DPU

Aarhus Universitets segl

Undervisningen i skolen afkobler tosprogede børn

Skolen risikerer at afkoble tosprogede børn fra undervisningen, fordi undervisningen mangler fokus på forbindelsen mellem sprog og viden. Det viser en ny ph.d. afhandling fra Aarhus Universitet.


Selv om den danske folkeskole har skabt nye undervisningsmaterialer og uddannet lærere i undervisning i faget ’dansk som andetsprog’, så klarer mange tosprogede børn sig stadig dårligere i skolen end etsprogede danske børn. De tosprogede elever har svært ved at afkode lærernes forventninger og sværere ved at udtrykke deres viden i timerne, og de forhold tager lærerne ikke i tilstrækkelig grad hensyn til, konkluderer afhandlingen.

”Det stærke fokus på de tosprogedes børns sociale mangler betyder, at lærerne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, hvordan de bedst understøtter de tosprogede elevers læring,” siger Anna-Vera Meidell Sigsgaard fra Aarhus Universitet, der står bag ph.d.-afhandlingen Who knows what? The teaching of Knowledge and Knowers in a Fifth Grade Danish as a Second Language Classroom.”

Skab klarhed i undervisningen

Hun peger i sin afhandling på, at der i dag er udviklet undervisningsmaterialer  for tosprogede børn, der skal være spændende og tage udgangspunkt i multimedier og billeder. Tanken er, at det skal aflaste nogle af de sproglige krav, men man gør børnene en bjørnetjeneste ved at mindske det sproglige fokus, mener hun.

”Konsekvensen er, at undervisningen bliver en frustrerende oplevelse for lærerne, samtidig med at børnene ikke får det optimale ud af undervisningen. Lærerne forklarer situationen med henvisning til børnenes sproglige og sociale mangler, men det handler snarere om manglende klarhed omkring undervisningens sproglige og faglige mål, og om hvordan man kan nå disse mål med udgangspunkt i det børnene rent faktisk ved og kan,” siger Anna-Vera Meidell Sigsgaard.


Svært for tosprogede børn selv at finde svarene

Anna-Vera Meidell Sigsgaard har fulgt undervisningen i faget historie af tosprogede børn i en femteklasse. Hun peger på, at en væsentlig del af pædagogikken er funderet i ideen om, at børnene selv skal kunne finde ud af, hvad der forventes af dem i undervisningssituationen.

”Problemet er, at de tosprogede børn - ligesom børn fra ikke-boglige hjem - har brug for mere eksplicitte svar på, hvad der forventes af dem, og ikke mindst hvordan de skal give udtryk for deres viden på en sprogligt hensigtsmæssig måde,” siger Anna-Vera Meidell Sigsgaard og fortsætter:

”Børnene er ofte engagerede i undervisningen, men de fokuser også meget på, hvad de forventes at gøre, og om det de siger, er ’det rigtige’ i undervisningssituationen. De beder om klare svar, men det virker som om, lærerne er bange for at hæmme børnenes egen tænkning. I stedet for at give svar bliver børnene derfor ofte mødt med nye spørgsmål fra lærernes side,” fortæller Anna-Vera Meidell Sigsgaard.
Undervisning er målrettet børn fra boglige hjem

I praksis betyder det, at undervisningen er tilrettelagt med udgangspunkt i børn fra boglige hjem med en dansk kulturnorm.

”Børn fra boglige hjem har typisk en væsentlig større paratviden og et bredere dansk-sprogligt repertoire på forhånd, som de kan bruge til at afkode skolens forventninger til dem. I indskolingen betyder det ikke nødvendigvis så meget, men efterhånden som der kommer stigende sproglige og faglige udfordringer på skolens mellemtrin, bliver en væsentlig del af de tosprogede børn koblet af undervisningen. Derfor er der brug for, at lærerne får en dybere forståelse af sammenhængen mellem sprog, læring og viden, så de bedre kan opnå de faglige mål, alt imens de tager udgangspunkt i det enkelte barn,” forklarer Anna-Vera Meidell Sigsgaard.

Yderligere oplysninger om afhandlingen

Ph.d. afhandlingen, ”Who knows what? – The teaching of Knowledge and Knowers in a Fifth Grade Danish as a Second Language Classroom” af Anna-Vera Meidell Sigsgaard, blev forsvaret i juni 2013 ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

Anna-Vera Meidell Sigsgaard kan kontaktes på tlf. 26741407 og mail: avm@dpu.dk eller avms@ucc.dk