Paradise lost: Tilkald den grønne pædagogik?

Tidens uddannelsespolitiske løsen er trivsel og bæredygtighed. Dagtilbud og folkeskole skal forgrønne de næste generationers liv gennem dannelse af grønne fingre over hjerner og til vores hjerter. Men en sådan pædagogik skaber næppe bæredygtig livslykke, snarere er der brug for en mere jordnær gartner- og livsduelighedspædagogik for at klare sig i fremtidens samfund.

Lyt til artiklen

I tusindvis af år har forskellige kulturer sammenlignet den menneskelige lykke med en paradisisk haveeksistens. Den tjekkiske forfatter Karel Čapek skrev i 1929 bogen Et år med min have, og i denne beskriver han paradis.

Det lyder sådan her:

Hvis det kunne gavne noget, ville havedyrkeren daglig falde på knæ og bede omtrent som følger: Herre Gud, lav det sådan, at det daglig må regne cirka fra midnat til kl. 3 om morgenen, men – du forstår nok – rigtig langsomt og varmt, så det kan trænge godt ned; men pas på, at det samtidig ikke regner på tjærenelliken, på alyssum og lavendel og de andre planter, der er dig i din uendelige visdom bekendt som tørkeplanter – hvis du vil, skal jeg skrive dem op til dig på et stykke papir. Og lad solen skinne hele dagen igennem, men ikke over det hele (fx ikke på spiræa eller gentiana eller rododendron), og ikke alt for meget. Sørg for, at der er godt med dug og kun lidt blæst, nok af regnorme, ingen bladlus og snegle og ingen meldug, og giv at det én gang om ugen må regne med fortyndet ajle og duegødning. Amen.  Sådan må det have været i Edens have, kan De da begribe. Hvordan skulle ellers alting have trivedes så godt?

Som man kan høre, er Čapek skeptisk over for nytten af at bede sig til en paradisisk have. Han tror mere på gartnerens kærlighedsforhold til selve jorden i form af havedyrkning.

Men hov, hvorfor al den snak om bladlus, snegle og havedyrkning i et pædagogisk magasin?

Fordi havedyrkning er en af de absolut vigtigste metaforer for pædagogik, og fordi den underliggende besked i Čapeks bog er, at havedyrkning er en livslang uddannelse i, hvordan man etablerer sig og får fodfæste på jorden. Det er i den forstand, at Čapeks skildring af jordiske menneskers – havedyrkeres – forgrønnelse af deres tilværelse er højaktuel at konsultere.

Havedyrkning er en af de vigtigste metaforer for pædagogik: Hvert barn skal trives, som var det en lille spire, der ved at blive plejet og iagttaget og få den rette mængde sol og vand, får et solidt rodfæste. Foto: Unsplash

For logikken hører vi også i Danmark i 2021. Her hører man i bæredygtighedens navn, at grønt er godt for os, og mere grønt endnu bedre.

Ikke kun fingrene skal være grønne, også kosten, hjertet og hjernen skal begrønnes, og vi forstår, at uddannelsen er midlet hertil. Skolen italesættes, som om det var en have, hvor vi kultiverer ikke planter, men børn: Hvert barn skal trives, som var det en lille spire, der ved at blive plejet og iagttaget og få den rette mængde sol og vand, får et solidt rodgreb. Og vi må spørge os selv – næsten som Čapek – om de da nogensinde trives godt nok, og hvis ikke, hvad skal vi så gøre ved det?

Den Grønne Betænkning

Et aktuelt politisk svar har vi for nylig fået via Det Radikale Venstres drøftelser af fremtidens bæredygtige folkeskole under overskriften Den Grønne Betænkning.

Inspirationen kommer fra Den Blå Betænkning fra 1961, som var et korrektiv til folkeskolens formålsparagraf fra 1958, der lagde vægt på skolens opdragelse af elever til at gøre nytte.

I Den Blå Betænkning stod der derimod, at skolens formål skulle være ’at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker’. Det primære mål var at gøre børn lykkelige, ikke konkurrencedygtige.

I dag, 60 år efter Den Blå Betænkning, står vi i en anden situation. Målet i Den Grønne Betænkning synes umiddelbart at være, at børn ikke alene skal blive konkurrencedygtige, men først og fremmest trives i dagtilbud, i skolen, ja, i et samfund, der er ved at få bæredygtighed som fremherskende ideologisk mission. Baggrunden herfor er en udskældt konkurrencestat og en skolereform, der kritiseres for mål- og testtyranni, præstationspres og mistrivsel.

Eller sagt med havens sprog: For meget nyttehavetænkning og for lidt beskyttet åndehul.

Faglig trivsel øger livsduelighed

Men hvad betyder egentlig bæredygtighed i relation til at fremme elevers trivsel? Er det lig med paradisisk trivsel? Det er der forskellige svar på.

Et af dem handler om at forsvare trivsel mod faglighed og læring. Når det gælder dagtilbud, ser vi det i form af opstilling af modsætninger mellem leg og læring, og i skolesammenhæng som en modsætning mellem trivsel og læring.

Hertil vil jeg foreslå, at dagtilbud, skoler og for den sags skyld uddannelsessystemet nedtoner disse for hårdt opsatte modsætninger og orienterer sig mod faglig trivsel for at bidrage til børn og elevers livsduelighed.

Hvorfor denne ide om at skifte fokus fra trivsel til at tale om faglig trivsel og først og fremmest livsduelighed? For det første fordi livsduelighed – såvel for den enkelte som for fællesskabet – grundlæggende handler om at blive god nok til at klare sig i livet. Ikke om en trivselstilstand knyttet til forestillinger om velvære (well-being), sundhed og lykke, som risikerer at føre til manglende respekt for, at læreprocesser per definition er forbundet med smertelige-men-lærerige fejltagelser.

For det andet fordi, at evalueringen af folkeskolereformen indikerer, at vi ikke står med en generel mistrivselskrise på hænderne. Langt de fleste elever lærer og har det godt. Der er et voksende antal børn og unge, som er i mistrivsel, og det er bekymrende. Men der er ikke grundlag for at demokratisere problemet; det skrøbeliggør for mange, og fjerner fokus fra et mindretal i alvorlig mistrivsel.

Den tredje grund til at skifte fokus til livsduelighed er, at livsduelighed for den enkelte såvel som for fællesskabet opnås ved – næsten som en gartner – at leve et arbejdsomt og lærende liv i forhold til, hvad der udgør bæredygtige eksistens- og livsbetingelser for planter, for børn og for livet som sådan. Og dette under skiftende vejr- og klimaforhold, eksistens- og samfundsforhold. Størst mulig livsduelighed for alle kommer derfor til at kræve muligheder for at lære gennem livet med et åbent sind for forskellige eksistens- og livsformer.

Så af disse grunde: Lad os komme ned på jorden og praktisere et bæredygtigheds- og livsduelighedsideal i dagtilbud og skoler, der gør kommende generationer i stand til at bevare fod- og rodfæste på deres hjem – jorden. Det er den gartner- og pædagogiske opgave, vi bør tage fat på.

CLAUS HOLM

Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU. 



NR. 98

INDHOLD

AUGUST 2021