DPU

Aarhus Universitets segl

Teknologiforskningen har brug for humanister

Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 69 fra marts 2014 om teknologi. Teknologi bliver stadig mere fremtrædende – i børnehaven, på arbejdspladsen, i livet generelt. Forandrer nye teknologier vores måde at lære og være på? Den nyudnævnte professor Cathrine Hasse brænder for at blive klogere på menneskers interaktion med teknologi og kommer med svar i ambitiøst forskningsprojekt om sygeplejerskers og læreres teknologiforståelse.

I en tid hvor teknologi fylder mere og mere i vores hverdag, har vi brug for den humanistiske forskning til at finde ud af, hvad alle de mange nye teknologier gør ved vores arbejde og ved os som mennesker – og til at blive i stand til at vurdere dem kritisk. Det emne optager mig meget, og jeg har drøntravlt med forskningsprojektet Technucation, som jeg er projektleder på. Projektet går kort fortalt ud på at styrke teknologiforståelsen blandt lærere og sygeplejersker og bygger på store mængder empiri fra interview med over 120 lærere og sygeplejersker på mere end 20 arbejdspladser rundt om i hele landet.