DPU

Aarhus Universitets segl

Asterisk Live: Erhvervsuddannelserne til debat

Er adgangskrav en god idé? Gør erhvervsuddannelsesreformen en forskel? Det var nogle af spørgsmålene som et engageret panel og publikum tog fat på til Asterisk Live om erhvervsuddannelsernes fremtid, hvor forfatter og politiker Mattias Tesfaye sluttede af med at gøre erhvervsuddannelserne til sin mærkesag.

Med den nye politiske aftale om en erhvervsuddannelsesreform er der kommet politisk fokus på at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive. Spørgsmålet er, om det giver håndværket comeback? Hvad er den vigtigste faktor for, at erhvervsuddannelserne kan fange og fastholde flere elever? Det blev diskuteret flittigt, da Asterisk inviterede til debat om erhvervsuddannelsernes fremtid og potentiale fredag d. 7. marts i Festsalen på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

Debatten samlede over 200 deltagere. En stor del kom fra praksis – erhvervsskoler, vejledning, professionshøjskoler, forvaltning og styrelser – mens hver fjerde var studerende. Asterisk-redaktør Camilla Mehlsen stillede indledningsvis deltagerne spørgsmålet, om de tror på, at flere elever vil søge en erhvervsuddannelse i de næste år? I 2013 var det under hver femte unge – 19 procent – der søgte en erhvervsuddannelse, men med den nye reform har regeringen en målsætning om, at det tal skal stige til 25 procent i 2020. Knap halvdelen af deltagerne markerede, at de tror, tallet vil stige.

De tre debattører i panelet – ungdomsforskeren, historikeren og forfatteren/politikeren – kom med bud på erhvervsuddannelsernes fremtid. Efter de tre oplæg var der paneldebat.

I sit oplæg sluttede Mattias Tesfaye af med en hensigtserklæring om, at han vil gøre det til sit særlige fokus at få den nye reform til at virke i virkeligheden.

”Erhvervsuddannelserne giver os mulighed for at tage et skridt i den rigtige retning. Der er nogle ting i reformen, som jeg ikke synes, er så geniale. Men langt det meste synes jeg, er fint.  Udfordringen, er, at det indtil videre bare er ord på papir… Der er et utroligt fokus i vores samfund på den politiske proces. Men det er jo kun 10 procent. De 90 procent er implementeringen af den. Der synes jeg, at Christiansborg og medierne svigter. Det vigtige er nu, hvordan vi får det til at slå igennem ude i virkeligheden… Der er mange ting, der endnu ikke er faldet på plads. Det er, som om hele det politiske fokus nu skifter, for nu skal vi diskutere noget nyt i uddannelsespolitik. Jeg har besluttet mig for at gøre det til min kæphest, at indtil den er fuldt implementeret, vil jeg blive ved med at banke på, at vi ikke har fået nogen erhvervsuddannelsesreform. Vi har fået en politisk aftale. Hvis det skal have betydning ude på værkstedsgulvet, så er 90 procent af arbejdet endnu ikke gjort,” lød det fra Mattias Tesfaye.