Idéen om universitetet har bevæget sig fra den store verden tilbage til nationen og helt ud i provinsen

Dansk universitetspolitik er indadskuende og nationalt orienteret og fokuserer i stigende grad på sammenhængen mellem uddannelse og produktivitet tænkt ud fra en dansk efterspørgselslogik. Det skriver DPU-lektor Katja Brøgger, der samtidig peger på, at diskussionen om universiteternes udspændthed mellem den internationale horisont og den nationale indlejring er mere aktuel end nogensinde.

Lyt til kommentaren

Asterisk-kommentaren er et fagligt perspektiv fra en eller flere forskere om et aktuelt og/eller vigtigt emne inden for pædagogik og uddannelse.

De seneste årtier har vi talt meget om den øgede globalisering og europæisering af det videregående uddannelsessystem. Vi har beskrevet, hvordan det internationale samarbejde er slået igennem og har sat sit præg også på de danske universiteter, hvor uddannelsernes opbygning og struktur har ændret sig betydeligt. Udviklingen har også bevirket, at flere studerende begyndte at læse i udlandet, og at flere udenlandske studerende kom til Danmark.

Men den gennemgribende internationalisering af universiteterne er nu ved at blive omstødt til fordel for en ny form for nationalisme – eller måske ligefrem provinsialisme, hvis vi medregner regeringens seneste udspil, der sender landets studerende ud i provinsen for at læse.

Det seneste udspil fra Reformkommissionen bibringer da heller ikke andet end anbefalinger til en ny opbygning af universiteternes kandidatuddannelser, der er designet til at dyrke og beskytte det nationale. Anbefalingerne indeholder intet om at vende sig ud mod verden. Regeringens forudgående udspil Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund nøjedes ikke med at værne om nationen, men beordrede både uddannelser og studerende ud i provinsen.

Farvel til internationaliseringen?

Universiteternes historiske udspændthed mellem den internationale horisont, som opstår allerede i middelalderen, og den nationale indlejring, der går tilbage til det moderne universitets fødsel i 1800-tallet, er således mere aktuel end nogensinde. Og når vi i dag undersøger konturerne af de nye re-nationaliserende tendenser på universitetsområdet og holder dem op mod de seneste årtiers internationalisering, er det som om, vi ikke blot er vidner til en debat om universiteternes idé, men også er vidner til, hvordan politiske praksisser langsomt transformerer, hvad der var en indlejring i nationalstaten til at være en opslugning i nationalstaten.

”Den gennemgribende internationalisering af universiteterne er nu ved at blive omstødt til fordel for en ny form for nationalisme – eller måske ligefrem provinsialisme.”

Katja Brøgger

Fra Berlinmur til Bolognaproces

For at forstå hvad der foregår, må vi gå lidt tilbage i tiden. Tre år efter Berlinmurens fald og et år efter Sovjetunionens opløsning blev Den Europæiske Union, som vi kender den i dag, født som en fuldt udbygget økonomisk og politisk union. Maastrichttraktaten fra 1992 blev et ideologisk vendepunkt, der banede vejen for den europæiske orden, som vi kender fra tiden efter Den Kolde Krig, og som vi nu atter mærker uro omkring med den russiske invasion af Ukraine. Traktaten accelererede den europæiske integrationsproces og kom til at spille en afgørende rolle for udviklingen af universiteterne.

På den ene side blev den startskuddet til omfattende europæiske reformer af de videregående uddannelsessystemer, på den anden side dannede den grobund for nye nationalismer, som var i opposition til det europæiske projekt. Forskningen har kun for alvor fat i den første del – de europæiske reformprocesser, som vi blandt andet kender under betegnelser som ’Bologna-processen’ og etableringen af ’Det Europæiske Område for Videregående Uddannelse’. Den anden del, de nye nationalismer, har i flere år været underbelyst.

Men i et nyt forskningsprojekt undersøger jeg sammen med et forskerhold netop denne opposition mod globaliseringen og det europæiske projekt ved at udforske den universitetspolitiske udvikling i Danmark, Frankrig, Polen og Storbritannien samt EU’s seneste tiltag for at styrke den europæiske integration på universitetsområdet.

Kriser gøder jorden for nationalisme

Op gennem nullerne var Danmark præget af en stærk internationaliseringsambition på det universitetspolitiske område. Globaliseringsstrategier og arbejdsplaner skulle sikre Danmark en plads på verdens- og Europakortet. Vi skulle samarbejde, indgå aftaler og tiltrække internationale studerende. Men flere kriser viste sig at trække luften ud af ambitionerne. Den finansielle krise i 2008 truede mange mennesker på deres levebrød, den såkaldte migrationskrise i 2015 nærede frygten for at miste velfærdsydelser, folkeafstemningen om Storbritanniens EU-medlemskab i 2016, der endte i Brexit, bidrog yderligere til de udfordringer, der ramte det europæiske projekt ved at puste liv i ambitionen om at begrænse EU-autoriteternes magt og tage kontrollen tilbage til nationalstaterne.

COVID-19 pandemien i 2020/21 styrkede ligeledes de nationale regeringers magtposition. Konsekvenserne af den russiske invasion af Ukraine kender vi endnu ikke helt, men vi kan allerede nu se, at krisen både giver anledning til nye strategiske positioner i Europa mellem fx Polen, Ungarn og Rusland og nye internationale samarbejdsalliancer. Fastholder vi et historisk blik, blev særligt migrationskrisen afgørende for en kursændring i universitetspolitikken. Allerede et par år før krisen var der begyndt at lyde røster om, at vi skulle begrænse optaget af internationale studerende, og i flere partier var der stor modstand mod en EU-afgørelse, der understregede, at udenlandske studerende havde ret til SU i Danmark på lige fod med danske studerende. Herefter begynder vi at se flere tegn på en re-nationalisering, der kom til at gælde blandt andet internationaliseringen og organiseringen af uddannelsesudbuddet.

”Universiteternes historiske udspændthed mellem den internationale horisont, som opstår allerede i middelalderen, og den nationale indlejring, der går tilbage til det moderne universitets fødsel i 1800-tallet, er således mere aktuel end nogensinde.”

Katja Brøgger

Lukning af engelsksprogede uddannelser

Den daværende regering i 2018 valgte, som en del af det såkaldte SU-forlig, at lukke en række engelsksprogede uddannelser på flere af de danske universiteter. Argumenterne for at lukke uddannelserne baserede sig på en slags økonomisk nationalisme eller velfærdsnationalisme. Man forholdt sig kritisk til den socioøkonomiske gevinst for Danmark ved at have internationale studerende. Lukningen blev præsenteret som økonomisk risikostyring, der dog indimellem flød sammen med argumenter, der i højere grad rettede sig mod en forståelse af universitetsuddannelserne som noget, der burde være forbeholdt en særlig etnisk gruppe, her forstået som etnisk danske studerende. Her forsøgte man altså at trække uddannelserne tilbage som et slags etnisk-territorielt domæne, som stod i stærk kontrast til universiteterne som internationale studie- og fordybelsesrum. Siden er flere lukninger kommet til, også på erhvervsakademierne og professionshøjskolerne.

Nye uddannelsesmodeller bremser international mobilitet

I samme periode er man i stigende grad begyndt at designe modeller for universitetsgrader, der på flere områder lægger afstand til den struktur, som Bolognareformerne lagde op til. Fx arbejder man i dag med 1-årige kandidatuddannelser og flerårige deltidsuddannelser. Formater, der styrker samarbejdet med og tilknytningen til erhvervslivet, men som samtidig besværliggør international mobilitet.

Sidstnævnte har fået endnu et rygstød med Reformkommissionens seneste udspil, der på mange måder flugter med en politisk tænkning, der allerede lever i bedste velgående i Danmark: Den er indadskuende og nationalt orienteret og fokuserer alene på sammenhængen mellem uddannelse og produktivitet tænkt ud fra en dansk efterspørgselslogik.

LÆS MERE

Katja Brøgger: Post-Cold war governance arrangements in Europe: the university between European integration and rising nationalisms. Globalisation, Societies and Education, May 2022.

KATJA BRØGGER

Katja Brøgger er lektor i uddannelsespolitik og -styring på DPU, Aarhus Universitet. Hun er forskningsprogramleder for Policy Futures og forsker bl.a. i det europæiske Område for Videregående Uddannelse og Forskning, opkomsten af nye nationalismer, privatisering og ’accountability’. Hun underviser på Kandidat- og Bacheloruddannelsen i uddannelsesvidenskab.



NR. 101

INDHOLD

JUNI 2022