Moderne filantropi forskyder fokus fra de reelle sociale problemer

Tidligere talte man i samfundsdebatten om fattigdom og social retfærdighed; i dag taler man i stedet om ’udsatte familier’ og ’social arv’. Men de begreber individualiserer problemerne, påpeger DPU-forsker Christian Sandbjerg Hansen. Han anerkender, at den moderne filantropi kan afhjælpe konkrete problemer hos familierne her og nu, men problematiserer, at indsatserne flytter fokus fra de strukturelle udfordringer, som karakteriserer livet i de nederste dele af samfundshierarkierne.

Lyt til artiklen

I Mjølnerparken står 250 familier til at miste deres bolig. Ikke for noget de har gjort, men fordi de opfattes som et socialt problem, fordi de bor i et område, der er karakteriseret som en såkaldt ’hård ghetto’. Samtidig risikerer de unge i boligområdet at få en dobbelt så høj straf sammenlignet med andre unge, hvis de eksempelvis begår hærværk i nabolaget. Og på trods af at der kun er 16 børn under tre år, som ikke allerede er i vuggestue, kan forældrene blive truet med sanktioner og krav om at sende deres barn i 25 timers obligatorisk læringstilbud, hvis de små børn fortsat passes derhjemme. Det er nogle af resultaterne af lovgivningen om såkaldte parallelsamfund eller ghettolovgivningen, som den også kaldes.

”I ghettobegrebet smelter flere forståelser sammen. På den ene side en forståelse af fattigdom og marginalisering som noget, der findes i den enkelte familie – og som forældre så at sige giver i arv til deres børn – og på den anden side en forestilling om racialiseret kriminalitet og farlighed. Det er med til at legitimere en lang række tiltag over for udvalgte grupper af borgere,” siger Christian Sandbjerg Hansen, der er lektor i socialpædagogik og pædagogisk sociologi på DPU, Aarhus Universitet.

Han peger på, at det er en foreløbig kulmination af nogle helt grundlæggende ændringer, der er sket igennem de sidste 20-30 år i forståelsen af, hvad der skaber sociale problemer, og hvordan man kan afhjælpe dem.

Foto: Ritzau Scanpix
Gellerupparken i Aarhus er på listen over ’hårde ghettoområder’. Her gælder ghettoloven: Beboere får fx dobbelt straf, hvis de begår noget kriminelt. Og de små børn må ikke blive passet hjemme. De skal i institution min. 25 timer om ugen.

Andetgørelsen

Social arv er et begreb, der for alvor dukker op i den politiske debat i Danmark i sidste halvdel af 1990’erne og siden er blevet et næsten alment udtryk.

”I begrebet social arv ligger der en forestilling om, at der er sådan en negativ spiral, hvor man hele tiden arver sociale problemer og dårlige vaner fra sine forældre, og at problemerne forværres gennem generationer,” siger Christian Sandbjerg Hansen.

Han peger på, at den offentlige og politiske debat kun sjældent forbinder diskussioner af opvækstbetingelser – selv fattigdom – med bredere samfundsmæssige forståelser af ulighed, udbytning og uretfærdighed.

”Men forståelsen, som begrebet om social arv bringer med sig, placerer ofte ansvaret for – og dermed løsningen af – de sociale problemer i den enkelte familie eller i det enkelte individ. Der er en statistisk overrepræsentation af forskellige officielle sociale problemer blandt børn, der vokser op i det, der bliver kaldt for ’udsatte familier’, men det er ikke determinerende i den grad, som man får indtryk af i den politiske og pædagogiske debat. Hovedparten af dem, der vokser op i såkaldte ’udsatte familier’, kommer selv videre og får uddannelse og arbejde og et relativt fornuftigt liv. Men de oplever selvfølgelig flere forhindringer på vejen,” siger Christian Sandbjerg Hansen.

Samtidig er forståelsen af, hvad der gælder som et socialt problem, noget, man strides om. De offentlige og officielle kategoriseringer af, hvad der gælder som socialt problem, er dermed vigtige.

”Når begrebet ’udsatte familier’ anvendes i officielle sammenhænge, så kommer der hurtigt en form for ’andetgørelse’ i spil, dvs. en stereotyp kategorisering, der så at sige placerer disse familier uden for fællesskabets normer og værdier. På den måde taler ’vi’ om ’dem’, som om ’de’ er fundamentalt anderledes end ’os’. Det er et stigma, som får det til at fremstå som om, der er tale om nogle helt særlige mennesker, der er helt grundlæggende anderledes end os andre, og som nærmest har nogle moralske defekter. Det er med til at cementere opfattelsen af, hvad der er den ’normale familie’, og dermed hvor grænserne går for det samfundsmæssige fællesskab. Og socialt arbejde – frivilligt som lønnet, privat som offentligt – er gennemsyret af forestillingen om den normale familie,” lyder det fra Christian Sandbjerg Hansen.

”I begrebet social arv ligger der en forestilling om, at der er sådan en negativ spiral, hvor man hele tiden arver sociale problemer og dårlige vaner fra sine forældre, og at problemerne forværres gennem generationer.”

Christian Sandbjerg Hansen

Symbolernes performative kraft

Han peger på, at social- og boligpolitikken i løbet af de seneste to-tre årtier er blevet præget af ’hyper-racialisering’. Med det mener han, at arbejdsløshed, boligforhold, kriminalitet og anden adfærd bliver forklaret som udslag af kultur eller etnicitet.

”Symboler har performativ kraft og virkelige betydninger, særligt når de indstiftes med autoritet. Når der skabes officielle billeder af, at nogle mennesker egenhændigt bærer skylden for deres svære livssituation, og når disse mennesker fremstilles som radikalt anderledes, så fungerer det ikke bare som en neutral beskrivelse, men som en autoritativ indstiftelse af symbolske grænser, som legitimerer ganske indgribende og diskriminerende politikker. Det ses bl.a. med ghettolovgivningen og en socialpolitik, der i stigende grad opererer med straf. Disse forståelser er altså ikke bare dårlige eller upræcise, de har også en række socialt skadelige virkninger. For eksempel at en række mennesker fratages rettigheder og mister status af medborgere,” siger Christian Sandbjerg Hansen.

Skolesystemet reproducerer ulighed

Ulighed og marginalisering har altid eksisteret som problemer i det danske samfund, men flere studier dokumenterer, at den sociale mobilitet i disse år generelt er nedadgående. Boligmarkedet, arbejdsmarkedet og uddannelsesmarkedet er sammen med velfærdssystemets forandringer afgørende for måderne, ulighed bevares og forstærkes på, påpeger Christian Sandbjerg Hansen. Boligmarkedet øger eksempelvis både klassemæssige og generationelle skel.

”Der er en væsentlig del af generationen over 60 år fra middelklassen, som har lukreret på, at de kom ind på ejerboligmarkedet på det tidspunkt, da boligpriserne var lave og skattefordelene store, og som derfor har opnået store skattefrie kapitalgevinster. Derfor er der en ekstremt skæv formuefordeling på tværs af generationerne, som hele tiden øges. Der er en generation kendetegnet ved høj friværdi og en generation kendetegnet ved stor gæld og afhængighed af deres forældres friværdi. Det øger så yderligere skellet mellem de familier, der kan hjælpe yngre generationer økonomisk, og dem, som ikke kan,” siger han.

En anden væsentlig ulighedsskabende faktor er uddannelsessystemet. I en tid hvor der kræves mere og mere uddannelse, er skolesystemet med til at reproducere ulighed, på trods af at vi tror, at skolen er en frisættende institution, hvor alle får lige muligheder, påpeger Christian Sandbjerg Hansen:

”Skolen er ikke en neutral institution, som behandler alle lige, selv om dette både er officiel politik og professionel selvforståelse. Talrige studier viser, at skolen særligt sorterer på baggrund af forhold som klasse, køn og etnicitet. Tidligere tiders uddannelsessociologi anså det netop for at være en af skolens grundlæggende funktioner i et kapitalistisk samfund at vedligeholde og forstærke klasseforskelle, men man taler ikke rigtigt om det længere. Slet ikke uddannelsespolitisk, hvor det grundlæggende er anderledes undervisningsformer, lektiehjælp osv., som skal kompensere for reproduktionen af ulighed.”

Ny fattigdom

Hvor sociale problemer i 1960’erne og 1970’erne overvejende blev forstået ud fra begreber som fattigdom, universel velfærd og omfordeling, så ser det ud til, at de nu i højere grad forstås som værende et problem i den enkelte udsatte familie.

”I 1990’erne begyndte især socialdemokraterne at være bannerførere for ideen om en ’ny fattigdom’, som ikke blot er økonomisk, men en form for ’åndelig fattigdom’, hvor folk er kørt af sporet og ikke selv kan omstille sig. Og da manglende sociale netværk blev set som folks største problem, handlede mange af de boligsociale indsatser, som man iværksatte, om at lave kaffeklubber, syklubber og andre tiltag for at afhjælpe den enkeltes sårbarhed,” forklarer Christian Sandbjerg Hansen.

Samtidig rettede man blikket mod individerne, der ikke længere var tilpasset det nye arbejdsmarked og derfor skulle opkvalificeres. Det var i de år, hvor eksempelvis København var præget en omfattende afindustrialisering og outsourcing af arbejdspladser, men problemet blev i højere grad set som den enkeltes manglende omstillingsevne end som manglen på ordentlige arbejdspladser.

”Lektiehjælp er på mange måder fint og godt og hjælpsomt, men det forholder sig ikke afgørende til skolen som forskelsskabende institution.”

Christian Sandbjerg Hansen

Barmhjertige hattedamer vs. hjerteløse professionelle

Det er i det felt, det frivilligt arbejde med udsatte familier kommer ind. Voksende strukturelle uligheder øger den sociale usikkerhed og besværliggør livet for grupper af borgere i de nederste dele af de sociale hierarkier, men samtidig forsøger forskellige frivillige indsatser at modvirke konsekvenserne af det.

”Når vi taler om frivilligt socialt arbejde, så taler vi om arbejde, der ikke er professionaliseret og lønnet; dvs. ulønnet og i princippet ufaglært arbejde. Det er arbejde, der i høj grad er organiseret gennem private organisationer – det man kunne kalde civilsamfundets sociale og pædagogiske arbejde – og som er præget af, hvad jeg vil kalde en pædagogisering af marginalisering. Altså forestillingen om at vi kan opdrage og uddanne os ud af sociale problemer,” forklarer Christian Sandbjerg Hansen og pointerer, at forholdet mellem filantropi og offentlig velfærd har været et politisk, socialt og pædagogisk stridspunkt i hvert fald siden slutningen af 1800-tallet.

”Det er en strid, der sociologisk er svær at have med at gøre, ikke bare fordi man hurtigt bliver afkrævet en personlig holdning, men også fordi det er svært sprogligt at beskrive og forklare striden uden at tage stilling. Det er en strid, der i høj grad er karakteriseret af latterliggørelser – på den ene side af barmhjertige hattedamer og på den anden side af hjerteløse professionelle. På begge sider af den sociale og pædagogiske strid handler det om at fremstille sig selv som uegennyttig, dvs. som drevet af en højere sag end egen profit. Politisk er det springende punkt, hvad man mener skal gælde som rettighedsbaserede ydelser, og hvad der skal være barmhjertighedsgerninger, altså hvilken velfærd eller hjælp man har krav på som borger i Danmark, hvilket også handler om, hvem der tæller som borgere i Danmark.”

For alle former for socialt arbejde gælder det, at det bidrager til vedligeholdelsen af symbolske grænser mellem os og dem, siger Christian Sandbjerg Hansen og tilføjer, at det sociale arbejdes betingelser også er i forandring:

”Både privat og offentligt socialt arbejde har i de sidste 20-30 år fået ændrede arbejdsbetingelser. Det gælder fx afhængigheden af management-bureaukratiske foranstaltninger som målbarhed, evaluering og effekt, betydningen af lobbyisme og skærpet institutionel-organisatorisk konkurrence samt stigende straforientering på især politisk niveau.

Indsatser individualiseres

Siden 1980’erne har velfærdsstatens økonomi og større og bedre brug af frivillige og samarbejde med private aktører været på den socialpolitiske dagsorden. Hvor det traditionelle foreningsliv har været i tilbagegang, så har der været en stigning i antallet af frivillige, som træder til i kortere eller længere perioder. Politisk har der også været en stigende opmærksomhed på at indgå partnerskaber af forskellig slags med frivillige hjælpeorganisationer. Det kan være brug af organisationer som eksempelvis Ungdommens Røde Kors, der tilbyder lektiehjælp i samarbejde med skoler, tilbud om ferie-camps osv.

”Det er ting, som gennemføres i den bedste mening, og det er samtidig en helt konkret hjælp til de familier, som modtager eller benytter sig af tilbuddene. Men socialpolitisk forskydes diskussionen, så der medlidende tales om hjælpsomhed og barmhjertighed snarere end om de sociale forhold, der skaber uligheden. På den måde forsvinder bredere spørgsmål om fx strukturel fattigdom og omfordeling, når indsatserne i den grad individualiseres, og problemerne blot ses som psykosociale forhold, der så at sige er placeret inde i den enkelte familie,” siger Christian Sandbjerg Hansen.

Det er med andre ord familiens evner og færdigheder, der problematiseres og gøres til genstand for sociale og pædagogiske indsatser, snarere end den sociale usikkerhed, der kendetegner positionerne i den nederste del af de samfundsmæssige hierarkier.

”Lektiehjælp er på mange måder fint og godt og hjælpsomt, men det forholder sig ikke afgørende til skolen som forskelsskabende institution. Boligsociale indsatser som sociale viceværter og fællesskabende aktiviteter er gode og drevet af de bedste viljer, men de ændrer ikke meget ved det opsplittede boligmarkeds ulighedsskabende effekter, og de skaber heller ikke flere gode og sikre jobs. Mentorordninger er en fin hjælp til unge, men de afhjælper jo ikke årsagerne til, at der opstår gadeøkonomier med narkosalg, som tiltrækker visse marginaliserede unge. De gør heller ikke noget ved de forhold, der bevirker, at stadigt flere unge får psykiske lidelser. Krisecentre yder en virkelig god hjælp til voldsramte, men de afskaffer ikke årsagerne til volden. Alt dette er jo fine hjælpeforanstaltninger for den enkelte familie eller det enkelte individ, men kritikken af det system, der reproducerer ulighederne, er svær at få øje på,” siger Christian Sandbjerg Hansen.

Han argumenterer for, at alle disse forhold er væsentlige at have in mente, når vi diskuterer det såkaldte frivillige sociale arbejde. Både de materielle og symbolske dimensioner er vigtige kontekster for det pædagogiske arbejde.

”Måske er der ikke bare erkendelsesmæssige, men også praktiske fordele at hente, hvis man i den offentlige debat, i velfærdsinstitutionerne og i det politiske system begynder at diskutere og handle på de strukturelle ulighedsbetingelser, der er i vores samfund, og som begrebet ’udsatte familier’ langt fra indfanger.”

TIDSLINJE

 

1933: Lov om Social Forsorg erstatter Fattigloven fra 1891

Fra almisse og rettighedstab til rettighedsprincip; objektive og ensrettede kriterier; skel mellem selvforskyldt og uforskyldt nød.

1964: Lov om børne- og ungdomsforsorg

Tvungent tilsyn med bl.a. ’uægte’ børn ophæves, samarbejde med familier og familievejledning indføres, tvangselementer tilstræbes minimerede.

1976: Lov om social bistand

Skattefinansieret hjælp til alle borgere afstemt efter behov og med fokus på at undgå vedvarende nedgang i familiens sociale situation. Ingen skelnen mellem selvforskyldt og uforskyldt nød, fokus på forebyggelse og revalidering og på barnets tarv og velfærd.

1998: Lov om social service

Brugerinddragelse, brugerindflydelse og øget samarbejde blandt andet med frivillige organisationer og foreninger. Opsøgende arbejde og tilbud om rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, skabe de bedst mulige opvækstvilkår og give alle børn og unge samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed. Tidlige og sammenhængende indsatser i nærmiljøet.

2006: Anbringelsesreform, 2011: Barnets Reform og 2020: Barnets Lov

Tidlig opsporing og indsats, forebyggelse, betoning af børns rettigheder og skærpelse af forældreansvar med mulighed for pålæg og bortfald af børneydelse. Fokus er primært på adfærd, sociale og emotionelle færdigheder og forældrekompetencer.   

Læs mere

 

Christian Sandbjerg Hansen: The Making of Place and People in the Danish Metropolis. A Sociohistory of Copenhagen North West. Routledge, 2021.

Christian Sandbjerg Hansen: Countering spatial alienation: Social work in a stigmatised neighbourhood in Copenhagen, Denmark. Social Work and Society, 17, 1, 2019.

socwork.net/sws/article/view/594

Christian Sandbjerg Hansen: ’Ikke et sted man skal opfostre sine børn’: Om territoriel stigmatisering og sociale forskelle. I: Kirsten Elisa Petersen; Janne Hedegaard Hansen (red.): Inklusion og eksklusion: en grundbog, s. 195-208. Hans Reitzels Forlag, 2019.

CHRISTIAN SANDBJERG HANSEN

 

Lektor i socialpædagogik og pædagogisk sociologi ved DPU, Aarhus Universitet.
Han forsker bl.a. i socialt arbejde, marginalisering og ulighed – også i et historisk perspektiv.
Han underviser på kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi.



NR. 97

INDHOLD

MAJ 2021