Aarhus University Seal

Fra lighed til livslang læring

En ny rapport fra Nordisk Ministerråd viser, at de nordiske lande har ændret politik: Fra lighed gennem uddannelse til livslang læring for alle. I følge uddannelsesforsker Søren Ehlers, Aarhus Universitet, afspejler forandringen et ændret syn på uddannelse - fra at være en omkostning til at være en investering.

I de sidste 20 år har de nordiske lande – Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige – skiftet politik. Fra at lægge størst vægt på uddannelsespolitik lægger man nu vægten på en kompetencepolitik, der sikrer konkurrenceevne.

Det er en af de konklusioner, man kan drage af den nye rapport 'Effektive strategier for livslang læring i de nordiske lande' fra Nordisk Ministerråd.

En af forfatterne til denne rapport, uddannelseshistoriker og lektor Søren Ehlers fra Aarhus Universitet, beskriver ændringen i disse strategier: 

"Før 1988 var vi groft sagt optaget af uddannelse og udgifterne til at opdrage og udvikle næste generation til gode samfundsborgere. I dag er de nordiske konkurrencestater optaget af læring som en investering, der skal give samfundet et afkast."

De nordiske lande har ellers ry for at være optaget af at skabe lighed gennem uddannelse, og det er længe blevet anset for at være det primære mål med al uddannelse. Men det er, ifølge Søren Ehlers, efterhånden noget, der er ved at gå over i historien. 

"Det politiske argument for offentlig finansiering af voksenuddannelse var i 1960erne og 1970erne, at det konsoliderede de nordiske landes nationale kulturer. I starten af 1980erne dominerede idéen om lighed gennem uddannelse argumentationen for voksenuddannelse. Men allerede i slutningen af 1980erne begyndte idéen om livslang lærings bidrag til en konkurrencedygtig økonomi at blive hovedargumentet," siger Søren Ehlers.

Alligevel fastholder han, at Norden på verdensplan er et exceptionelt område. De nordiske lande har nemlig den største erfaring i verden med at skabe lærende samfund, der involverer hele befolkningen. Det holder de ikke op med. Og selv om de nordiske lande ligger helt i top, når det gælder andelen af befolkningen, som deltager i voksenuddannelse, så er idéen om at inkludere stadig flere i kompetenceudvikling lyslevende.

International konference om livslang læring
Den 29. maj 2012 afholder ASEM Education and Research Hub for Lifelong Learning konferencen 'Learning Unlimited', hvor spørgsmålet om Nordens exceptionelle tilgang vil blive diskuteret af internationalt førende forskere. Konferencen bliver åbnet af blandt andet den danske Minister for Børn og
Undervisning, Christine Antorini.

Mere information
For yderligere oplysninger om rapporten og workshoppen Nordic Exceptionalism kontakt venligst lektor Søren Ehlers, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, T: 3542 6899 eller 8716 3621, E: ehlers@dpu.dk

For presseadgang, kontakt venligst Chair for ASEM LLL Hub, Claus Holm, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, M: 2688 5600, E: clho@dpu.dk

Læs rapporten:'Effektive strategier for livslang læring i de nordiske lande'