DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Officiel åbning af Danmarks nye center for udvikling af matematikundervisning

Får danske børn nok ud af matematikundervisningen? Får danske undervisere nok ud af den forskning om matematikundervisning, der findes og foregår? Og hvad er de konkrete udfordringer for matematikundervisningen i Danmark?

Den 2. oktober 2020 var der officiel åbning af det nye Nationale Center for Udvikling af Matematikundervisning (NCUM). Et center der skal stå i spidsen for både at skabe fokus på matematiske kompetencer hos de helt små børn i dagtilbud, og sikre at forskningsbaseret viden benyttes til at udvikle matematikundervisningen i både grundskole, fritidstilbud, gymnasier og erhvervsskoler. Målet er, at NCUM skal være med til at skabe en mere ambitiøs, tidssvarende og engagerende matematikundervisning i Danmark.

Matematikken giver et holdepunkt i verden

"Kosmos skal opgøres med et antal aritmetiske operationer, for kun derved opnås nemlig et fast holdepunkt i livets flygtighed", således drømmer Alexander von Humboldt i Daniel Kellmans bog Opmålingen af verden (2014). Og med de ord indledte Claus Holm, institutleder v. DPU den virtuelle åbningskonference for NCUM. Han pegede således på, at matematik er og bør være mere end lære at lægge til og trække fra, gange og dividere. Men at matematik er en grundlæggende færdighed, der skal til for at forstå og handle i verden.

"NCUM drejer sig om at bidrage til udstyre alle børn og unge med den nøglekompetence som matematiske færdigheder udgør, for også at lære andre ting og i det hele taget at være borgere i et moderne samfund."

    Claus Holm, institutleder v. DPU

Der er tydelige tegn på, at der er rum for at styrke danske børns matematiske færdigheder og forståelser på de enkelte uddannelsestrin og på tværs af uddannelserne, og derfor er NCUM blevet etableret gennem en fireårig ministeriel bevilling. Børne- og Undervisningsministeriet deltog med en kort introduktion om målene for det nye center.
NCUMs visioner og arbejdsopgaver blev præsenteret af centrets ledelse Morten Blomhøj og Charlotte Krog Skott, der blandt andet præsenterede det forestående arbejde med at forbinde viden og mennesker fra både forskning og praksis ved bl.a.:

  • at formidle forskningsbaseret viden om matematikundervisning via en digital platform til danske pædagoger og lærere
  • at støtte eksisterende og etablere nye netværk
  • at udarbejde forsknings- og udviklingprojekter og skaffe finansiering til disse.

Senere på dagen fik de 220 virtuelt fremmødte deltagere lejlighed til at komme i dybden med, hvordan der kan skabes samspil mellem teorier og forskning i matematikdidaktik og udvikling af undervisning. Det var da Morten Blomhøj holdt sin tiltrædelsesforelæsning som professor ved DPU. Med undersøgende matematikundervisning som ramme blev der givet eksempler på, hvordan centrale matematiske begreber og metoder kan rodfæstes i elevernes undersøgende arbejde med fænomener som f.eks. morgenbrusebad, '100-meter løb' og medicindosering.


Morten Blomhøj holdt på konferencen forelæsning om sin forskning inden for undersøgende matematikundervisning. Og viste bl.a., hvordan man ved at skabe en rød tråd mellem undersøgende forløb på forskellige klassetrin kan skabe sammenhæng og progression i matematikundervisningen. 

 

Det er nye og eksisterende eksempler på undervisningsforløb som disse, der skal udvikles og formidles på forskningsmæssigt grundlag i NCUM, så de bliver anvendelige for praktikere til at skabe motivation for matematiklæring gennem hele skolesystemet.

Hvilke problemer er der med matematikundervisningen i Danmark?

Konferencen gav også en status på matematikdidaktikken i Danmark. Da Professor emeritus Mogens Niss (RUC) i sit foredrag blandet andet beskrev de store bidrag Danmark har givet til den matematikdidaktiske forskning. Han gjorde dog samtidig opmærksom på, hvordan Danmark er sakket bagud i forhold til vores nordiske nabolande i forhold til at formidle og sætte forskningen i anvendelse.

Det er netop en af årsagerne til etablering af NCUM. Centret er blevet til efter en ihærdig indsats, der indledtes med at Undervisningsministeriets matematikudvalg i 2006 anbefalede etableringen af et sådant center. Idéen udsprang af et ønske fra matematiklærere, matematikvejledere, forskere og det matematikdidaktiske miljø på professionshøjskoler og universiteter om at få et fælles fokus på matematikundervisning og -læring. Et fokus der ifølge dem bør matche, det fokus der gennem mange år har været på sprog- og læsekompetencer hos danske børn. Mange forskellige kræfter har siden arbejdet på at skaffe midler og beskrive centerets opgaver. I 2018 blev det med en bred parlamentarisk opbakning besluttet at sætte etableringen af NCUM i gang.

For at sikre en tværgående indsats er et stærkt hold af eksperter og praktikere fra både dag- og fritidstilbud, grundskoler, erhvervsskoler og gymnasier sat sammen for at udvikle viden til og netværk for danske matematiklærere og pædagoger. På konferencen præsenterede de fem faglige ledere af ekspertgrupperne: Klaus Rasmussen (KP), Kaj Østergaard (VIA), Bettina Dahl Søndergaard (AAU), Uffe Jankvist (AU) og Carl Winsløw (KU) deres bud på, hvilke udfordringer der skal imødekommes:

  • at der er for lidt fokus på matematikken i det tidlige børneliv,
  • at de udviklende fællesskaber, hvor pædagoger og lærere samarbejder med hinanden og med forskningen om udvikling af undervisning er underprioriteret,
  • at elevernes motivation for matematikfaget især i erhvervsskolerne er lav,
  • at elever med matematikspecifikke vanskeligheder er stigende også i gymnasiet,
  • at der især i matematikfaget er problemer med brobygning og overgange mellem uddannelsestrinnene.

Og det er eksempler på udfordringer, der blandt andet kan imødekommes med et styrket fokus på og formidling af den forskning i matematikkens didaktik, der allerede findes og de nye forskningsaktiviteter, der bør sættes i gang.

Hvordan bliver matematikundervisningen mere ambitiøs, tidssvarende og engagerende?

Ambitionen og interessen for NCUM er stor. De mange deltagere, der kom fra bl.a. uddannelses- og forskningsinstitutioner, fra matematikfaglige netværk og foreninger, gav udtryk for, at indsatsen er meget velkommen. I dagens løb blev der både fra talerstolen og fra den online konferences digitale grupperum, givet udtryk for, at der er store forventninger til centrets kommende arbejde med formidling af forskningsbaseret viden om matematikundervisning og læring, understøttelse af faglige netværk og etablering af forsknings- og udviklingsprojekter, der skal udvikle samarbejder mellem forskning og praksis.

Et eksempel på et stærkt og velfungerende faglig netværk blev på konferencen præsenteret af Bent Lindhardt, leder af Danmarks Netværk af Matematikvejledere i grundskolen. Et netværk, der fremover vil blive drevet i NCUM-regi.

Men på konferencen blev det også fastslået, at disse initiativer ikke kan stå alene. En styrket matematikundervisning i Danmark skal involvere alle parter: Politikere, uddannelser, forskningsinstitutioner, foreninger og netværk, lærere, vejledere, pædagoger og elever. Det sker ikke med etableringen af et center alene, men NCUM er et skridt på vejen til at få langsigtede indsatser sat i værk, der styrker samarbejdet om matematikundervisning, der skaber faglige fællesskaber og et fælles fokus på de matematiske færdigheder.

Eller som formand for NCUM-styregruppen Jacob Harder sluttede konferencen af med at sige:

”NCUM er en længe ventet fælles stemme omkring matematik. Debatten på konferencen i dag viser den store interesse og de store ambitioner. Ambitionen kan ikke indfris af aktiviteter i centret. NCUM skal ikke overtage eller monopolisere matematikaktiviteter, men NCUM skal være en formidlingskanal, oversættelseskanal, mødested og katalysator til at sætte nye projekter i gang. Tillykke til NCUM, tillykke til os og tillykke til hele undervisningssektoren.”

Jacob Harder (KP), formand NCUM styregruppe