Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Adgangskrav

Uddannelse

Når du søger ind på Positiv Psykologi, forudsætter det, at du har en af følgende uddannelser:

  • en relevant bachelor- eller kandidatuddannelse inden for humaniora eller samfundsvidenskab (fx psykologi, pædagogik eller antropologi), eller sundhedsvidenskab (fx folkesundhedsvidenskab)
  • en relevant mellemlang videregående uddannelse, f.eks. som folkeskolelærer, pædagog, socialrådgiver eller sygeplejerske
  • en relevant professionsbacheloruddannelse, f.eks. som folkeskolelærer, pædagog, socialrådgiver eller sygeplejerske
  • en relevant diplomuddannelse, primært inden for det pædagogiske (fx almen pædagogik, pædagogik med psykologi som speciale, voksenlæring), samfundsfaglige (fx den sociale, ledelse, børne- og ungeområdet), eller sundhedsfaglige område (fx sundhedsfremme og forebyggelse).

Det forventes, at du er i stand til at læse faglitteratur på engelsk og i begrænset omfang på norsk og svensk. Enkelte undervisningsgange må derudover forventes at kunne foregå på engelsk.

Erhvervserfaring

Du skal have mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse. Erhvervserfaringen skal være erhvervet i jobs, hvor indholdet hovedsageligt består i at udvikle menneskelige potentialer – individuelt, i læringsmiljøer, organisationer eller gennem ledelse.

Dispensation

På grundlag af individuel vurdering kan der dispenseres fra adgangsbetingelserne, hvis det skønnes, at du har tilsvarende uddannelsesmæssige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen. Der kan derimod ikke dispenseres fra kravet om toårs relevant erhvervserfaring.

Opfylder du ikke de formelle adgangskrav, bør du kontakte Efter- og videreuddannelse, Arts Studier

Adgangsbegrænsning

Der er adgangsbegrænsning på masteruddannelsen i positiv psykologi. Hvis der er flere ansøgere end studiepladser, sker udvælgelsen af ansøgere til optagelse på baggrund af følgende kriterier:

  1. Minimum tre års sammenhængende erhvervserfaring efter den adgangsgivende uddannelse inden for ledelse, konsulentarbejde eller HR med ansvar for udvikling af menneskelige ressourcer blandt medarbejdere, borgere eller kunder
  2. Ledererfaring med personaleansvar
  3. Karaktergennemsnit fra adgangsgivende uddannelse, jf. de i studieordningen beskrevne adgangsgivende uddannelser

Kriterierne er prioriterede. Kriterium 2 finder således alene anvendelse, hvis der fortsat er flere ansøgere end pladser efter vurdering af ansøgerne i kriterium 1. Ligeledes finder kriterium 3 kun anvendelse, hvis der fortsat er flere ansøgere end pladser efter vurdering i kriterium 1 og 2.

Det er vigtigt, at du i din ansøgning vedlægger dokumentation for din erhvervserfaring (kriterium 1) og evt. dokumentation for ledererfaring med personaleansvar (kriterium 2) i form af en underskrevet bekræftelse fra ansættelsessted. Derudover skal du sende kopi af eksamens-/kursusbeviser, medmindre du inden for de sidste 5 år har været indskrevet ved Aarhus Universitet, åben uddannelse/deltidsuddannelse, og der ikke foreligger ny dokumentation.

På Masteruddannelsen i positiv psykologi er der kun mulighed for at søge optagelse på hele uddannelsen - ikke på de enkelte moduler.