DPU

Aarhus Universitets segl

Viden om inklusion er nu kortlagt

Ny kortlægning fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning har samlet viden om, hvad der virker, når elever med særlige behov skal rummes i den almindelige undervisning. Kortlægningen og den efterfølgende analyse af forskningen giver en unik mulighed for, at inklusion af elever med særlige behov kan ske på et solidt fagligt grundlag.

I 2012 er skoler i Danmark i gang med at udvikle en mere inkluderende skole. Der er derfor i høj grad brug for at få kendskab til forskning, som kan dokumentere, hvilke tiltag der virker i praksis.  Derfor har Ministeriet for Børn og Undervisning bedt Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning om at udarbejde en kortlægning af forskningen på området. Målet med denne forskningskortlægning er via gennemgang af den nationale, udenlandske og internationale forskning at belyse, dels effekter af inklusion af elever med særlige behov, dels hvordan inklusion af elever med særlige behov kan finde sted med positiv effekt for alle klassens elever.

”Vi har fundet mange studier, der undersøger effekter af forskellige pædagogiske indsatser. Det er studier med høj forskningskvalitet, og vi vil derfor kunne komme med nogle klare og konkrete anbefalinger til inklusion af børn med særlige behov i skolen,” siger leder af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, Michael Søgaard Larsen, der endnu ikke kan sige noget detaljeret om, hvilke anbefalinger, der er tale om.

”Vi har undersøgt en række studier, der både har drejet sig om faglige og sociale effekter af inklusion både i forhold til elever med særlige behov og i forhold til elever uden. Og flere af undersøgelserne viser, at inklusion i den almene undervisning er til gavn for både elever med særlige behov og almenelever, men enkelte studier viser også det modsatte, så det arbejde, vi skal foretage i efteråret, er at præcisere, hvilke forhold, der giver disse forskelle i resultaterne,” siger Michael Søgaard Larsen.

Viden om inklusion
Den endelige rapport som er en samlet redegørelse for både forskningskortlægning og syntese af forskningen kommer i slutningen af december. Samarbejdet med Ministeriet for Børn og Undervisning resulterer og så i en bog med titlen ”Viden om inklusion”, som er rettet mod lærere og skoleledere udarbejdet af Clearinghouse. ”Viden om inklusion” udkommer ultimo januar 2013. Bogen vil være praktisk orienteret med en redegørelse for, der indeholder, hvilke pædagogiske metoder, der har en positiv effekt i forhold til at inkludere elever med særlige behov i den almindelige undervisning.

Med denne forskningskortlægning og det efterfølgende analysearbejde får vi nu en unik mulighed for at få evidensbaseret viden ud i praksis fastslår Michael Søgaard Larsen.

Projektet er finansieret af Ministeriet for Børn og Undervisning og Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.

Download ”Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen. Forskningskortlægning”

Læs pressemeddelelse fra Ministeriet for Børn og Undervisning

Læs mere på
Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside under temaet inklusion.

Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforsknings hjemmeside.

Kontakt
Rune Hejlskov Schjerbeck, Ministeriet for Børn og Undervisning, Kontor for Inklusion og Specialundervisning,  Rune.Hejlskov.Schjerbeck@uvm.dk T: 3392 5400

Camilla Brørup Dyssegaard, Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning  cbd@dpu.dk, T: 87163942