Flygtningefamiliers integration måles på børnenes madpakker

Mens flygtningefamilier er optaget af at leve op til en række eksplicitte krav, de har skrevet under på i kontrakter og erklæringer, er det nogle langt mere komplicerede dynamikker, der afgør, om de falder til. De handler om børnene og udspiller sig i lokalsamfundet.

Lyt til artiklen

'Jeg vil gerne gå på fritidshjem.'

Det lyder som et fromt og helt naturligt ønske, når ordene kommer fra en niårig dreng, der bor i Nordjylland. Men når ens far og mor er sudanesiske kvoteflygtninge og særligt udvalgt til at komme til Danmark, kan ordene få en anden betydning.

Det erfarede antropolog og lektor på DPU, Aarhus Universitet Birgitte Romme Larsen, da hun i forbindelse med sit ph.d.-studie Ind i Danmark i 2011 besøgte nytilkomne flygtningefamilier, der var boligplaceret i små danske landsbysamfund. Heriblandt den sudanesiske familie i Nordjylland. 

”Faren svarede resolut nej til drengens ønske om at gå på fritidshjem. Først forstod jeg ikke hvorfor. Jeg troede, han var utryg ved situationen. At det at gå på fritidshjem var fremmed for ham, men så viftede han med et stykke papir. Det var en integrationserklæring, som han havde skrevet under på. Her stod blandt andet, at han skulle medvirke til, at børnene passede deres skole. Sagde han ja til fritidshjemmet, følte han, at han sagde ja til leg frem for lektier og dermed løb fra det løfte, han havde givet den danske stat,” fortæller Birgitte Romme Larsen. 

Hun forklarer, at situationen er et eksempel på, hvordan flygtningefamilier, der har fået ophold i Danmark, er optaget af at leve op til en række eksplicitte krav fra en danske stat, de har skrevet under på i kontrakter og erklæringer. Men ofte er det indfrielsen af nogle helt andre og langt mere implicitte forventninger, der afgør, om de falder til. Blandt andet at de sender deres børn på fritidshjem.

Illustration: Toke Bjørneboe
Rugbrødsmaden er dansk, solid og rigtig. Sandkage i madpakken ses derimod som ren omsorgssvigt. En flygtningemor fik derfor en påtale fra pædagogerne, da hun kom til at give sit barn sådan en skive med i børnehave.

Sandkage i stedet for rugbrød

Selv om det efterhånden er nogle år siden, at Birgitte Romme Larsen skrev sin ph.d.-afhandling, er dens fokus på flygtninges integration i de små samfund stadig relevant. Sidste år begyndte Danmark nemlig igen at tage imod FN-kvoteflygtninge. Og ligesom tidligere fordeles de i små byer rundt omkring i Danmark, blandt andet for at undgå ghettodannelser.

Med sit ph.d.-studie ønskede Birgitte Romme Larsen at undersøge, hvordan flygtningefamilierne lykkedes med at skabe tilhørsforhold og fremtidsudsigter. Hvad skulle der til? Og hvad betød samspillet med lokalsamfundet for integrationen? Gennem sit 12 måneder lange etnografiske feltarbejde flyttede hun ind i de små samfund og fulgte familierne i deres hverdag og i deres interaktion med naboer og lokalsamfund.

”Politisk har der været en tendens til at anskue flygtningefamilier som isolerede øer. Der tales ofte om, hvad der går galt ’inde i’ eller ’hjemme hos’ familierne, hvis de ikke lykkes med at falde til i Danmark. Men familierne er jo ikke lukkede kredsløb. Jeg var derfor interesseret i at undersøge de dynamikker og interaktioner, der opstod mellem familierne og lokalsamfundet, og hvad det betød for deres tilhørsforhold og fremtidsudsigter,” fortæller hun.

”Man kan sige, at der finder en slags forhandling sted mellem familien og det omkringliggende samfund, der centrerer sig om børnene. I denne ’forhandling’, bliver det afgjort, om flygtningefamilierne kan falde til.”

Birgitte Romme Larsen

Et af de første mønstre, der tegnede sig for Birgitte Romme Larsen, var, at familierne – i naboernes og lokalsamfundets øjne – hele tiden trådte ved siden af. Det gjorde de fx, når de gav deres børn sandkage med i madpakken frem for rugbrød, når de ikke lærte børnene at cykle, eller når de forsømte at slå græsset i deres have.

”Umiddelbart var det små ting, som, hvis det var dig eller mig, hurtigt ville være glemt. Men lokalsamfundet brugte det til at aflæse, om familierne var faldet til, og om de forstod den danske kultur. Hobede fejltrinene sig op, var konklusionen klar: De vil os ikke, de vil ikke integrere sig,” fortæller Birgitte Romme Larsen.

Problemet var bare, at lokalsamfundets forventninger var så indforståede, at ingen tænkte på at eksplicitere dem for flygtningefamilierne. Og det var heller ikke noget, de kunne læse i den integrationsfolder, de fik på sprogskolen. Her kunne de læse instrukser om, at deres børn skulle passe deres skole, og at de skulle behandle deres børn lige uanset køn, men ikke om de implicitte forventninger.

Børnene som målestok for integration

Som studiet skred frem, gik det op for Birgitte Romme Larsen, at de såkaldte fejltrin næsten altid centrerede sig om børnene. Det var gennem børnenes opførsel, naboerne mente, at de kunne vurdere familiens vilje til at integrere sig. Og faktisk hvilede også forældrenes blik på børnene. 

”For forældrene i flygtningefamilien hang troen på en god fremtid i Danmark tæt sammen med, om de kunne se en fremtid, hvor deres børn kunne blive værdsatte og respekterede borgere. På den måde kan man sige, at børnene befandt sig i en krydsild af opmærksomhed. Ønsket fra forældre og lokalsamfund var sådan set det samme, men opfattelsen af, hvad der skulle til, var ikke nødvendigvis den samme,” siger Birgitte Romme Larsen. 

Hun peger på, at netop de dynamikker, der opstod i mødet mellem familie og lokalsamfund, og hvor børnene stod i centrum, afgjorde familiens fremtidsudsigter i Danmark. 

”Inde i enhver familie eksisterer der en række dynamikker, der knytter sig til forældre-barn-relationen. Det er disse dynamikker, der mødes med lokalsamfundet og skaber nye dynamikker. Man kan sige, at der finder en slags forhandling sted mellem familien og det omkringliggende samfund, der centrerer sig om børnene. I denne ’forhandling’, bliver det afgjort, om flygtningefamilierne kan falde til,” siger Birgitte Romme Larsen og fremhæver, at det var umuligt at forudse, hvordan forhandlingen faldt ud.

Høje forventninger til kvoteflygtninge

I 2005 blev det besluttet, at de cirka 500 kvoteflygtninge, der årligt sendes til Danmark, ikke bare skulle udvælges ud fra deres behov for beskyttelse, men også ud fra deres såkaldte ’integrationspotentiale’. Det betød, at de også skulle udvælges ud fra, om de udviste motivation, initiativ og vilje. Det kunne for eksempel være, at de havde vist motivation i flygtningelejren ved at tage imod et stykke jord, de kunne dyrke, frem for nødhjælp i form af en pose ris.

Men et sådant gåpåmod i en flygtningelejr kan, som Birgitte Romme Larsen udtrykker det, ikke bare overføres til livet i et parcelhus på den anden side af jordkloden.

”Faren er, at vi kommer til at tro, at vi kan overføre motivation, initiativ og vilje i tid og rum, for det er blandt andet det, der får naboen til at tro, at den her særligt udvalgte flygtningefamilie kan det hele, når de flytter ind. I udvælgelsesprocessen anses ’integrationspotentiale’ som noget iboende, men det er det ikke. Det er noget, der opstår, når forældrene og børnene – og deres relation – møder samfundet.”

”Der tales ofte om, hvad der går galt ’inde i’ eller ’hjemme hos’ familierne, hvis de ikke lykkes med at falde til i Danmark. Men familierne er jo ikke lukkede kredsløb.”

Birgitte Romme Larsen

Familiens narrativ

Når en flygtningefamilie kommer til Danmark, er det med en forventning om at kunne skabe en bedre fremtid end den, de havde i udsigt. Det gjaldt også den sudanesiske familie i Nordjylland, som Birgitte Romme Larsen fulgte i forbindelse med sit ph.d.-projekt. Men gentagne misforståelser og sammenstød med lokalsamfundet efterlod dem med en følelse af, at de som forældre ikke levede op til samfundets forventninger. Troen på en lykkelig fremtid for deres børn begyndte at smuldre.

”Selv om der var alle mulige grunde til, at de var flygtet fra Sudan, så huskede de nu tilbage på det gode i hjemlandet og begyndte at orientere sig den vej,” fortæller Birgitte Romme Larsen.

Hun forklarer, at udviklingen i en såkaldt migrationsfortælling – dvs. fortællingen om en bedre fremtid et andet sted – i høj grad afgøres af netop de dynamikker, der opstår i mødet mellem familien og det nye samfunds normer og forventninger.

For at illustrere dette fortæller hun om en anden familie – en palæstinensisk familie, der var flygtet fra Libyen. Deres møde med det danske lokalsamfund var langt mere positivt end det, den sudanesiske familie oplevede, og derfor udviklede deres narrativ sig anderledes.

”I Danmark følte familien for første gang, at de var respekterede som mennesker. Ingen spyttede på dem. Ingen soldater slukkede cigaretskodder på deres døtres arme. Og i den danske folkeskole blev deres børns præstationer anerkendt uden skelen til, at de var flygtninge, som de havde oplevet i Libyen. Der var da nok nogle, der så skævt til dem i den lille landsby, hvor de boede, og hvor moren og pigerne var de eneste, der bar slør. Men familien hæftede sig ved, at de for første gang i deres liv ikke oplevede eksplicit diskrimination. De oplevede derfor, at de gik en lys fremtid i møde, hvor børnene kunne få uddannelse og udvikle sig til respekterede borgere,” forklarer Birgitte Romme Larsen.

Små ting, stor betydning

Når hun som forsker på feltet gennem årene har fortalt om de mange uudtalte normer og forventninger til hverdagens rutiner, som møder flygtningefamilierne i de små samfund, og som de ingen jordisk chance har for at gennemskue, er hun ofte blevet spurgt, om det virkelig har så stor betydning.

”Det kan synes småt, men ja, det får en kæmpestor betydning, for de mange misforståelser skaber en utryghed, der kan ende med at fratage familierne deres tro på en bedre fremtid. Og i værste fald fører det også til civile indberetninger. Det at falde til i Danmark, altså at finde troen på en meningsfuld fremtid her, afhænger af en række komplekse og uforudsigelige dynamikker, herunder de mange implicitte forventninger. Den kompleksitet bør vi som samfund have langt større blik for.”

Læs mere

Birgitte Romme Larsen: Ind i Danmark: Skabelse af sted og tilhørsforhold blandt nyankomne flygtningefamilier bosat i mindre danske lokalsamfund. Ph.d.-afhandling. Institut for Antropologi, Københavns Universitet, 2011 

Birgitte Romme Larsen: Tid og forbrug i etniske minoritetsfamilier: En kvalitativ undersøgelse af hverdagslivet blandt familier i Danmark med pakistansk, tyrkisk, palæstinensisk og irakisk baggrund. Syddansk Universitetsforlag, 2013. 

Birgitte Romme Larsen: En fremtid for børnene er, hvad man ønsker sig mest. Nyankomne flygtningeforældres skabelse af mening, tillid og fremtidshåb i Danmark. I: Karen Valentin og Karen Fog Olwig (red.): Mobilitet og tilknytning: Migrantliv i et globaliseret Danmark. Aarhus Universitetsforlag, 2015.

BIRGITTE ROMME LARSEN

Lektor i pædagogisk antropologi ved DPU, Aarhus Universitet.
Hun forsker i migration, flygtningefamilier, asylcentre, lokalsamfund og naboskab, med særligt fokus på det hverdagslige møde mellem migranter og lokalbefolkning i danske landdistrikter. Hun underviser på kandidatuddannelsen i pædagogisk antropologi.



NR. 97

INDHOLD

MAJ 2021