Oplægget kredser om suverænitetens skæbne i den sociale formation. Tesen er, at den politiske diskurs vedrørende konfliktualiteten mellem samfund, stat, marked og individ er forblændet af modsætningen mellem henholdsvis civilsamfundets og markedets problematiseringsform vedrørende lighed. Og videre at denne akse har domineret dén akse af frihed mellem statens befolkningsomsorg og individets selvomsorg, der alt andet lige er pædagogikkens aktuelle felt.

Imidlertid peger en socialanalytisk samtidsdiagnostik på et skift i det politiske til en konflikt mellem statens suverænitetsanliggende og den enkeltes suverænitetsfordring. Denne konflikt kalder på et nyt teoretisk design, på en analytik der kan problematisere samtidens statsræson som livsdesign. Kategorien dækker over en generel æstetisering af omgangen med ”livsgrundlaget”, som bliver kampplads for tilrettelæggelse, regulering, indgreb, overgreb, ideologi, religion og udmærkelse i det hele taget. Kort sagt til bestræbelser der legitimeres i fortsat velfærd, trivsel og frem for alt tarv.

Børn skal blive til nogen, før de kan blive til noget – og alle børn skal være nogen i pædagogernes øjne. Omsorgen er ikke alene grundlæggende i det pædagogiske arbejde. Det er en etisk fordring, som gør pædagogen til en professionel omsorgsgiver, der arbejder ud fra viden om barnets udvikling og sætter barnets behov i centrum.

Den professionelle omsorg er ikke kold og distanceret. Den er garantien for, at alle børns omsorgsbehov tilgodeses, uanset hvem de er. Men omsorgen springer ikke bare af en uendelig indre kilde. Den er dybt forbundet med de vilkår, pædagogerne har at udøve den under. Derfor ser vi i højere og højere grad pædagoger brænde sammen i moralsk stress og følelsesmæssig udmatning. Omsorg skal tages alvorlig som en professionel opgave.

I begejstringen over kompromisset mellem leg og læring i revisionen af dagtilbudsloven i 2018 glemte vi, at den basale omsorg er en afgørende forudsætning for, at dagtilbuddene kan udfylde deres rolle som et legende lærings- og udviklingsmiljø. Vi glemmer også omsorg – som omsorg for andre – når vi bliver for optaget af at tale om den enkeltes trivsel, der peger på den enkeltes sundhed, vækst og livskraft. Vi skal huske os selv på, at man ikke født til livsduelighed. Udvikling af livsduelighed kræver, at andre tager ansvar for at afhjælpe afmagt. Glem ikke det.