt om en stadigt dybere og mere omfattende autoritetskrise. Nu skal autoriteten generobres, lyder det. Men er det nu også sandt? Måske er autoriteten ikke tabt, men transporteret over i nye individualiserede former.

En gang havde skolelæreren autoritet i kraft af sin position i samfundet. Det samme havde præsten. På hospitalet herskede lægens formynderi. Og hjemme i familien var farens autoritet uomtvistelig. I dag er autoriteten tabt og skal generobres. Sådan lyder i hvert fald en ret almindelig bedømmelse af vores nuværende situation. Baggrunden er som regel en historie om, at det 20. århundrede blev udtryk for en stadigt mere omfattende autoritetskrise, som satte sig igennem i alle sfærer af samfundet – lige fra politik hen over arbejdsliv til opdragelses- og uddannelsessystemet.