Bænkebideren i skjul under stenen i skolegården. En frø, der glubsk sluger et insekt i vandhullet. Vejret, der skifter, og skyerne, der trækker sig sammen i nye formationer på himlen.

Det er alt sammen eksempler på naturoplevelser, som burde fylde langt mere i grundskolens naturfagsundervisning.

Det mener i hvert fald Theresa Schilhab, der er lektor og forskningsleder på DPU og netop har skrevet forskningsoversigten Naturoplevelser i naturfagsundervisning i grundskolen. Her har hun gennemgået en række skandinaviske og internationale studier, hvoraf flere peger på, at der er store læringsmæssige gevinster ved naturoplevelser i naturfagsundervisningen.

Hiver man eleverne ud i naturen, skaber det nemlig mulighed for kropslig erfaring og for at opleve det, Theresa Schilhab kalder for situationel meningsfuldhed.

”Vi mennesker har nogle foretrukne måder at lære på. Det er blandt andet ved at have helkropsoplevelser, ved at være kropsligt engagerede og ved at forstå meningssammenhænge gennem sociale kontekster. Den side har ikke været understøttet af didaktikken inden for naturfag, og der mangler systematiske overvejelser over, hvad der sker, hvis man udnytter naturen til at være den arena, hvor man både får en kropslig erfaring og opnår en situationel meningsfuldhed. Derfor gik jeg i gang med at undersøge den internationale forskning på området,” fortæller Theresa Schilhab.

Undervisning i det fri kan ifølge de studier, Theresa Schilhab har kigget på, blandt andet give eleverne en ny indgang til miljø og bæredygtighed. Og det er vigtigt i en tid, hvor vi står over for at skulle finde løsninger på nogle meget store globale udfordringer.

”Biodiversitetskrisen og klimaforandringerne skal løses gennem naturfagene. Og lige nu er der for få unge, der vælger den vej. I stedet for at tude deres ører fulde af, at de er den generation, der skal gøre noget, skal vi inspirere dem ved at involvere dem perceptuelt og ved at få dem til at føle 'nature connectedness' – altså en forbundethed med naturen. Når først man har en fornemmelse af, at man er forbundet med naturen – og er en del af en større helhed – så forstår man også, at man er vigtig, og at man kan gøre en forskel,” siger hun.

”Man kan sagtens opstille hypoteser og udnytte de naturfaglige kompetencer udenfor. Naturen kalder på børns opmærksomhed, så de faktisk selv får lyst til at danne hypoteserne.”

Theresa Schilhab

Husker bedre i naturen

Flere af de undersøgelser, som Theresa Schilhab har kigget på, viser desuden, at oplevelser og undervisning i naturen kan give eleverne en mere konkret forståelse af, hvad for eksempel klimaforandringerne betyder.

”Det kan føles meget abstrakt og være svært at forholde sig til, hvilke konsekvenser klimaforandringerne kan få. Her kan det hjælpe at gå ud i naturen og få syn for sagen. Det kan være, at man tegner en streg, der viser, hvor meget havet vil være steget om 20 år, og taler om, hvilken betydning det vil få, og hvilke arter der vil være truede. På den måde får eleverne en konkret erfaring og ikke bare en abstrakt information,” siger Theresa Schilhab og forklarer, at jo mere kropslig og perceptuel meningsfuldhed elever oplever, jo bedre vil de forstå meningen bag, huske det og lagre det som viden, de kan vende tilbage til.

Mange af de studier, hun har gennemgået, er effektstudier, hvor man har lavet to studier – et inde og et ude – og bagefter testet elevernes hukommelser, hvilke ord de kan associere til, og hvor godt de har forstået sammenhængene. Her viste det sig, at krydrer man undervisningen med at komme ud i naturen, så forstår eleverne bedre sammenhængene. De husker bedre, og de har flere ord for det, de har lært.

”Koblingen mellem sprog, sanseindtryk og egenaktivitet skaber et udgangspunkt for, at man bedre kan forstå det, der bliver forklaret på et teoretisk niveau,” forklarer Theresa Schilhab og fremhæver, at der ikke som sådan er noget nyt i det, men at det ikke er blevet udnyttet meget i de naturvidenskabelige fag.

”Naturfagene er koblet til, at man skal lave undersøgelser og eksperimenter, og det sker oftest i klasseværelset eller i et laboratorium. Men man kan sagtens opstille hypoteser og udnytte de naturfaglige kompetencer udenfor. Naturen kalder på børns opmærksomhed, så de faktisk selv får lyst til at danne hypoteserne: Hvorfor kommer de her to arter fugle, men ikke denne art, lige her hvor vi står? Det øger nysgerrigheden og iagttagelsesevnen at komme ud i naturen.”

”Hvis man introducerer eleverne til globale kriser, er man nødt til på helt konkret niveau at give eleverne handlemuligheder og nøje overveje, hvorfor de overhovedet skal involveres i de dybe problemstillinger.”

Theresa Schilhab

Læreren skal være fleksibel

Skal de læringspotentialer, der ligger i at trække undervisningen ud i naturen, udnyttes, kræver det, ifølge Theresa Schilhab, for det første opbakning fra ledelsen og dernæst, at man som lærer tør stille sig åben.

”I nogle af studierne fremgik det, at lærerne følte sig låste af, at de skulle have eleverne igennem et bestemt pensum, og det kunne man ikke være sikker på at nå, hvis man også gik ud i naturen. Man kan sige, at naturen på den ene side tilbyder en åbenhed, der gør, at eleverne er mere til stede, men på den anden side er naturen svær at styre. Er målet at komme ud og høre frøerne kvække, og det viser sig, at der ikke er frøer i vandhullet, så er man nødt til på stående fod at ændre sin undervisning. Man er nødt til at være fleksibel,” siger Theresa Schilhab og peger på en case i et australsk studie, hvor læreren formåede at udnytte potentialet i en såkaldt spontan læringsepisode.

”Klassen var gået ned til et vandløb, hvor naturmiljøet skulle stimulere elevernes evne til at tænke fornuftigt om sammenhængen mellem vandmiljøet og organismerne i og omkring det. Eleverne kiggede på, hvilke elementer der fandtes i vandløbet, og fik lov til selv at undersøge det. På den måde begyndte de at tænke over, hvad der skete: Hvad er det for eksempel for faktorer, der spiller en rolle for, om dyrene kan være i vandløbet? De stillede spørgsmål til læreren, der så var god til at gribe dem og få dem til at tænke videre i årsagssammenhænge i stedet for blot at levere det rigtige svar. Pointen er, at naturen i sig selv stimulerer en nysgerrighed, der får eleverne til at stille spørgsmål, men læreren skal formå at gribe dem og bringe eleverne videre i deres tankerække.”

Et gyldent øjeblik

Som forsker er Theresa Schilhab ofte blevet spurgt, om børn forstod naturen bedre før i tiden. Men det er hun langt fra sikker på. For selv om tidligere generationer af børn kom mere ud i naturen – og dermed måske havde en større ’nature connectedness’ – havde de ikke nødvendigvis mulighed for at forholde sig intellektuelt til naturen.

”Det var ikke et tema, at naturen var under pres. Samfundsudviklingen har gjort, at børn kommer mindre ud i dag, og det gør, at vi er nødt til at introducere naturen på en anden måde end tidligere. Men det mener jeg faktisk, at vi kan udnytte positivt. Særligt corona-nedlukningen, hvor vi i højere grad er kommet ud, har skabt et gyldent øjeblik i forhold til at opbygge viden om naturen.”

Lige præcis det med at bygge viden på oplevelserne i naturen mener Theresa Schilhab, er essentielt, hvis vi skal lære eleverne at passe ordentligt på den.

”Som lærer er man nødt til at gøre sig didaktiske overvejelser over, hvad man gerne vil have eleverne til at gøre og overveje. Og særligt hvis man introducerer eleverne til globale kriser, er man nødt til på helt konkret niveau at give eleverne handlemuligheder og nøje overveje, hvorfor de overhovedet skal involveres i de dybe problemstillinger,” siger hun og påpeger, at involverer man elever i store globale kriser uden at give dem handlingsanvisninger, kan det ligefrem skabe ’øko-angst’ og handlingslammelse.

”Alt det, der bliver smidt i hovedet på dem om, at denne klode er ved at dø, og at de er generationen, der kan gøre noget ved det, kan faktisk få dem til slet ikke at have lyst til at handle. Det kan simpelthen blive for stor en kognitiv belastning. Og netop derfor skal vi nå børn og unge gennem de stærke oplevelser, meningsfuldhed og forbundethed med naturen,” fastslår Theresa Schilhab.

Hun henviser til en undersøgelse blandt geologer, der viste, at det, der tricker unge til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse, er, at de har haft stærke naturoplevelser og lærere, der var energiske og gode formidlere.

”At se en fantastisk solnedgang eller en flok biller i et væld af farver. Det kan stimulere en personlig motivation. Og det er herigennem, vi kan rekruttere de unge.”