DPU

Aarhus Universitets segl

Forskning om inklusion i folkeskolen skal kortlægges

Kommunerne inkluderer flere og flere børn, som tidligere fik specialundervisning, i den almindelige folkeskole. Men hvilke tiltag virker reelt? Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning ved Aarhus Universitet skal kortlægge forskningen om inklusion og samle viden om, hvad der virker, når elever med særlige behov skal deltage i den almindelige undervisning.

Forskere og politikere er enige om, at flere elever med særlige behov skal inkluderes i den almindelige undervisning frem for at modtage specialundervisning. Derfor har Ministeriet for Børn og Undervisning sammen med Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, Aarhus Universitet, igangsat en forskningskortlægning af inklusion i folkeskolen.

Leder af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, Michael Søgaard Larsen, ser frem til at arbejde med inklusionsområdet:

”Det er et felt, der både er præget af meget omfangsrig forskning, en betydelig politisk og administrativ bevågenhed og overordentlig mange pædagoger og lærere, der efterspørger sikker viden på feltet. Derfor er det vigtigt at få kortlagt, hvilke tiltag, der reelt virker”, siger Michael Søgaard Larsen.

Forskningsbaseret viden skal sikre godt læringsmiljø

Forskningskortlægningen skal gennem national og international forskning undersøge effekterne af inklusion og give et billede af, hvilke pædagogiske metoder eller undervisningsformer, der har positiv effekt for elever med særlige behov og deres klassekammerater både fagligt og socialt.

”Inklusion skal ske på et solidt fagligt grundlag, så eleverne får de nødvendige støtteforanstaltninger og de rette faglige udfordringer. Derfor er det vigtigt, at omstillingen til øget inklusion bygger på forskningsbaseret viden om, hvordan vi sikrer et godt læringsmiljø for alle elever - både for elever, som inkluderes, og de øvrige elever i klassen,”  siger Michael Søgaard Larsen.

Fakta

Forskningskortlægningen gennemføres af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, og offentliggøres efter sommerferien.

Læs mere om Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning

Læs pressemeddelelse fra Ministeriet for Børn og Undervisning

Kontakt

Michael Søgaard Larsen